Anmeldelse: Hillbilly Elegy

Hvis du stadig undrer dig over, hvorfor over 70 millioner amerikanere stemte på demagogen Donald Trump i efterårets amerikanske præsidentvalg, så vil Hillbilly Elegy i det mindste give dig en del af forklaringen på det “uforklarlige”.

Selvbiografi

Veteraninstruktøren Ron Howard har kastet sig over en selvbiografi af J.D. Vance (i filmen portrætteret af Gabriel Basso og Owen Asztalos), som stammer fra et fattigt redneck-miljø i 1980’ernes og 90’ernes Ohio, men fuldfører den amerikanske drøm og kommer ind på jurastudiet på selveste Yale.

J.D. vokser op i et samfund præget af stigende klasseskel, arbejdsløshed og misbrug, hvor den nuværende generation har et dårligere liv end deres forældre. I deres nedslidte shotgun houses kæmper familier for at få enderne til at mødes – og ikke mindst holde familien sammen.

Mine- og kulindustrien har været for nedadgående siden Reagans tid. Vance-familien kæmper med arbejdsløshed, og moren, Bev (Adams), skifter mænd oftere, end hun skifter sokker, samtidig med at hun prøver at opdrage sine børn. Men mørke skygger fra fortiden vender hele tiden tilbage.

Forfald

Det er ikke noget muntert portræt af dette samfund, Vance og Howard giver os. Ganske vist er det landligt og flot, og “familien først” er en usvigelig leveregel, men der er grænser for, hvor meget folk kan bære, før det hele brister.

Mændene er nogle døgenigter og fraværende i opdragelsen af børnene, og Bev har stadige raseriudbrud, som hun lader gå ud over børnene og forsøger at døve med et stort indtag af alkohol og piller. Da hun så mister sit job på hospitalet, eskalerer den nedadgående spiral. Politiet bliver en hyppig gæst i husholdningen, og J.D. ender blandt en gruppe unge, der laver småkriminalitet og eksperimenterer med stoffer.

Bevs standhaftige mor, Mamaw (Close), gør sit bedste for at rydde op og dække over datterens åbenlyse mangler og svagheder, og samtidig passe på ikke at overskride hendes grænser. Men da det hele går ad helvede til, lader hun hånt om familieidyllen, tilsidesætter sin datter og overtager ansvaret for sønnen.

Sej mormor

Livet hos mormor er bestemt ikke nogen dans på roser. Mamaw har selv haft et hårdt liv og har for mange år siden gemt sin empati i bunden af kosteskabet. J.D. skal rulle ærmerne op, hans liv skal på ret køl, og skolearbejdet skal prioriteres – det er den eneste vej ud af morens selvdestruktive skygge. Samtidig aner vi hendes stærke kærlighed til barnebarnet bag den hårde facade.

Hillbilly Elegy er forfatterens dybt personlige sørgesang over hans redneck-barndom og i bund og grund en hyldest til stærke kvinder og i særdeleshed hans mormor. Selv når han sidder i vigtige møder på Yale, vil han ikke høre et ondt ord om sin “redneck”-familie eller sin barndomsby.

Stærke kvinder

Hvad kvinderne angår, så er de tre, der holder familien (nogenlunde) oven vande: Mamaw, Bev og J.D.’s søster, Lindsay (Bennett). Moren skifter mellem selvmedlidenhed, vrede og opgivenhed – en kompleks personlighed, som Amy Adams får frem på skræmmende ægte og effektiv vis.

Lindsay flygter fra familien, så snart hun kan, men må som voksen igen prøve at holde skansen, og Haley Bennett (The Magnificent Seven, The Devil all the Time) leverer endnu en gang en stærk præstation i rollen.

Når det er sagt, så spiller legenden Glenn Close bukserne af dem alle, og hendes fortolkning af rollen som Mamaw burde være emnet for et separat studie på filmskolen! Hun skildrer den vejrbidte, småbistre mormor med så meget liv, intensitet, medmenneskelighed og ukuelig tro på familien, at vi bare må tage vores imaginære hat af for hende. Her burde prisnomineringerne strømme ind.

Analyse af nutidens splittede USA

Historien fortælles i tilbageblik, idet J.D. vender tilbage til den lille by og er nødt til at konfrontere sin fortid; et greb, der her fungerer rigtig godt. Hans livsrejse, fra white trash til jurauddannet elite, er noget naiv og ikke mindst lige lovlig forenklet – men når det er sagt, så er det hans historie.

Tematisk er dette, præcis hvad Ron Howard har viet sin karriere til; han mestrer den slags mellemmenneskelige dramaer til fingerspidserne. Men han er ikke verdens mest nyskabende eller spændende instruktør, og Hillbilly Elegy forbliver meget konventionel og tager for få dristige valg.

Howard dykker dybt ned i familiens personlige problemer, men skraber kun i overfladen af de mere samfundsmæssige, strukturelle problemer, der har gjort, at familien er endt, hvor den er. I den forstand balancerer filmen på en knivsæg, hvor den hurtigt kan ende i påtaget socialpornografi. Hovedpersonen selv er også underligt anonym; han er faktisk langt mere interessant som ung.

At den amerikanske Kongres for nylig blev stormet af folk fra samme baggrund som J.D. Vance, stiller filmen i et højaktuelt lys. Selv om det ikke er den skarpeste samfundsanalyse af nutidens splittede USA, så er Hillbilly Elegy en film om kærligheden i familien og et vidnesbyrd om, at alle kan blive ordentlige mennesker. Fire stærke stjerner til dette meget seværdige drama med Oscar-værdige skuespilpræstationer fra tre stærke kvinder.