Hobbitten: Femhæreslaget er afslutningen på historien om Bilbo Sækker, Thorin Egeskjold og rejseselskabet af dværge. De har taget deres hjemland tilbage fra dragen Smaug og dermed sluppet en frygtelig kraft ud i verden – med det resultat, at han lader sin vrede gå ud over de uskyldige indbyggere i Søby.
Besat af den genvundne skat ofrer Thorin både venskab og ære for at sikre sig mest muligt af den, og Bilbo må prøve at tale Thorin til fornuft, samtidig med at Sauron har sendt en hær af orker for at angribe Det Ensomme Bjerg. Et mørke bygges op, hvor dværge, elvere og mennesker må stå sammen i et gigantisk slag for at redde livet.
Peter Jackson skal have respekt for at have viet en stor del af sin filmkarriere til at visualisere Tolkiens værker. Det er blevet til seks gigantiske produktioner med masser af kvaliteter, som tusindvis af fans sætter stor pris på. Der er ikke mange, der kunne have klaret en så “umenneskelig” opgave, og Jackson har givet liv til et litterært univers, som mange holder af.
Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at Hobbitten burde have været én film i stedet for tre. Begge de foregående film var langtrukne etaper med enorme mængder af fyldstof uden substans, og derfor var behovet for en værdig afslutning, der kunne give noget katarsis, stort.
Men den følelse, man sidder tilbage med efter gennemsyn af Hobbitten: Femhæreslaget, er ikke god. Endnu en gang bliver vi overøst med svulstige og overdådige scener, hvor ikke en eneste følelse kan beskrives uden en overdosis patos. Og ingen replikker kan udveksles, uden at kameraet fejer hen over et bagtæppe af solnedgang og frosne vandfald, mens filmmusikken skrues i vejret.
Der er simpelthen for meget melodrama og for lidt selvrefleksion og forløsende humor. En af de fineste scener i filmen er hen imod slutningen, hvor Bilbo og Gandalf sidder og slapper af, mens sidstnævnte renser sin pibe, uden at de siger et ord!
Desuden skal det endnu en gang nævnes, at overgangen fra de 35 mm kameraer, som blev brugt i Ringenes Herre-filmene, til digitale kameraer har skabt et kunstigt univers, der giver én følelsen af at overvære et videospil. Det hele er så glat og poleret, at det er strippet for menneskelighed og alt, hvad der kunne virke dybtfølt.
Filmen skal selvfølgelig have ros for det tekniske, og alle involverede har gjort en hæderlig indsats for at gennemføre et så omfattende projekt. Men desværre virker det lidt mod hensigten, når der jo skal fortælles en historie om nogle personer og deres kamp i en ublid verden. Det hjælper ikke, at det ser lækkert ud, når man kun sjældent får empati med figurerne eller en følelse af, at man er vidne til en god historie, der er på vej et sted hen.
Hobbitten: Femhæreslaget vil nok alligevel være god nok for fans af de tidligere film, og mange vil sikkert glæde sig over flere spektakulære scener med morsom filmleg, som bare er ren underholdning. Peter Jackson er en dygtig filmskaber, og det skal blive spændende at se, hvad han finder på i fremtiden, hvor bl.a. den næste film om Tintin venter. Vi håber, at den bliver bedre end Hobbitten. Tre stjerner.
Blu-ray-udgivelsen er som ventet meget imponerende. Der følger hele fire discs med, som indeholder 2D-versionen, 3D-versionen og en separat disk med ekstramateriale. Sidstnævnte er desværre lidt mangelfuld, men har seks forskellige bag-om-filmen af forskellig slags. Der kommer en “extended version” senere i år, som indeholder langt mere bonusmateriale. Desuden udgives en boks med hele trilogien. Lyd (dts-MA 7.1) og billede er fuldstændig suveræne, ligesom på de tidligere film.
