Anmeldelse: Homeland, 8. sæson

Gennem snart otte sæsoner har vi fulgt den bipolare (eks-) CIA-agent Carrie Mathison (Danes) i hendes utrættelige kamp mod terrorister, indenlands såvelsom udenlands.

Når den var bedst, har Homeland været en af de mest intense og klaustrofobiske thriller-serier, man kan streame. Når den var værst, blev plottet og overdrivelserne så søgte og virkelighedsfjerne, at vi græmmedes; især i betragtning af, at serien prøver at være aktuel og realistisk.

https://www.youtube.com/watch?v=-eLT82JYsP4

 

Vi må indrømme, at vi droppede ud af Homeland efter den skuffende 6. sæson, men – noget modvilligt – lod os lokke tilbage til finalen. Før det bingede vi 7. sæson på tre dage; en solid sæson om et politisk splittet USA, omend ikke altid lige troværdig. Og heri ligger også denne sidste sæsons største problem.

Endnu en gang sendes Carrie i felten. Efter et langvarigt fangenskab i Rusland med efterfølgende blackouts og tvivl blandt ledende CIA-agenter om, hvorvidt hun nu er dobbeltagent, viser præsidentens sikkerhedsrådgiver Saul Berenson (Patinkin) hende igen ubetinget tillid. Fredsforhandlingerne med Taliban skal sikres, og Carrie udsendes som særlig rådgiver i Kabul, midt i kampens hede.

Saul er overbevist om, at Taliban, ledet af Haissam Haqqani (Acar), er blevet træt af krig og nu er villige til at underskrive en fredsaftale med fjenden.

Afghanistans ledere er derimod langtfra så sikre på det nye, fredselskende Taliban, og samtidig stikker den pakistanske efterretningstjeneste, repræsenteret af eksotiske Tasneem (Kaur), kæppe i hjulet på den gryende fredsproces.

Udstationeringen i krudttønden Afghanistan giver masser af plads til heftige actionscener, hvor det amerikanske militær og deres omfattende arsenal og teknologi spiller en nøglerolle. Det er da også de bedste scener i 8. sæson; der, hvor serien svigter, er på det efterretningsmæssige plan. Med undtagelse af Saul fremstår CIA irriterende nok som de rene amatører, mens Carrie løser alle problemer forbløffende let.

Seriens stærkeste og mest fascinerende figur er CIA-veteranen Saul Berenson, men hans blinde tro på Carrie, som får et skud for boven gang på gang, sæson efter sæson, begynder at slide på ens tålmodighed som seer. Desuden vrimler det denne gang med karikerede personer.

USA’s nye republikanske vicepræsident fremstilles som et naivt, letpåvirkeligt fjog – et alt for letkøbt greb fra serieskabernes side. Den afghanske general G’ulom er om muligt endnu mere stereotyp, grænsende til det parodiske.

Afslutningssæsonen er bestemt ikke elendig, men viser klare træthedstegn og – endnu en gang – en irriterende mangel på realisme trods det højaktuelle plot. Hvis du har fulgt serien fra starten, vil vi afgjort anbefale, at du får det sidste kapitel med, men nogen nye fans vil den 8. sæson nok ikke kapre. Fire meget svage stjerner. (Anmeldelsen er baseret på de første syv ud af 12 episoder).

Den allersidste episode kommer den 26. april.