Anmeldelse: Horizon: An American Saga – Chapter 1

Det er næppe gået nogens næse forbi, at superstjernen Kevin Costner og serieskaberen Taylor Sheridan har ligget i offentlig kold krig i de sidste halvandet år.  

Sheridan står bag serier som 1883, 1923, Tulsa King, Special Ops: Lioness, Lawmen: Bass Reeves og Mayor of Kingstown. Men den serie, der gav ham en plads på Hollywoods stjernehimmel, var den moderne western-sæbeopera Yellowstone – med ingen ringere end Costner i hovedrollen.  

Vi vil ikke engang forsøge at dybdeanalysere to store egoers sindstilstand og bevæggrunde for konflikten og det endelige brud, men Costner har offentligt udtalt, at han ville have mere tid til sit eget hjertebarn: Horizon.  

Et filmprojekt, han tilsyneladende har været ‘svanger’ med i to årtier, og som han nu har skudt 400 millioner i fra sin private pengekasse for at realisere fire (!) spillefilm. Den første kan nu ses i biograferne – og ja, den er visuelt smuk, og Costner serverer klassiske westerntemaer, men desværre er der nogle åbenlyse brister. 

 

Western-connoisseur

Det er bestemt ikke første gang, Costner prøver kræfter med westerngenren. Efter sin instruktørdebut med Danser med ulve (1990) indkasserede han de mest prestigefyldte filmpriser og blev hyldet af publikum og et (næsten) enigt anmelderkorps. Værre gik det med den tendentiøse The Postman (1997) – mens Open Range (2003) er blandt hans bedste film.  

Derudover har han spillet cowboyroller i film som Wyatt Earp, Silverado og Let Him Go – for ikke at tale om hans fem år på hesteryg i Montana som den kompromisløse kvægbaron John Dutton i Yellowstone.  

Som instruktør karakteriseres han ikke som særlig subtil, men som en, der kan lide at male med den brede pensel og udtrykke sig lidt pompøst og storslået. Hvilket kan fungere rigtig godt med det rette manuskript og engagerende karakterer.  

Med Horizon-sagaen er han ikke blot instruktør, men også manuskriptforfatter, producer og hovedrolleindehaver. Så der er næppe mange, der har sagt stjernen imod – og på trods af et bekosteligt skilsmisseforlig for nylig har han investeret midler nok til at realisere præcis den vision, han havde for projektet. Film nummer 2 i sagaen er allerede klar (den kommer i biograferne til august), og optagelserne til den tredje film går snart i gang.  

Det er al ære værd, at Costner står fast og kompromisløst gennemfører det, han har sat sig for. Men mon ikke han skulle have haft nogen omkring sig, som kunne have bidraget med friske øjne, et perspektiv udefra og en anden (mindre personlig) tilgang til materialet? For her frygter vi, at instruktøren er ‘druknet’ i sin egen storslåede vision og barndomsnostalgi.  

Ærkeklassisk western

Og Costners vision er at fortælle historien om, hvordan USA blev befolket østfra, efterhånden som horder af europæiske immigranter ankom fra østkysten med et slidt skøde i hånden og et glimt af håb i øjnene om en bedre fremtid.  

De var nærmest lovet guld og grønne skove, så længe de fik et stykke jord og var villige til at krydse Mississippi og prærien for at komme til Arizona, Colorado, Idaho, Montana, Nevada, New Mexico, Dakota, Oregon, Utah og det forjættede Californien. Territorier, som i midten af 1860’erne blev kategoriseret som ‘det vilde vesten’.  

Men som vi ved, var disse områder trods de store præriesletter ikke øde og forladte – de var beboet af oprindelige folk, som overhovedet ikke var interesseret i, at den hvide mand skulle overtage deres jagtmarker og hærge deres hellige spisekammer.  

Med det storslåede landskab som majestætisk bagtæppe udfolder Costner en klassisk westernhistorie, hvor ‘uskyldige’ nybyggere kæmper for deres hævdvundne ret, mens stolte indianere blot ønsker at forsvare deres levevis.  

Ligesom i Danser med ulve forsøger han med Horizon at fortælle historien fra begge sider. Hverken nybyggerne eller de ‘blodtørstige’ indianere er karikerede som gode versus onde.  

Mange historietråde

Vi kastes ind midt i denne magtkamp i et lille nybyggersamfund i Wyoming i begyndelsen af 1860’erne. Apache-stammen har fået nok af den hvide mands hærgen og ønsker at forsvare sit land. Naturligvis ender det i et forfærdeligt, men visuelt slående blodbad.  

Netop som støvet har lagt sig, og brandene er slukket, kommer blåjakkerne ridende ind. En af ‘byens’ få overlevende er Frances Kittredge (Sienna Miller, Foxcatcher) og hendes datter Diamond (Isabelle Fuhrman). Under løjtnant Trent Gepharts (Sam Worthington, Avatar) beskyttende vinger søger de sikkerhed og aner en ny fremtid i det ugæstfrie miljø.  

Men i modsætning til f.eks. 1883 (af skaberen af Yellowstone-serien, Sheridan) er Costner her ikke interesseret i at følge én historie eller én gruppe menneskers kamp for at få succes i Vesten. Vi springer straks videre til Kansas og Montana.  

Og det er netop manglen på fokus og en klar retning, der viser sig at være filmens akilleshæl.  

Langs den golde Santa Fe Trail i Kansas kæmper en gruppe nybyggere sig vej gennem det farlige landskab – konstant på udkig efter fjendtlige indianere.  

Van Weyden (Luke Wilson) har fået den utaknemmelige tjans at lede gruppen, få dem til at rejse i samme retning og holde fred indbyrdes. Det er ikke så let med sådan en broget flok af individualister og besserwissere. Det hjælper heller ikke på moralen og sammenholdet, når forfængelige døgenigter som parret Hunt og Payne forventer at valse sig gennem besværlighederne.  

Samtidig, i det storslåede Montana, ankommer en flok cowboys til en nedslidt mineby. Anført af hestehandleren Hayes Ellison (Costner), som uforvarende, helt bogstaveligt, havner midt i skudlinjen, da en bitter og langvarig familiefejde når sit klimaks.  

Som følge heraf står Ellison pludselig med ansvaret for en lille dreng og hans barnepige, den temperamentsfulde tjenestepige Marigold (Abbey Lee) – og det, mine damer og herrer, opsummerer, hvad der udspiller sig i de første tre timer af filmserien.  

En eviglang prolog

Costner har selv udtalt, at Horizon er inspireret af de klassiske westerns fra 1950’erne og 60’erne. Og både form og stil minder om de storslåede, lettere klichéprægede filmepos. Selv musikken hensætter os til en tid 70 år tilbage i filmhistorien.  

Der er ikke meget galt med første del af Costners western, men på den anden side er der heller ikke meget, der virkelig rammer plet. Ikke mindst kæmper han forgæves med at få os involveret i historien, de mange karakterer og de mange sidehistorier.  

Som kåde vårharer hopper vi flygtigt fra sted til sted og fra person til person. Vi spørger os selv, hvor fokus er? Og hvad (ud over det faktum, at det vilde vesten var netop det: vildt) prøver Costner egentlig at fortælle os?  

Vi ser, at produktionen er overdådig, skuespillet er generelt solidt (især Miller er fremragende), fotograferingen er slående smuk og sober; nogle af personerne er håbløst karikerede og stereotype, men alt i alt er det en troværdig, farverig flok, Costner præsenterer os for. Og lige præcis introducerer er nøgleordet.  

Efter mere end tre timer i biografen føler vi, at vi kun har set introduktionen til en film – hvilket yderligere forstærkes af, at Costner har afsat de sidste fem minutter til (ganske detaljeret) at give os højdepunkter fra handlingen i den kommende film …  

En mærkelig og ret håbløs form for historiefortælling.  

Nej, nogen udefra burde have fået Costner til at stramme op på instruktionen, klippe en række scener ned (og ud) og give hele projektet et klarere fokus. For der ligger mange interessante aspekter bag denne historiske begivenhed og blandt de personer, vi bliver præsenteret for – men i de første tre timer formår Kevin Costner ikke at formidle det til os. 3 middelmådige stjerner.  

Vi har en fornemmelse af, at projektet ville have fungeret langt bedre som en miniserie, men så er der jo lige Costner og hans noget anstrengte forhold til TV-serier …  

Horizon: An American Saga – Chapter 1 havde international biografpremiere den 28. juni, og Chapter 2 udkommer den 16. august. Serien er endnu ikke blevet udvalgt af en streamingtjeneste, men Warner er distributør i USA, så forvent den på Max engang næste år.