: House of Cards, 3. sæson

I første sæson af Netflix-succesen mødte vi Francis “Frank” Underwood (Spacey) som indpisker for Demokraterne i Kongressen. Men Frank og hans lige så politisk ambitiøse kone Claire (Wright) havde et langt vigtigere embede i kikkerten. Det varede da heller ikke længe, før det kyniske og udspekulerede ægtepar – der kan de politiske spilleregler til fingerspidserne og har et enormt netværk – fik kæmpet, truet og snydt sig til vicepræsidentembedet.

Anden sæson kulminerede med rigsretsanklager mod den siddende præsident Walker, og Frank kunne endelig sætte sig bag skrivebordet i det ovale kontor i Det Hvide Hus.

Noget af de første, Frank gør som siddende præsident, er at besøge sin fars grav – et besøg, som han afslutter med at pisse på gravstenen! Så er tonen slået an til endnu en omgang spændende, intelligent og bidende ironisk politisk drama.

Med Frank i Det Hvide Hus er hans mangeårige mål nået, og en stor del af intrigerne, rænkespillet og magtkampene (både de skjulte og de åbenlyse) er borte. Serien skifter tempo og fokus, og vi bliver vidne til den amerikanske præsidents hektiske hverdag og alle de bekymringer og kvaler, der følger med jobbet.

Tredje sæson starter trægt og lidt famlende, hvor der er meget fokus på den rekonvalescerende stabschef Doug Stamper (Kelly), som præsidenten nu holder på en armslængdes afstand. Efter måneder i Skyggernes Dal tager han selv initiativ til at komme tilbage til magtens dragende korridorer.

Selv om parrets langsigtede mål er nået, har Claire bestemt ikke lagt sine egne ambitioner på hylden. Her har USA fået en førstedame, der ikke er tilfreds med bare at klippe silkesnore og klappe små børn på kinden. Hun presser Frank til (mod Senatets vilje) at udnævne hende til FN-ambassadør. Og med dem begge i hektiske topstillinger sættes familielivet på pause.

 

https://www.youtube.com/watch?v=CkMJtORCr80

 

Jovist har serien fortsat sine åbenlyse svagheder, ikke mindst de mange usandsynlige handlinger og beslutninger, der jo er dramatiseret for at give det bedst mulige tv. Men overdrivelserne er nedtonet i forhold til anden sæson – selv om vi stadig studser over, at stabschefen i Det Hvide Hus selv tager ud for at ordne “lortejobs”.

Trods enkelte overdrivelser og letkøbte løsninger er House of Cards forbilledligt opdateret på det politiske klima, der har præget USA og Vesten de seneste år. Ligesom Obama møder også Underwood en særdeles usamarbejdsvillig Kongres, der mest af alt er optaget af partipolitik og af at svække modstanderen (i stedet for at nå frem til gode politiske løsninger i fællesskab). Underwood går selvfølgelig i åben krig med Kongressen med et nyt arbejdsløshedsprogram – og finansierer det på en meget kreativ måde.

Manuskriptforfatterne har også fået det stadig mere betændte forhold til Rusland med. Da den russiske præsident (en temmelig karikeret Lars Mikkelsen i en rolle, der tydeligt er inspireret af den magtliderlige Putin) vil besøge Det Hvide Hus, mødes han af (de virkelige!) Pussy Riot. Og den russiske bjørn optræder lige så arrogant som den virkelige Vladimir Putin. Ruslands kontroversielle homo-love får Claire til at miste sit sædvanlige kølige overblik og forsurer forholdet mellem Vesten og Rusland yderligere.

Omkring tredje og fjerde episode begynder spillet at spidse til. Næste præsidentvalg er kun halvandet år væk, og det viser sig, at den demokratiske partiledelse ikke vil have, at Underwood stiller op. Og serieskaberne har selvfølgelig fået med, at “alle” forventer, at Hillary Clinton bliver præsidentkandidat til valget i 2016: I det demokratiske primærvalg kæmper Underwood mod to kvindelige kandidater.

Frank viser sig generelt fra en mere menneskelige side i tredje sæson, men bare rolig: Selv om målet er nået, har han bestemt ikke taget silkehandskerne på! I en konfrontation med rigsadvokat Heather Dunbar (Marvel), der stiller op som modkandidat, siger hun rammende: “Someone needs to scrub the stink from this office!”

Plottet spidser til midtvejs i sæsonen, hvor Claires og Franks moralske overbevisninger støder sammen – i fuld offentlighed. Noget, som han privat forsvarer med, at han kan skille de små ting fra de store og se det overordnede billede. Hertil argumenterer Claire: “We’re murderers, Francis,” hvilket han parerer med: “We’re survivors! You wanna know what takes real courage? Holding it all together when the stakes are this high.”

Idealisten i Claire træder frem og bringer forholdet i fare, og deres magtkamp – ​​og Franks egenrådighed – er ved at rive dem fra hinanden. Forholdet kompliceres yderligere af, at Frank hyrer en forfatter (Sparks) til at skrive en bog om ham – en forfatter, der kan se lige igennem parret og sætter spotlys på deres problemer.

Når magten og det enorme ansvar føles for tyngende, er det som regel den kølige (og altid pragmatiske) Claire, der får Frank på rette spor. Men efter at han i et øjeblik tvivler på sig selv, går han i kirke for at få nogle trøstende ord. Her møder han en præst, der ikke lader sig vippe af pinden og læser Frank lektien. Det hele kulminerer i en konfrontation med Jesus på korset, hvor Frank siger: “Love, is that what you’re selling? Well I don’t buy it!” hvorefter han spytter Frelseren i ansigtet.

Med Zoe Barnes ude af billedet kommer en ny borende journalist, Kate Baldwin (Kim Dickens fra Treme), ind på banen for at afsløre Underwoods netværk og beskidte/korrupte/ulovlige metoder. Hen imod slutningen eskalerer det med den igangværende valgkamp (som Frank mestrer til fingerspidserne) og en krise med fredsbevarende styrker i Jordandalen i Mellemøsten. En situation, der virker unødvendigt overdramatiseret og nærmest teatralsk.

Valgkampen er derimod interessant og troværdigt fremstillet, men at bruge næsten en hel episode på en primærvalgdebat er et dristigt træk – spændende for politisk interesserede, men om det er god tv-dramatik, er et andet spørgsmål. Det skal dog siges, at Kevin Spacey optræder virkelig statsmandsagtigt udadtil, mens han på hjemmebanen mister overblikket og støder alle (inklusive sin kone) fra sig i sin kamp for genvalg.

Hele sæsonen præges af de kvaler og den stress, der følger med at være øverstkommanderende, i modsætning til de to første sæsoners fokus på den intrikate magtkamp og spillet om at komme dertil. Som Francis så elegant opsummerer: “Sometimes I think the Presidency is the illusion of choice!”

House of Cards har på subtil vis formået at forny sit koncept, samtidig med at serien bringer nye og interessante personer ind på banen og opretholder et vitalt og aktuelt politisk fokus – alt sammen krydret med pragtfulde bidende og kyniske kommentarer. Når det så toppes med udsøgt skuespil fra Spacey og en stadig mere fremtrædende Wright, er det bare at tage hatten af og glæde sig til næste sæson. Fem stjerner til denne herligt politisk ukorrekte politiske hovedperson!

Samtlige episoder er tilgængelige på Netflix nu, og streaming-kvaliteten er generelt rigtig god. Det samme kan siges om surround-lydsporet.

 

https://www.youtube.com/watch?v=sU9QTLXYCCc