: House of Cards, 4. sæson

I et interview med Michael Kelly (stabschef Doug Stamper i serien) i forbindelse med præsentationen af fjerde sæson tidligere på ugen sagde Kelly, at med den aktuelle, lettere absurde politiske situation i USA har virkeligheden faktisk overgået fiktionen. Det har han helt ret i. Både fordi ingen kunne forudsige, at “The Donald” ville nå så langt med sine fornærmelser og sin banale populisme, og fordi House of Cards er blevet betydelig mere tam og mainstream end især de første to sæsoner.

TAL TIL OS!
Da Netflix lancerede første sæson af House of Cards for tre år siden, var et af de vigtigste kendetegn ved den nyskabende serie de monologer, som Francis “Frank” Underwood (Kevin Spacey) henvendte direkte til kameraet og dermed os seere. Her fik han afløb for sin kynisme og sin machiavelliske tankegang, og det tydeliggjorde kontrasten mellem den glatte, veltalende politiker og det, han egentlig tænkte og planlagde.

Anden sæson fortsatte i samme ånd, mens tredje sæson havde betydelig færre af disse direkte monologer, og efter de første seks episoder af fjerde sæson har Frank kun henvendt sig direkte til kameraet én gang! Hvorfor? Vi ved det ikke, men det gør helt sikkert serien mindre potent – og lader os seere lidt i stikken.

SAMMEN MOD TINDERNE
Lige siden Franks dage som demokratisk indpisker i Kongressen har hans enorme ambitioner været delt af hans lige så magtliderlige kone, Claire (Robin Wright). De har begge to, bogstavelig talt, vadet i lig for at nå Det Ovale Kontor. Rejsen dertil med alt det rænkespil og den kreativitet, der karakteriserede deres planer – krydret med intelligent dialog, personer af kød og blod, og ikke mindst stadige overraskende vendinger – gjorde serien til en herlig thriller.

Efter at Frank indtog Det Hvide Hus i begyndelsen af tredje sæson, skiftede den tempo og fokus. Denne sæson var en høj grad præget af det komplicerede samliv mellem Claire og Francis, der kulminerede i en grim scene, som førte til, at hun forlod ham.

Da fjerde sæson begynder, har Frank siddet i to år, og det er blevet tid til primærvalgene i 2016 (godt timet med virkeligheden). En valgkamp, som både Frank og hans team betragter som umulig uden førstedamen ved hans side – men Claire har sine egne ambitioner.

Dermed bliver sæsonen præget af løvens kamp mod løvinden, hvor løveparret tidligere stod sammen mod resten af verden. De forsøger efter bedste evne at opretholde facaden, både udadtil og inden for hjemmets fire vægge, mens begge har skjulte dagsordener og konstant planlægger næste træk mod ægtefællen. Hvilket gør Franks State of the Union-tale til et af sæsonens højdepunkter. Fascinerende, men ikke med tilstrækkelig kraft og substans til at fylde en hel sæson.

HILLARY CLINTON
Både Kevin Spacey og Robin Wright yder solide præstationer, men denne gang er det Wright, der får lov til at skinne stærkest og bevise, at hun kan være præcis lige så manipulerende, nederdrægtig og magtsyg som sin kyniske mand.

Det har længe været tydeligt, at seriens skabere har skelet til Hillary Clinton for at forme figuren Claire. Begge er stærke kvinder med meget klare ambitioner og både evnen og viljen til magt, men ikke med samme metoder (så vidt vi ved).

Da Claire går i krig med Francis, har hun planer om at køre sin egen valgkamp, men selv om der ikke er noget i vejen med hverken ambitionerne eller rundsavene på albuerne, mestrer hun ikke det beskidte spil lige så godt som sin drevne ægtemand.

Hun har ingen problemer med at gå bag om ryggen på sin egen mor (en glimrende Ellen Burstyn) eller forsøge at sabotere Francis’ kampagne, for som hun siger: “I can be a part of this campaign or destroy it. I’ll do whatever it takes!” Hvorpå Frank elegant parerer med: “We had a future, until you started destroying it!”

Udfordringen for den ambitiøse Claire er dog, at hendes mand altid lader til at være et hestehoved foran, og kan han ikke styre hende på anden vis, så pudser hans Secret Service på hende og giver hende husarrest.

Da Frank bliver indisponeret, har hun har ingen problemer med at forsøge at forme præsidentrollen – og udenrigspolitikken – på sin egen måde. Frygtløs går hun i kødet på den russiske præsident Petrov (en noget karikeret, Putin-agtig Lars Mikkelsen), mens USA og Kina indgår en alliance mod russerne. Dygtigt, men ikke altid med pondus nok til at bakke hendes store ego op.

PRIMÆRVALGKAMPEN
Mens Hillary Clinton i virkelighedens verden kæmper mod Bernie Sanders, og Donald Trump ligger i åben krig med det republikanske establishment (og to tredjedele af den amerikanske opinion), ser vi i House of Cards Frank køre valgkamp mod den tidligere rigsadvokat Heather Dunbar (Elizabeth Marvel). En person med upåklagelig moral, men også så blottet for charme og vælgertække, at hun virker som en kunstig, konstrueret udfordrer.

Og er der noget, som manuskriptforfatterne ikke har fanget, så er det Donald Trumps succes, for her er den republikanske modkandidat helt ude på sidelinjen og uden reel chance. På den anden side: Hvis de havde skrevet en så outreret person som Trump ind i serien, ville vi nok have betragtet det som latterlig urealistisk!

Mens Frank kæmper mod kandidater fra sit eget parti, må han samtidig udkæmpe en krig på to fronter mod sin kone. Og da han er blevet “tam” af at nå magtens tinde, er det denne gang Claire, der fremstår som seriens mest interessante person. Sammen med den nytilkomne spindoktor Leann Harvey (Neve Campbell fra Vi bli’r i familien) lægger hun planer om, hvordan hun kan positionere sig, og ryger plan A, så kommer de hurtigt på en plan B.

Efter at journalisten Zoe Barnes (Kate Mara) brutalt forsvandt ud af serien, er det Leann der skal fylde tomrummet efter hende, og der er intet i vejen med Campbells skuespil, men hendes figur er ikke nær så saftig og interessant som den komplekse Barnes.

Og det er nok karakteristisk for sæsonen. Det virker, som om forfatterne er ved at løbe tør for ideer og personer til at udvikle og revitalisere serien. Fjerde sæsons es i ærmet er at trække personer fra tidligere sæsoner frem igen, hvilket ikke holder i længden.

MERE REALISME
Vores største indvending mod House of Cards har tidligere været, at serien indimellem var for urealistisk og lige lovlig outreret. Men efter at Frank indtog Det Hvide Hus i tredje sæson, kom der mere fokus på de daglige udfordringer med at lede verdens eneste supermagt, og serien blev gennemsyret af realisme.

I fjerde sæson eskalerer realismen – faktisk så meget, at det indimellem bliver kedeligt. Hvor vi tidligere havde mord i beskidte baggyder, prostitution, en snagende presse og intriger, der var en Shakespeare værdige, får vi nu lange, svulstige valgtaler. For de meget politisk interesserede er det givetvis spændende, men dermed har serien desværre også mistet en del af sin drivkraft, originalitet og nerve.

Der er allerede givet grønt lys for femte sæson. Hvis producenterne prøver at skrive en mere Trump-agtig præsidentkandidat ind, kan serien muligvis genvinde noget af fordums storhed. Men på det nuværende niveau vil vi ikke strække os til mere end fire svage stjerner.

Både billed- og lydkvaliteten fra Netflix-streamingen holder en upåklagelig standard. (Anmeldelsen er baseret på sæsonens første seks episoder af 13). Hele fjerde sæson har premiere fredag den 4. marts.