Anmeldelse: House of Cards, 2. sæson

Anden sæson fortsætter, hvor første sæson sluttede, efter at Francis Underwood havde ryddet alle hindringer af vejen for at blive vicepræsident (kun “et hjerteslag” fra verdens mest magtfulde job). Men ægteparrets nye liv bliver en intens kamp for politisk overlevelse.

Baseret på en britisk miniserie af samme navn følger vi det voldsomt ambitiøse ægtepar Underwood, med Francis/Frank (Spacey) i spidsen som indpisker for Demokraterne i Repræsentanternes Hus i Washington DC. Efter en valgsejr til partifællen Walker (Gill) blev Frank snydt for udenrigsministerposten og brugte al sin indflydelse, kløgt og brutalitet på at kæmpe sig til tops i det amerikanske politiske hierarki.

Samtidig klatrer hans kone (Wright) med ham – en rigtig alfahun, der ikke går af vejen for at misbruge andre til at nå sine mål. De lever i et mærkeligt ægteskab, hvor det meste er tilladt, så længe de begge arbejder for deres fælles projekt – at få Frank ind i Det Hvide Hus, koste hvad det vil. To herligt kolde og beregnende mennesker uden empati eller anger (eller aner vi efterhånden en revne i den ellers så perfekte facade?), som begge er mestre i charmerende manipulation, men som samtidig nærer en dyb respekt for hinanden.

Efter at Frank har fundet sig tilrette i Det Hvide Hus, er det “bare” at sætte tempoet op og rydde den sidste forhindring af vejen – præsidenten! Seriens forfattere har begået et usædvanlig godt, kompliceret og velformuleret manuskript med sprudlende replikker, og Kevin Spacey er bestemt ikke den, der siger nej, når han bliver budt op til dans.

Sidste gang blev han snydt for en Emmy, og hvis han endnu en gang skal gå tomhændet hjem fra The Emmy Awards, vil det være en skandale. For i rollen som den komplekse “edderkop”, som absolut ingen ud over hans kone kan stole på, brillerer han stort. Det samme må siges om Robin Wright (som faktisk vandt en Emmy for første sæson), der med sober elegance portrætterer den magtfulde kvinde, som også kender spillets regler og krinkelkroge. Men det er Spaceys show!

Anden sæson starter med et chok. Der er tale om et mindst lige så overraskende greb, som da Ned Stark mistede hovedet hen mod slutningen af første sæson af Game of Thrones. Dette twist er et eklatant eksempel på, hvad der gør House of Cards så speciel og tindrende god, for den tager ofte helt uventede drejninger og bringer nye personer og plot-twists ind fra sidelinjen. Greb, der “vækker” os som seere i modsætning til de sædvanlige tretten-på-dusinet tv-misærer.

Man siger, at magt korrumperer, men magt tiltrækker også, og hvad kan tiltrække os mere end den mest magtfulde position af dem alle? Heri ligger en del af forklaringen formentlig på seriens dramatiske tiltrækningskraft og succes. For dem, der kan huske kvalitetsserien The West Wing med Martin Sheen som demokratisk præsident, var det en usædvanlig velskrevet serie, men den tegnede et alt for rosenrødt billede af den rare og velmenende præsident og folkene omkring ham.

Nu skal vi bestemt ikke påstå, at virkeligheden er på House of Cards’ niveau, men det politiske magtspil er nok betydelig tættere på Underwood & Co. Vi kan måske se House of Cards som The West Wings “onde fætter” på speed, og heri ligger også et af problemerne med anden sæson – nogle gange bliver det lidt for saftigt og utroligt.
For anden sæson er ikke uden fejl og mangler. Ud over det allerede nævnte behov for overdrivelser (“toppe sidste sæson”-syndromet), og at the Underwoods til tider kommer lidt for let fremad, får sæsonen et markant drop midtvejs. Tempoet falder, da der sættes et unødvendig detaljeret fokus på magtkampen mellem Frank og Tusk, præsidentens tidligere fortrolige, som Frank nu har spillet ud på sidelinjen. Desuden er der nogle af de valg, som Franks foretager, der skurrer og fremstår som lidet logiske og troværdige.

Men alt i alt er det fortræffelig underholdning, der evner at overraske, har sine komiske indslag og lejlighedsvis chokerer; spækket med herlig dialog og en skuespillerduo, som der står gnister af, så de næsten 11 timer – her fordelt over tre dage – nærmest flyver væk. Vi noterer os endnu en sejr til Netflix og belønner med fem bundsolide stjerner.
Lydkvaliteten og surround-mixet fra Netflix-streamingen er særdeles god. Også billedkvaliteten er meget tilfredsstillende, men ikke med lige så meget kontrast og smæld i farverne som på Blu-ray.

PS: Tredje sæson af serien er allerede annonceret.