anmeldelse: House of Cards, 5. sæson

Der er gået fire år, siden vi første gang stiftede bekendtskab med alle tiders mest magtsyge og kyniske politiker (indtil vi blev vidne til fænomenet Donald Trump) i en af Netflix’ største succeser. House of Cards blev en suveræn kritiker- og publikumsfavorit med en rolle skræddersyet til Kevin Spacey som Francis “Frank” Underwood. Den tidligere indpisker for Demokraterne i Kongressen havde meget større ambitioner og klatrede i løbet af to sæsoner til magtens tinde i Washington D.C.

Efter at Frank på intrikat vis havde tilkæmpet sig præsidentembedet – hvilket inkluderede både trusler, afpresning, bestikkelse og mord – havde serien svært ved at finde tilbage til fordums storhed. Det sjove var jo processen med at vinde magten; da magtens tinde endelig var indtaget, fik vi en tredje og fjerde sæson, som stort set gik med at uddybe alle de problemer og udfordringer, der er med at styre verdens mægtigste land.

Nu, hvor Trump har indtaget embedet som USA’s 45. præsident, er en ny udfordring blevet, at virkeligheden ofte fremstår mere spektakulær og utrolig, end selv manuskriptforfatterne på en “karikeret” tv-serie kunne have forestillet sig.

Denne gang er vi heldigvis næsten tilbage til start. Som siddende, men ikke folkevalgt præsident er Franks 2016-valgkamp nået til slutspurten, hvor han udfordres af Republikanernes wonderboy, krigshelten Will Conway (svenske Joel Kinnaman). Frank og Claire (Robin Wright) kæmper denne gang med næb og kløer for at klynge sig til magten, med ham som præsident og hende som vicepræsidentkandidat, og målet helliger alle midler.

Hvor fjerde sæson gik lidt i tomgang handlingsmæssigt, er der igen fut i fejemøget i femte sæson. Ægteparret Underwood tager alle mulige og umulige juridiske midler i brug for at sikre, at de bliver siddende i Det Hvide Hus, og deres spindoktorer – med LeAnn Harvey (Neve Cambell i en langt større rolle end tidligere sæsoner) og Doug Stamper (Michael Kelly) i spidsen – arbejder på overtid for at vildlede pressen, de politiske modstandere og det amerikanske folk.

Desuden trækkes moderne digital manipulation, vildledning og fake news ind i spillet. Som Frank siger: “Hvis du ikke kan lide den måde, bordet er dækket på, så vælt det.”

Vi kommer med på en sand politologisk rutsjebanetur, hvor hvert eneste smuthul i forfatningen, dens tilføjelser og senere love og tolkningsmæssige spidsfindigheder tages i brug for at vende slagets gang (tankerne ledes tilbage til valget i 2000, hvor den amerikanske højesteret endte med at afgøre valget til fordel for George W. Bush). Som Frank så elegant udtaler: “Processen er kaotisk, men i det mindste er den demokratisk kaotisk.” Og: “Folk ved ikke, hvad der er bedst for dem selv.”

Bortset fra fiflen med indrejseforbud og gennemgående løgn og fake news er der ikke meget, der direkte afspejler den betændte politiske situation i USA, efter at Trump er kommet til magten. Dog aktualiseres plottet af vedvarende terrortrusler fra Islamisk Stat og jagten på terrorister samt storpolitiske magtkampe med Rusland.

Vi har en mistanke om, at serieskaberne bevidst har valgt ikke at kopiere den bizarre aktuelle situation i Det Hvide Hus, simpelthen fordi fiktionen ikke længere kan overgå virkeligheden.

Hvis det slår gnister i det politiske spil, så går det heller ikke stille for sig på hjemmefronten. Forholdet – og de intime samtaler – mellem Frank og Claire er dog reduceret til ren business. Det er lidt af et savn, for det gav serien mere at spille på og dermed større dybde. Historien om den åbne affære mellem Claire og ægteparrets taleskriver Tom virker udslidt og søgt. Her er krudtet både vådt og opbrugt.

Desuden virker hele handlingen efterhånden lidt hul, idet det ikke lykkes serien at gøre det klart, hvad parret Underwood vil med magten – ud over at klamre sig til den. Borte er initiativerne til at begrænse våbensalget og forbedre uddannelsen for den jævne amerikaner såvel som de udenrigspolitiske triumfer. Det meste er centreret omkring parrets magtsyge personligheder og ambitioner. Men på det plan er House of Cards også i sit es.

Det, kombineret med glimrende skuespil, erfaren instruktion og klipning samt en velkonstrueret dramaturgisk udvikling gør, at House of Cards stadig skiller sig ud fra den store grå masse af tv-serier, som vi bliver bombarderet med hver dag.

Jovist er the Underwoods (især Frank) karikerede og overdrevne personer, men det er netop i spillet mellem de ægte, beskidte politiske magtkampe og Underwoods overdrevne gøren og laden, at den underholdningsmæssige magi opstår. Et af seriens stærkeste kort er brugen af fakta og virkelige begivenheder, som forvandles til sandsynlig (omend lejlighedsvis noget søgt) fiktion. Vi lader os igen fascinere af det intrikate og kyniske rænkespil, hvor alt og alle tilsyneladende er til salg. Fem solide stjerner til denne magtpolitiske fest!

Netflix imponerer – som sædvanlig – med fremragende lyd- og billedkvalitet. Hele femte sæson kan ses fra den 30. maj.