Den største seriesucces gennem tiden, det episke fantasy-drama Game of Thrones, skal der naturligvis spindes videre på. Sagaen om magtkampe, intriger, blodsudgydelser, komplotter og sexorgier i de syv kongeriger i Westeros blev en af de mest populære serier nogensinde målt på antal seere; det sidste afsnit af sæson 8 var det mest sete afsnit af nogen HBO-serie nogensinde.
Det har været kendt siden oktober 2019, at den (tidligere?) seriemester var i gang med prequel-serien House of the Dragon, og næste mandag kan du selv vurdere, om det er lykkedes HBO Max at udvide GoT-universet og samtidig bevare essensen af den oprindelige serie – samt forhåbentlig at tilføre seriefranchisen noget nyt.
Det kan ikke undgås, at House of the Dragon vil blive sammenlignet med sin mere berømte ‘storebror’, for i praksis får vi her oprindelseshistorien om Game of Thrones, med samme miljø, sted og familieklaner. Og det lægger HBO Max ikke skjul på. Selv det ikoniske musikspor er blevet genbrugt.
Vores korte dom (efter at have set seks ud af 10 afsnit) er krystalklar: Game of Thrones-fans kan ånde lettet op – blev du euforisk underholdt af Daenerys & co., vil House of the Dragon sandsynligvis fremkalde varme, næsten nostalgiske følelser!
Begyndelsen på enden
Både seriens skabere og manuskriptforfattere er skiftet ud. I denne omgang er Ryan J. Condal (Colony) i førersædet; han er også hovedansvarlig for seriens manuskript (hvilket han i øvrigt også var på Dwayne Johnsons Hercules, som er baseret på forfatter George R.R. Martins bog Fire & Blood. Martin figurerer også som executive producer og har dermed en betydelig hånd på rattet.
Tidsmæssigt er vi landet ca. 200 år før begivenhederne i Game of Thrones, men rammerne, handlingen og intrigerne har samme karakter. Vi tages tilbage til det fascinerende fantasiunivers med de velkendte familienavne (Targaryen, Lannister, Baratheon, Stark, Tully, Martell) og til de samme eksotiske steder.
Hvor Game of Thrones handlede om den utrolige rejse til magtens tinde for “Mother of Dragons”/Daenerys Targaryen (Emilia Clarke), den retmæssige arving til jerntronen, oplever vi her hendes familie i toppen af hierarkiet og den brutale begyndelse til enden på Targaryen-familiens overherredømme.
Targaryen-klanen har kontrollen over de ildsprudende drager, og dermed Westeros. Den regerende konge i King’s Landing er den godhjertede, lidt naive, Viserys Targaryen (Paddy Considine, Informer). Viserys største tragedie er, at han aldrig har fået en søn – et faktum, der splitter familien og truer den skrøbelige magtbalance.
Så længe kongen står uden en mandlig arving, tages det for givet, at det er hans bror, den magtsyge og kyniske Daemon (Matt Smith), der skal arve tronen. Men Viserys har en datter …
Prinsesse Rhaenyra (Milly Alcock / Emma D’Arcy) har været i anden række hele sit liv, men som følge af en familietragedie er kongen tvunget til at vælge mellem at udnævne hende til kronprinsesse eller lade sin upålidelige bror efterfølge ham.
Men bag hans ryg er der konstant intriger, og en af dem, der trækker i trådene, er kongens højre hånd, Otto Hightower (Rhys Ifans), som har store ambitioner for sin smukke datter, Alicent.
Kampen om Jerntronen
Det var familien Targaryen, der forenede de syv kongeriger i Westeros under én konge, og det var netop kampen om Jerntronen i King’s Landing, der var hovedfokus gennem de otte sæsoner af Game of Thrones. Her skiftedes familieklanerne til at kæmpe mod hinanden, der blev dannet nye alliancer, konspireret og brudt aftaler over en bred kam; med enorme kampe på slagmarken, mord og dyremord i kølvandet.
Og hvis man ikke kan bekæmpe sine fjender, kan man altid opnå fred ved at lade sine børn gifte sig ind i familien.
Tro ikke et sekund, at begæret efter magt og position var mindre under kong Viserys styre. Som savlende blodhunde kredser hans fjender og såkaldt allierede om kongedømmet og søger konstant efter muligheder for at styrke deres egen position.
Det faktum, at kongen er uden en søn, bruges til sidste blodsdråbe, og forrest i rækken af rænkesmede står Lord Corlys Velaryon (Steve Toussaint), kendt som ‘The Sea Snake’. Corlys er af valyrisk slægt, angiveligt lige så gammel en familie som Targaryens. Han og hans magtsyge kone (‘the Queen who Never Was’) har den opfattelse, at den eneste måde at bevare freden på er, at Targaryen- og Velaryon-familierne allierer sig – og byder derfor deres 10-årige til.
I mellemtiden har Daemon travlt med at opbygge sit magtfundament og bruger sin kontrol over byens politi som springbræt til tronen. Som Tyrion har han en forkærlighed for prostituerede, og hans elskerinde er den tidligere prostituerede Mysaria (Sonoya Mizuno).
Sadisten går bestemt ikke af vejen for at ‘smadre æg for at lave sin omelet’. Da den udstødte Celtigar-familie gør oprør i deres paradis ved havet, ser Daemon sit snit til at danne nye, beskidte alliancer; hvor han samtidig kan stikke en kæp i hjulet for sin bror.
Gennemført!
De flotte special effects, de overdådige kostumer, rekvisitterne og alle detaljerne holder samme imponerende høje niveau som i Game of Thrones. Der er også indlagt større budgetter til storslåede kampscener og smukke CGI-effekter end i Game of Thrones‘ første sæsoner. Den skællede dragehud er bogstaveligt talt til at tage og føle på..
Det er blevet hævdet, at sexscenerne skulle nedtones noget i House of the Dragon, men efter at have set over halvdelen af den første sæson, kan vi (heldigvis) afkræfte dette rygte. Det vrimler med bare brystvorter, besøg på bordeller og personer, der parrer sig i alle mulige variationer. Det kommer dog aldrig til at virke lummert, men mere som en naturlig del af et samfund præget af forfængelighed og normopløsning, hvor de rigeste kan gøre hvad de vil, med hvem de vil, og når de vil.
Voldsscenerne er mindst lige så eksplicitte, og menneskeliv er i lav kurs. Brutalt og voldeligt, men igen passer det ind i det middelalderlige univers, vi befinder os i.
Som vi har påpeget i vores tidligere anmeldelser af Game of Thrones, nedtonede skaberne af serien fantasy-elementerne i forhold til bøgerne. I de første seks afsnit af House of the Dragon så vi ikke noget overnaturligt (bortset fra drager). Her er der ingen heksekunst, ingen, der bringes tilbage fra de døde, ingen overnaturlige væsener – hvilket faktisk kan give serien en lidt bredere appel.
Kvinders position
Persongalleriet er mindre og sidehistorierne færre end i Game of Thrones, hvilket gør fortællingen mere overskuelig og samtidig giver mulighed for at gå mere i dybden med familien Targaryen.
En 2022-serie, der fremmer ligestilling og kvinders position i samfundet, passer naturligvis godt til streaming-markedet. Emner, der absolut ikke er så fremtrædende i fantasisamfundet R.R. Martins fantasy-univers.
Det er Targaryen-klanens magt og det ultimative fald (kendt som ‘Dance of the Dragons’), der er i centrum for handlingen, men den røde tråd og seriens hovedperson er prinsesse Rhaenyra Targaryen – og hendes liv og kamp er så afgjort et epos om kvinders plads, behandling og magtposition (eller mangel på samme) i Westeros.
Hun er en hærdet dragerytter af rent valyrisk blod, hun ved, hvad hun vil, og er egenrådig på grænsen til oprørsk. Ofte i konflikt med sin far, men vinder efterhånden hans anerkendelse og respekt. Til fars store fortvivlelse er hun dog ikke så optaget af politik og allianceopbygning, men foretrækker at gifte sig af kærlighed. Og er der én, hun har et godt øje til, så er det den respektable, sværdsvingende ridder Criston (Fabien Frankel).
Unge Milly Alcock har desværre ikke samme underfundige nærvær som Emilia Clarke, hun bliver indimellem lidt unaturligt anonym og grå. Karakteren ved, hvad hun vil, men Alcock magter ikke altid at formidle det.
Djævelsk god
Som sædvanlig er de saftigste roller gået til de ondeste og mest snu karakterer. En let uigenkendelig Rhys Ifan er forbandet god som kongens mest betroede. En mand, der altid støtter sin chef, men som bag hans ryg har sin egen yderst private dagsorden. Men toppen af kransekagen er den rolle, der er blevet tildelt Matt Smith (The Crown).
Smith er djævelsk god som familiens sorte får, og hans replikker klæder hans psykopatiske/narcissistiske træk. Den måde, han elegant manipulerer sin familie, venner og fjender på, er en fornøjelse at overvære, kun ud fra små bevægelser og ansigtsudtryk fornemmer vi Daemons egentlige dagsorden. Her fremstår Paddy Considine meget mere anonym, som manden der virkelig har magt.
Gennemgående er dialogen ikke altid så skarp, spidsfindig og befriende ironisk som i Game of Thrones, og vi har bidt mærke i, at vi savner de mere markante karakterer som Tyrion, Varys og Littlefinger. Men nu er vi jo også kun nået til første sæson i et univers, der har mange karakterer at bygge videre på.
Til tider føles det, som om House of the Dragon har et uforklarligt hastværk. Der springes lidt vel meget i handlingen, og pludselig er vi to-tre år fremme i tiden. Her har vi mistanke om budgetbegrænsninger samt usikkerhed om, hvor mange sæsoner serien (foreløbig) er planlagt til.
I afsnit seks foretages et markant spring i tid og tempo, hvor vi bevæger os over 10 år ud i fremtiden. Børnekaraktererne er nu blevet voksne og erstattet af ældre skuespillere, og der kommer nye hovedpersoner til. Solide Emma D’Arcy (Truth Seekers) erstatter Milly Alcock i hovedrollen som Rhaenyra. Hun fremstår nu som en langt mere moden og selvsikker fremtidig leder. Samtidig er stemningen i familien på et historisk lavpunkt.
Plottet strammer til, langt mere er på spil, og det brænder (for nogle af karaktererne mere bogstaveligt end andre) under intrigemagernes fødder. Vi aner nu også konturerne af et væsentligt mere beskidt spil, hvor al moral og etik kastes over bord i en stadig mere intens kamp om The Iron Throne.
Alt i alt er House of the Dragon blevet en meget værdig arvtager til Game of Thrones-universet, og ikke mindst en serie, der står solidt plantet på egne ben. Derudover uddybes (for-)historien om de karakterer, vi er blevet så fortrolige med gennem otte sæsoner.
Vi er ikke sikre på, at det vil trække mange nye seere til George R.R. Martins eventyrlige fantasy-verden, men de mange millioner, der i forvejen forguder hans forfatterskab, vil nok med glæde igen kaste sig over det flamboyante, forfængelige liv i Westeros. 5 stjerner.
Anmeldelsen er baseret på de første seks afsnit. Sæson 1 får verdenspremiere på HBO Max den 22. august. Og guderne (de gamle og de nye) skal vide, at streaming-tjenesten trænger til en blockbuster-serie nu). På mandag sendes det første afsnit (af i alt 10), herefter følger et afsnit om ugen.
Fakta:
- HBO Max
- Release: 22. august 2022
- Instruktion: Miguel Sapochnik
- Medvirkende: Paddy Considine, Matt Smith, Olivia Cooke, Emma D’Arcy, Steve Toussaint, Eve Best, Fabien Frankel, Sonoya Mizuno, Rhys Ifans, Milly Alcock, Bethany Antonia, Phoebe Campbell, Emily Carey, Harry Collett, Ryan Corr, Tom Glynn-Carney, Jefferson Hall, David Horovitch, Wil Johnson, John Macmillan, Graham McTavish, Ewan Mitchell, Theo Nate, Matthew Needham, Bill Paterson, Phia Saban, Gavin Spokes, Savannah Steyn
- Genre: Eventyr
- Land: USA
- År: 2022
- Tid: 10:00 t.
- Karakter: 5
Burde der ikke være en spoiler advarsel? 😌