Anmeldelse: House of the Dragon, sæson 2

Dengang Max opererede under navnet HBO Nordic og udråbte sig selv til «seriemesteren», var der én serie, som overskyggede dem alle – ikke kun på HBO, men på tværs af samtlige streamingtjenester. 

Ingen serier kunne matche den astronomiske succes med det episke fantasydrama Game of Thrones, baseret på George R.R. Martins romaner.  

Serien sluttede i 2019, og der blev selvfølgelig straks lagt planer spinde videre på succeshistorien. Siden da er fortsættelser, prequels og spin-off-serier kommet og gået fra planlægningsstadiet – senest i april i år blev Jon Snow-serien vraget af Max. Men én har allerede materialiseret sig, prequel-serien House of the Dragon (2022). 

Og her ramte Max plet! House of the Dragon blev den mest sete serie på HBO’s streamingtjenester i Europa nogensinde. Serien overgik faktisk de vanvittige seertal fra sæson 8 af Game of Thrones. 

 

Samme præmis – anden tidsalder

Det kan ikke undgås, at House of the Dragon vil blive sammenlignet med sin mere berømte ‘storebror’, for i praksis får vi her oprindelseshistorien om Game of Thrones, med samme miljø, sted, handling, intriger og vilde familieklaner (Targaryen, Lannister, Baratheon, Stark, Tully, Martell).    

Med andre ord fortsætter den uendelige saga om magtkampe, intriger, blodsudgydelser, komplotter og sexorgier i de syv kongeriger i Westeros, men tidsmæssigt befinder vi os omkring 200 år før begivenhederne i Game of Thrones.    

Mens begivenhedernes centrum i Game of Thrones var Daenerys Targaryens (Emilia Clarke) ubarmhjertige kamp for jerntronen, følger vi i House of the Dragon hendes forfædres korrumpering af magtbasen med den efterfølgende brutale begyndelse på enden af Targaryen-familiens hegemoni.

Første sæson kulminerede med den gamle kong Viserys’ død, hvorefter en blodig familiefejde udfoldede sig. Viserys’ største tragedie var, at han aldrig fik en søn – et faktum, der splittede familien og truede den skrøbelige magtbalance.    

Hans ældste datter, prinsesse Rhaenyra (Emma D’Arcy), blev angiveligt lovet tronen, men kongens unge enke, Alicent (Olivia Cooke), mente, at kongens sidste ønske var at se deres søn, prins Aegon (Tom Glynn-Carney), på Jerntronen.    

Sæsonen kulminerede i en episk finale, hvor Rhaenyras søn blev dræbt, mens Aegon blev kronet til konge – og Rhaenyra måtte sammen med sin mand/onkel (!) Daemon (Matt Smith) og hele sit hof flygte i eksil. 

Blodhævn

Klanerne i Westeros er ikke ligefrem kendt for at vende den anden kind til, når en konflikt opstår. Det gør de heller ikke denne gang.  

Da vi møder den farverige familie igen, trækker det op til blodhævn, konspirationer og voldsom krig. Hver del af familien søger støtte blandt de mange klaner i Westeros. Men selv inden for familien er der ikke borgfred.    

Efter sørgeperioden proklamerer Rhaenyra, at hun vil have hævn for mordet på sin søn, Luke. Første afsnit har da også fået titlen «A Son for a Son» – og det har vildbassen Daemon ikke noget imod …  

Lad «Dragernes dans» begynde!

Mindre politisk

Med kong Viserys ude af billedet er det hans noget enfoldige, narcissistiske søn Aegon II, der forsøger at styre Westeros. Han nyder hverken respekt fra sin bror, sin mor, Kongens Hånd, Hightower (Rhys Ifans), eller sit ældsteråd.    

Han er blond, ung og tåbelig og længes efter at sætte sit præg på verden og udvise (dumdristig) handlekraft. Samtidig har han en langt klogere bror i prins Aemond (Ewan Mitchell) – hans karakterbrist er mere af den sadistiske, psykopatiske slags; og han er da også iklædt et kostume, der leder tankerne hen på Anden Verdenskrig og nazisterne.    

Uden at afsløre for meget kan vi roligt sige, at Aegon ikke ønsker at lade sig kontrollere eller diktere, og han handler derefter. Mens fejderne raser indadtil i familien, trækker det uundgåeligt op til krig.    

Men anden sæson er mere en transportetape (i hvert fald første halvdel) og dermed også mindre politisk fascinerende end den foregående sæson. Der er ikke så meget elegant, legesygt rænkespil, komplotter og konstant nye, beskidte alliancer, der dannes. For os seere kan savnet af Viserys mærkes.    

Generelt byder anden sæson på en lidt mindre buket af virkelig fascinerende karakterer, samtidig med at vi introduceres til nogle nye, som ikke rigtig bider sig fast i vores bevidsthed. 

Damernes aften

Mens brunstige mænd i begge lejre opildner til krig, er det op til de tidligere veninder Rhaenyra og Alicent at undgå blodsudgydelser. Men kan de to dronninger stole på hinanden?    

Med Daemon ude i kulden bliver deres forhold og den skjulte magtkamp mellem Alicents sønner den røde tråd i denne sæson. Og på vejen mod krig flyder blodet, og kropsdele og hoveder hugges af i en lind strøm.    

Især en scene er så (lydmæssigt) bestialsk, at mange nok vil føle afsky og vende sig bort, men det er jo netop, hvad vi forventer af en serie som House of the Dragon. Vi befinder os i en tidsalder, hvor et almindeligt menneskeliv intet er værd, og hvor man ikke går af vejen for at hænge og/eller lemlæste nogen bare for at statuere et eksempel. King’s Landing er en hovedstad præget af dekadence og normsammenbrud, hvor de privilegerede kan gøre, som det passer dem.    

Mens familiefraktionerne danner alliancer og bevæbner sig til tænderne, kommer Rhaenyra (som trods alt har arvet en 80 år lang fredsperiode) med en klog udtalelse, som giver genlyd selv i vores tid med et Europa i krig. Begge grene af familien har kontrol over det ultimative våben, drager, men ligesom med atomvåben vil hun kun bruge dem som en sidste udvej – fordi en krig mod drager vil betyde et uigenkaldeligt ragnarok. 

Enestående produktion

House of the Dragon er fortsat en meget værdig arvtager til Game of Thrones-universet, og det er en serie, som står solidt plantet på egne ben – med stadige nik til fremtiden.  

Det er nok fortsat Ringenes Herre – Magtringene, som kan smykke sig med titlen «Alle tiders dyreste TV-serie», men House of the Dragon ser bestemt lige så overdådig ud.  

De mange kostumer er detaljerede, ekstravagante og storslåede, scenografien kan tage pusten fra enhver (selv om den ikke er så computeranimeret som Ringenes Herre), og special effects, især alle dragescenerne, er mere realistiske og overbevisende end nogensinde før.  

At se Rhaenyra, Baele, Rhaenys eller Aemond svinge sig i luften med det mægtige «våben» mellem benene er en fryd for øjet – og underholdning af højeste karat! Vi lader os gladeligt rive med og får kuldegysninger, når vi hører dragens vingeslag i det fjerne, og læner os tilbage i rædsel, mens den spreder død og ødelæggelse med sine sprøjtende ildkugler.    

Og så er det endda anden halvdel af sæson 2, som især er helliget de enorme kampscener, så vi kan gysende se frem til endnu mere blodbad. 

Stærk underholdning

Til trods for savnet af nogle nøglekarakterer og lidt mindre fokus på den beskidte magtkamp og rænkespillet (i denne omgang er handskerne allerede kastet), byder House of the Dragon stadig på fremragende underholdning.    

Serieskaber Ryan Condal (Colony) har et solidt greb om dramaturgien og giver karaktererne tid til at bygge sig op. Nogle vil måske mene, at det går lidt for langsomt, men her bygges der tydeligvis op til et mægtigt crescendo. Undervejs leveres bidende god dialog og skarpe personkarakteristikker.

Pressen har desværre kun fået adgang til de første fire (ud af otte) afsnit, og foreløbig er vi villige til at præmiere med bundsolide fire stjerner til serien – men hvis det udvikler sig, som vi håber og tror, og gerne med en diabolsk Daemon som en betydeligt større spiller, vil sæsonen som helhed nok kunne score 5 stjerner. Men det kan vi altså først konkludere den 4. august.    

Sæson 2 af House of the Dragon har global streamingpremiere på Max den 17. juni med ugentlige episoder.