Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

anmeldelse: Hunter Killer

Mayday! Mayday!

Hvis den var udkommet 1. april, havde vi troet, at det var en aprilsnar.

Publiceret 31/05/2019 - 15:26
Hunter Killer
Tor Aavatsmark

På et generelt grundlag kan man sige meget om dårlige film, og hvorfor de er endt sådan. Med Hunter Killer er vi simpelthen målløse og stumme af “beundring” over, a) at det overhovedet er muligt at producere sådan noget makværk, og b) at slutresultatet overhovedet lanceres på markedet.

Det koger under overfladen i det kolde Nordlige Ishav. Takket være misforståelser og en amerikansk ubåd på afveje er amerikanerne og russerne på randen af en atomkrig. Men bare rolig: Vores cowboyhelt af en ubådskaptajn, Joe Glass (Butler), ved selvfølgelig råd. Ved den først givne lejlighed sender han en armada af torpedoer mod en “fjendtlig” russisk ubåd, og efter synkningen inviterer han den tilsyneladende “venlige” russiske kaptajn Andropov (afdøde Michael Nyqvist) ind i den amerikanske ubåds hjerte, kontrolrummet.

På sidelinjen i Pentagon står selveste Gary Oldman og nikker anerkendende, men bekymret. Samtidig forsøger forsvarsministeren efter bedste evne at få præsidenten til at erklære atomkrig mod de åbenlyst krigsliderlige russere. So far so good? Nej! At plottet er banalt, kan tilgives, men Hunter Killer er rent makværk og en cineastisk katastrofe fra A til Z.

Den præsenteres som en actionfilm, men er fuldstændig blottet for spænding og dramaturgi, og man tror faktisk, at man er vidne til en parodi på en ubådsfilm (og vi, der elsker ubådsfilm!).

Vi præsenteres for uinteressante papfigurer, undskyld, personer, og et usammenhængende plot. Butler overspiller i pinlig grad, mens Oldman kun lige akkurat er til stede (vi håber inderligt, at han er blevet godt betalt), og dialogerne er noget, som B-film fra 1980’erne ville rødme over.

Det hele er toppet med special effects, der ser ud, som om de er lavet på en computer i et drengeværelse – i 1989. Vi kan garantere, at du enten smider fjernbetjeningen efter TV’et eller falder i søvn. Én ussel stjerne!

<
>
(Foto: Nordisk Film)
Karakter
Hunter Killer

Fakta:

  • Blu-ray
  • Release: 9/5/19
  • Instr.: Donovan Marsh
  • Med: Gerard Butler, Gary Oldman, Common, Linda Cardellini, ­Carter MacIntyre, Toby Stephens
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2018
  • Tid: 2:02 timer
 

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top