Anmeldelse: Hunters, 2. sæson

Der er gået hele tre år, siden vi først oplevede legenden Al Pacino i sin første TV-serie – og i Hunters fik filmikonet virkelig lejlighed til at boltre sig som moderne nazist-jæger.

Selvom der var rigeligt med vold og absurd sort humor, havde Hunters en både alvorlig og dyster baggrund, med krigsforbrydere fra Hitler-regimet, der gemte sig i USA, og det hele elegant pakket ind i superhelte-metaforer, tegneserievold og farvestrålende 1970’er-dekadence.

Blev serien lidt smagløs og spekulativ? Tjaaaa… Men mægtig underholdende? Bestemt! At Weil har haft pondus og «guts» nok til at lave hæmningsløs (men ikke respektløs!) underholdning ud af dette, må man tage hatten af for.

Tegneserievold med «superhelte» på nazist-jagt

David Weil, seriens skaber (og manuskriptforfatter), har frit ladet sig inspirere af bl.a. Quentin Tarantino i både form og stil (specielt Inglourious Basterds), og serverede os en fest af en absurd, fantasifuld og grænseoverskridende nazist-jagt.

Det var den stenrige filantrop, Meyer Offerman (Al Pacino), som satte hele operationen i gang, og rekrutterede sine “jægere”. Faktisk var der mange nazister, der flygtede til USA og Sydamerika efter Anden Verdenskrig, og holdt sig skjult for at undgå at blive tiltalt for deres grusomheder mod menneskeheden.

Når fortiden så indhenter dem, især i form af en vred nonne, en dandy B-skuespiller og en lesbisk (mørkhudet) FBI-agent, vises der ingen nåde. En herlig, lurvet gruppe af spændende mennesker, som har masser af menneskelige fejl, men som brænder for det, de tror på.

Efter en berygtet operation i Spanien blev nazist-jægergruppen opløst, og for den finansielle bagmand gik det ikke “så godt” (lad os sige det sådan)…

Slap Hitler væk?

Selvtægtsgruppen påtog sig rollerne som både politi, anklagere og dommere, hvilket kun den nye fyr i gruppen, Jonah (Logan Lerman, Percy Jackson) stillede spørgsmålstegn ved. Da vi igen møder Jonah, befinder han sig på et smålummert bordel i Paris, i det Herrens år 1979. Han har, som den eneste i gruppen, utrætteligt jaget en af hovednazisterne, Biff Simpson (Dylan Baker). Under «anholdelsen» får han kendskab til chokerende nyheder…

Sæson to skifter konstant mellem 1975, hvor Pacino i retrospekt rekrutterer selvtægtsgruppen, og lægger sine berømte anti-nazist-planer, mens spøgelser (og lig?) fra fortiden ubønhørligt dukker op; og så 1979 – hvor Jonah & co. nu får færten af den virkelig store fisk. For, døde Adolf Hitler virkelig i bunkeren i Berlin, en aprildag i 1945?

Hunters er en ukonventionel, ofte provokerende leg med pulp fiction genren. I fineste Mission: Impossible-stil rejser vi verden rundt, fra hovedstad til hovedstad, på jagt efter skjulte nazister, med stadig mere spektakulære henrettelsesmåder og et komplekst persongalleri.

Det bliver hysterisk morsomt, da vi tager en tur i en lille landsby i de østrigske alper med sunde, blonde, yodlende unge, og en rasende nazist-jæger, der skærer øjnene ud på en jøde-profitør og nazist-sympatisør. Det er fuldstændig upassende og vulgært, og ikke just subtilt, men så morsomt at man nærmest skammer sig.

Fortsat chokerende, men ujævn

I denne sæson fokuseres der på den unge Jonah (Logan Lerman), og han både ser ud og opfører sig (næsten) som en blanding af en ung Pacino og Keanu Reeves. Der kommer ekstra fart på, når den fyrrige og desillusionerede Jennifer Jason Leigh træder ind på scenen; med hende på holdet når jagten på nazisterne nye højder. Mens Jonahs kæreste, Clara (Emily Rudd), fungerer som seriens “normale”, moralske kompas.

Med de sidste to episoder skifter serien pludseligt tempo, da Weil har besluttet sig for at skabe en “høj og mørk” og overraskende alvorlig afslutning på serien. Den næstsidste episode er den mest bizarre af dem alle (forestil dig en blanding af Being John Malkovich og Inglourious Basterds), mens afslutningen nærmest bliver et kontrafaktisk historie-drama i Münchens retssale. Her bryder serien pludseligt med sit eget, særegne præmis – og det hele begynder måske at halte lidt.

Hunters er gennemgående spændende, morsom, intens, fascinerende og lejlighedsvis meget, meget, sær – men det fungerer. Den frække og løsslupne dialog sidder lige i skabet, og vores kulørte venner kaster den ene befriende grove bemærkning efter den anden af sig.

Anden sæson har mistet lidt af den chokeffekt, vi blev udsat for i første runde, og den er heller ikke lige så morsom. Det har taget lang tid at sammenflikke denne sæson, og vi er ikke helt sikre på, at Weil & co. helt vidste, hvilken retning de skulle tage undervejs, for det har resulteret i en lidt for ujævn sæson. 4 stjerner til denne bizarre genrehybrid.

2. sæson af Hunters havde premiere den 13. januar og består af otte afsnit, hvoraf et sendes ugentligt på Prime Video. Amazon har desværre allerede annonceret, at dette vil være den sidste sæson. Denne anmeldelse er baseret på hele sæsonen.