Anmeldelse: I Am the Night

Patty Jenkins (Wonder Woman) har instrueret to af episoderne i denne miniserie baseret på den utrolige selvbiografi One Day She Darkens af  Fauna “Pat” Hodel, hvor vi inviteres ind i en af USA’s mest chokerende mordgåder.

Sparks, Nevada 1965. Den 16-årige mulatpige Pat (Eisley) bor alene med sin mor uden anelse om, hvem hendes hvide far er. Som halvt hvid, halvt sort oplever hun dagligt racisme på kroppen, både fra hvide og sorte. Hun har et turbulent forhold til sin neurotiske mor og drømmer om et bedre liv med sin kæreste.

Los Angeles. Jay Singletary (Pine) havde en vellykket journalistkarriere på L.A. Times, indtil han i 1949 gik på r*ven efter at have beskyldte en af byens støtter for at være involveret i en ulovlig abortklinik. Den anklagede, dr. George Hodel, gik til modangreb og fik sagen lagt død, og Jay og flere af hans kolleger mistede deres job. Nu (1965) arbejder han som freelancer med at skaffe snuskede reportager og billeder til aviser – mens han er ved at drukne i selvmedlidenhed og overvejer at begå selvmord. Men så ringer Pats mor.

Efter et voldsomt sammenstød med hendes stærkt alkoholiserede adoptivmor (viser det sig) lykkes det Pat at opsnuse sin fødselsattest og sit rigtige navn, Fauna Hodel. Så drager hun af sted til bedstefar George (Mays) i det forjættede Los Angeles – men modtagelsen bliver ikke som forventet.

Miniserien udfolder en af de mest omtalte massedrabssager i USA’s historie, hvor meget stadig er uafklaret. Men essensen er, at hvis man er højt nok på strå, har penge nok og de rigtige kontakter, kan man slippe af sted med næsten hvad som helst. Det er sådan en boble, George Hodel lever i.

Idet Fauna og Jay afdækker mere og mere af den bizarre sag, kommer de også i berøring med det brutale Black Dahlia-mord, tidligere filmatiseret med Scarlett Johansson, Josh Hartnett og Hillary Swank i hovedrollerne. Hele historien er nærmest for utrolig til at være sand.

Seriens skabere har gjort et imponerende stykke arbejde med at genskabe USA anno 1960’erne ned til mindste detalje. Det er gennemført, solidt og ser virkelig lækkert ud, idet vi tages med til en svunden tid med glamour på overfladen og snavs bag de flotte kulisser.

Singletarys redaktør fremstår lige lovlig karikeret og stereotyp, men ellers byder I Am the Night på et troværdigt persongalleri og en meget fascinerende historie, hvor ikke mindst India Eisley imponerer i den komplekse rolle som Fauna. Lille, væver, sart og søgende, men med et utroligt nærvær på skærmen – en rolle, hun virkelig gror ind i.

Også Chris Pine gør en solid indsats som den livstrætte journalist, der igen lugter blod. Godt at se ham i andet end endeløse actionfilm. Desuden får vi et glædeligt gensyn med den danske nationalskat Connie Nielsen som dekadent, fordrukken diva.

En herlig uhyggelig stemning gennemsyrer I Am the Night, hvor solide skuespillere og et intrikat plot suger os ind i handlingens malstrøm. Indimellem tager serien nogle lidt for simple drejninger, og Singletary virker noget konstrueret som person, men alt i alt en spændende og elegant serie, som det er let at blive revet med af. Fem små stjerner.

Billedkvaliteten fra HBO er skuffende med et alt for “soft” billede, dårlig dybdeskarphed og for meget støj – hvilket desværre er ret almindeligt fra HBO. Milevidt fra den 4K-kvalitet, man kan få fra Netflix. Lydsporet byder dog på et tilfredsstillende surround-miks.