Anmeldelse: Ilt

I 2015 kunne vi i Buried opleve Ryan Reynolds begravet “six feet under” i en åletrang kiste i bælgravende mørke, omgivet af Moder Jord og med stadig faldende iltniveau.

I Netflix’ franske twist på “lukket-inde-genren” bliver vi på ubehageligt klaustrofobisk vis placeret inde i en moderne kryogenkapsel. Her befinder det feminine subjekt Omicron 267 sig. Hun vågner brat i en mumieagtig dragt.

Den eneste, hun har at kommunikere med, er den kunstige intelligens MILO (tydeligt inspireret af HAL fra Rumrejsen år 2001). Hun ved ikke, hvor hun er, hvorfor hun er der, eller hvad hun hedder, og husker kun glimt fra fortiden. Angst og panik er ved at tage overhånd inde i den smalle kapsel. Værre er det dog, at iltniveauet kun er på 33 procent – og hurtigt faldende.

Christie LeBlanc har skrevet et fascinerende manuskript inden for en meget vanskelig genre. Når næsten hele handlingen (100 minutters spilletid) foregår inden for et fysisk meget begrænset rum med kun én skuespiller, er det krævende at holde spændingen og ikke mindst intensiteten oppe. Instruktør Alexandre Aja lykkes langt hen ad vejen – forbilledligt hjulpet af gribende skuespil af Mélanie Laurent.

Historien og hemmelighederne afdækkes gradvis, lag for lag, idet 267 får afsløret sin fortid. Hun hedder egentlig Elizabeth Hansen, er født i Stockholm og er nobelprisvindende fysiker. Men hvordan hun er endt i kapslen, om hun er syg, om hendes familie lever, hvor hun befinder sig, og – vigtigst af alt – hvordan hun kommer ud, er noget, vi må vente i sitrende spænding på at finde ud af.

Ilt er et eklatant miks af sci-fi og gyser, og opleves bedst i et mørkt rum med gardinerne trukket for. Og med et godt lydanlæg. For her bliver sanserne bombarderet med psykisk ubehag. Fire stærke stjerner.