Anmeldelse: I’m Your Woman

Over tre sæsoner på Amazon Prime har Rachel Brosnahan blændet os med sin skarpe tunge, sin skønhed, sit smittende smil og en garderobe, der ville have gjort Imelda Marcos grøn af misundelse.

Mellem indspilningerne af 3. og 4. sæson af The Marvelous Mrs. Maisel har Brosnahan heldigvis fundet tid til en rigtig god gangsterfilm.

 

I I’m your Woman får vi det stik modsatte af det ofte glamouriserede mafialiv på film. Her ser vi bagsiden af medaljen og det ovenikøbet fra kvindernes perspektiv. En slags The Irishman, men med fokus på dem, der mere eller mindre uskyldigt er fanget i krydsilden.

Jean (Brosnahan) er gift med den lokale mafiachef Eddie. Hun er fuldt ud bevidst om, at han er karrierekriminel, men langtfra klar over, hvor hårdkogt en forbryder han egentlig er, og lever i besnærende uvidenhed i sin beskyttede boble. Selv da Eddie kommer hjem med en fremmed baby (parret kan ikke få børn), stiller Jean ikke kritiske spørgsmål.

Da hele lortet ramler, og Eddie forsvinder, bliver Jeans liv vendt på hovedet, og hun er nødt til at gå i skjul med barnet.

Filmen er instrueret af Julia Hart, der med sin fjerde spillefilm giver os et originalt og saliggørende twist på en noget luvslidt og stagneret genre, domineret af mandlige instruktører med højt testosteronniveau og hang til at beundre de kriminelle og deres “glamourøse” liv.

Men tro os: Efter at Jean må flygte med babyen, er der meget lidt glamour tilbage. Cal (Kene) – en af Jeans mands tidligere kompagnoner, som vi hurtigt forstår skylder ham en tjeneste – bliver hendes noget ufrivillige beskytter. Alt forbliver usagt imellem dem, som om fortiden skal ties ihjel.

Efter at Eddie er blevet persona non grata i byens mafiamiljø, er alle omkring ham, inklusive familien, i livsfare. Brosnahan formidler på en stærk og overbevisende måde fortvivlelsen, forvirringen, frygten og vreden hos den unge mor, der (relativt) uforskyldt er havnet i skudlinjen.

Settingen er 1970’ernes USA med orange og brune farver, høje frisurer, flagrende gevandter, et herligt soundtrack og hårdkogte gangstere. Og tro ikke et øjeblik, at filmen er blottet for vold, fordi instruktøren er en kvinde. Stilen er fuldstændig kynisk, næsten klinisk kold og observerende; Hart tager ikke stilling og vælger ikke side, men formidler det bare, “som det er”.

Med subtile greb formidler hun samtidens syn på sorte, kvinder og ikke mindst kvindernes plads i samfundet – i særdeleshed i det macho-prægede gangstermiljø – uden at det bliver påtaget feministisk eller antiracistisk.

I løbet af filmen gennemgår Jean en rejse, hvor hun går fra passiv og beskyttet trofæhustru til at måtte stå på egne ben og stole på sine egne valg. Med sin usentimentale skildring mister filmen lidt af den følelsesmæssige dimension, som den godt kunne bruge noget mere af. Vi bliver lidt for ofte observatører og ikke tilstrækkelig trukket ind i Jeans dramatiske historie.

Rachel Brosnahan viser, at hun bestemt kan mere end spille komedie og promenere flotte kjoler. Med I’m Your Woman træder hun frem som karakterskuespiller, og hendes fortolkning af den komplekse hovedperson er filmens stærkeste kort. Fem stjerner til en befriende anderledes mafiafilm.