Det var i Star Wars, at Harrison Ford blev verdenskendt, men det er som professor Dr. Henry Walton Jones Jr. med en særegen interesse for arkæologi og fantastiske eventyr, at han har fundet sin helt store karakterrolle som Indiana Jones.
Duoen Steven Spielberg (instruktør) og George Lucas (producent, manuskript) skabte en utrolig eventyrserie, som evnede at underholde og fascinere både unge og gamle. Og Ford har med sin drengeagtige charme og og tørre humor været et fund i hovedrollen.
Første Indy-film, den nærmest ikoniske Raiders of the Lost Ark, havde premiere helt tilbage i 1981, mens det er 15 år siden at den fjerde film, Indiana Jones og Krystalkraniets kongerige, kom på det store lærred.
Den længe ventede, længe coronaudsatte, femte Indiana Jones-film har nu endelig fået sin biografpremiere. Og franchisen, om end den ikke er nyskabende, går da ud med et brag.
Indys svanesang
I Indiana Jones and the Dial of Destiny oplever vi endnu en gang legendariske Harrison Ford svinge sig igennem historien iført fedorahat, læderjakke og pisk. Og der er virkelig et episk tidsspænd i afslutningsfilmen.
Spielberg har i denne omgang overladt instruktørstolen til James Mangold (Walk the Line, Logan: The Wolverine), men som udøvende producent har Spielberg fortsat en markant finger med i spillet.
Det eventyrlige plot i Dial of Destiny er lige i overkanten, men når det er sagt, er overnaturlige elementer ikke fremmede for filmfranchisen, og gentagne (ufrivillige) møder med Det Tredje Riges militære arm er heller ikke ukendte for Indiana.
Endnu en gang må Indy konfrontere nazisterne i jagten på historiske, uerstattelige skatte – og det er da også her, filmen begynder. Vi føres tilbage i tiden til 1944 med en intens togjagt gennem de østrigske alper, hvor nazisterne forsøger at stikke af med alskens historiske skatte og artefakter. Ombord på toget er Indiana og hans mangeårige ven Basil Shaw (Toby Jones).
Målet er at forhindre nazisterne i at stikke af med den sagnomspundne Longinus-lanse – men den viser sig at være en billig kopi. På toget falder Indy og Shaw over Arkimedes’ Antikythera. En anordning, der angiveligt kan fremkalde ” sprækker” i tiden.
Men Hitlers lydige håndlangere, anført af en meget ihærdig Jürgen Voller (Mads Mikkelsen, Casino Royale og Rogue One: A Star Wars Story), har ikke tænkt sig at lade Indy & Co vinde dagen og æren. Jagten er gået ind!
Men så forsvinder artefakten i en flod i Alperne – tilsyneladende…
Klassisk Indy
I modsætning til den lidt mere eksperimenterende Krystalkraniets kongerige, tager trioen Spielberg, Lucas og Mangold os her en tur tilbage til rødderne.
I åbningsscenerne ser vi en digitalt forynget Harrison Ford, 25 år yngre end hans egentlige alder. Teknologien bag er den samme, som Martin Scorsese benyttede sig af i The Irishman, men betydelig forbedret. Men trods imponerende teknologi ser Indys ansigt noget “plasticagtigt” ud.
Men som det viser sig, tiden indhenter os alle – selv unikke eventyrhelte som Jones. Da vi møder ham igen, er han en mand i begyndelsen af firserne, der bor i en forfalden lejlighed i New York og konstant brokker sig over naboens høje musik. Indy virker bitter og ensom efter sønnens død i Vietnam og den efterfølgende skilsmisse fra Marion (Karen Allen).
Trods sin alder underviser han stadig et par timer på universitetet (for en flok totalt uinteresserede studerende), og her møder han den fyrige og gådefulde Helena (Phoebe Waller-Bridge, Fleabag), som er meget historieinteresseret.
Indy genkender ikke umiddelbart den unge kvinde, men hun er hans guddatter, datter af Shaw. Hun vækker den gamle arkæologs interesse, og den gamle cirkushest får endnu engang færten af savsmuld. Han har selvfølgelig taget hånd om Antikythera, men det er stadig en (stor) udfordring.
Arkimedes frygtede Antikytheras potentielt enorme kraft så meget, at han delte den i to. Dermed kommer vi med på en hæsblæsende jagt verden rundt. Alt imens historien krydres med små hints og homager til Indys farverige historie. Selv den ærværdige Sallah (John Rhys-Davis) trækkes frem i lyset fra glemslen.
Mangold er på en mission, hvor tid er det essentielle element i den femte film. Trådene skal samles, og historien skal have en værdig slutning.
Lidt for indviklet
Der er ingen tvivl om, at filmskaberne med den afsluttende film har fået stort set frie økonomiske tøjler af studiet – det fremgår tydeligt med den ene mere detaljerede, spektakulære og iøjnefaldende scene efter den anden.
På den anden side, når man ikke længere har noget økonomisk incitament til at kill your darlings, bliver resultatet hurtigt overlæsset og, som i dette tilfælde, unødvendigt langt.
Med godt to en halv time er dette den længste Indy-film, og det er der egentlig ingen grund til. Mangold & Co. burde være gået hårdere til værks i klipperummet og have afkortet filmen med i hvert fald 20 minutter. Der er for mange lange scener og indimellem lidt for mange gentagelser i handlingsforløbet.
Plottet er indviklet og ikke altid let at følge, men skuespillerne stortrives i eventyret med stort E, hvor især Ford imponerer som en aldrende actionhelt.
Heldigvis har man ikke forsøgt at gøre den 80-årige lige så atletisk og heltemodig, som han var som 40-årig, men snarere taget alderen og livsvisdommen alvorligt. Den mest heroiske i Dial of Destiny er således den handlekraftige Helena, som er en smule politisk korrekt og lidt for meget på “speed”, men Waller-Bridge fungerer med sin skarpe tunge og kyniske indstilling til livet godt som sparringspartner til Ford.
Som i Sheridan Taylors 1923 ser vi en Indiana Jones tilpasset Fords distingverede alder, og det klæder virkelig karakteren. Vi får en mere reflekteret og følelsesmæssigt dybere Indiana, uden at han bliver en plaprende bedstefar i gyngestolen – bevares, Indy kan stadig slå fra sig, svinge pisken og fyre småflabede bemærkninger af.
Vores egen Mikkelsen kæmper derimod med et manuskript, der meget af tiden fremstiller ham som en stereotyp nazi-skurk. Karakteren får for lidt spillerum og er langt fra så interessant og kompleks en skurk, som vi så ham i for eksempel Casino Royale.
En værdig avslutning
Valget om at iklæde filmen et lidt støvet, næsten digitalt slør, giver den en gennemgående følelse af studieproduktion. Unødvendigt, hvis du spørger os, og en smule forstyrrende.
Alligevel får vi en særdeles spektakulær og næsten for kreativ afslutning på filmen, som vi ikke er sikre på, at alle køber, men alt i alt er The Dial of Destiny blevet en værdig svanesang for en af filmhistoriens mest unikke franchises.
Det hele går op i en højere enhed på en måde, der bringer os tættere på personerne og giver dem tiltrængt følelsesmæssig dybde. Ikke nogen lille bedrift for en film, der i så høj grad bygger på eventyr, fantasi og spektakulære actionscener.
Med flere års forsinkelse kan du nu se Harrison Ford i hans svanesang som en af filmhistoriens mest ikoniske karakterer. Vi er ikke overbeviste om, at Indy 5 vil tiltrække mange nye fans til serien, dertil hviler den nok lidt for tungt på sin egen (nostalgiske) historie, men for de af os, der voksede op i 1980’erne med den rapkæftede arkæolog i læderjakke, med hatten på sned og pisken klar, er Dial of Destiny en værdig afslutning og en film, du bare må se. 4 stjerner.
Fakta:
- Biograffilm
- Release: 28. juni 2023
- Instruktion: James Mangold
- Medvirkende: Harrison Ford, Phoebe Waller-Bridge, Toby Jones, Mads Mikkelsen, Ethann Isidore, Thomas Kretschmann, Shaunette R. Wilson, Antonio Banderas, John Rhys-Davis, Nasser Memarzia, Boyd Holbrook, Karen Allen
- Genre: Eventyr
- Land: USA
- År: 2023
- Tid: 2:34 t.
- Karakter: 4
- IMDb
Hvis du godt kan lide at se dine barndoms helte vakle usikkert rundt og blive nedgjort og ydmyget, så se de nyeste Star Wars… Nå, nej, jeg mener, Indiana Jones. At skrive at det er en værdig afslutning (ikke “avslutning” som I glemte at oversætte flere gange) er så forkert at jeg blev sur nok til at skrive denne kommentar. Du skulle skamme dig at lade som om de gamle film betød noget for dig, for bagefter at rose Indy 5.