Anmeldelse: Infinite

Pandemien rider stadig biografbranchen som en mare. På trods af “corona-rekord” for Black Widow i biograferne faldt billetsalget som en sten allerede efter en uge. Højst sandsynligt fordi folk samtidig kunne se filmen hjemme i deres egen stue ved at betale lidt ekstra til Disney+ – hvilket førte til, at hovedrolleindehaveren, Scarlett Johansson, sagsøgte Disney for kontraktbrud og krævede 50 millioner dollars i kompensation for tabte indtægter.

Lidt i samme “knibe” (omend ikke i samme skala) befandt den seneste Antoine Fuqua-film sig. Paramount trak længe afgørelsen om distributionen af Infinite – der har et velvoksent budget på 50 millioner dollars – ud i håb om, at biografmarkedet ville komme på fode igen. Men for tre måneder siden smed filmselskabet så bomben: Infinite ville blive lanceret eksklusivt på deres egen streaming-tjeneste, Paramount+.

Allerede den 9. juni blev filmen tilgængelig for abonnenter i USA, mens den lanceres den 11. august her i Europa. Filmen har været en stor seersucces på Paramount+ i USA, så det er garanteret en distributionsform, der vil blive mere og mere almindelig, selv post corona.

Infinite er løseligt baseret på romanen The Reincarnationist Papers af D. Eric Maikranz fra 2009. Tematikken er reinkarnation, de få udvalgte, kampen mellem det gode og det onde – og en mulig kommende dommedag. Historien er fuldstændig bogus fra ende til anden og så proppet med plothuller, at man nærmest ikke ser andet.

 

De få udvalgte på Jorden, der kan genfødes (gang på gang på gang), er opdelt i to modstridende fraktioner: Believers, der mener, at reinkarnation er en god ting, og Nihilists, som kun længes efter at dø én gang for alle.

Den tilsyneladende almindelige mand Evan McCauley (Wahlberg) er diagnosticeret med skizofreni og et vredesproblem, og efter tidligere voldsepisoder samt en tur forbi en psykiatrisk institution vil ingen længere ansætte ham.

For at skaffe de nødvendige piller, der holder stemmerne i hovedet i skak, tjener han til livets ophold ved sit eget håndværk. Bl.a. ved at smede et ægte samuraisværd (!). Da en handel med en tvivlsom narkohandler går ad helvede til, ender McCauley bag tremmer – og konfronteres så med Bathurst (Chiwetel Ejiofor, 12 Years a Slave).

Bathurst er leder af Nihilisterne (sikke et originalt navn!), og efter århundreders menneskelig lidelse ønsker han og hans følgere at afslutte det ørkesløse liv. Der er bare den lille hage ved “kultens” planlagte selvmordsangreb, at de vil tage alle levende væsner på Jorden med sig i deres undergang …

For at udslette alt liv har Bathurst & Co. konstrueret en lille “bombe” pakket ind i noget, der ligner et Fabergé-æg. Heldigvis lykkedes det Believers-banden (i tidligere liv!) at skjule ægget, og det er kun McCauley, der ved, hvor det er. Som sagt er plottet totalt bullshit og så komplet latterligt, at vi var ved at falde ned af sofaen. Men så er der lige actionscenerne …

Infinite henter tydelig inspiration fra Matrix-filmene og Wanted samt sidste års The Old Guard, men det lykkes ikke at formidle den rodede historie, ej heller dække de mange plothuller til. Fuqua har tidligere leveret solide actionfilm som Training Day, Shooter, The Equalizer og ikke mindst The Magnificent Seven.

At manden kan konstruere bundsolide actionsekvenser og få velfungerende dramaturgi ud af en film, er hævet over enhver tvivl – det er bare synd, at han har fået sådan et plat manuskript at arbejde med her. Når det er sagt, så hæver heftig action, lejlighedsvis solidt skuespil og nogle farverige personer filmen flere trin og redder den fra ren middelmådighed.

Få kendte skuespillere er i den grad blevet sat i bås som Mark Wahlberg. I Infinite gentager han nøjagtig den samme rolle, som han har spillet i utallige film de sidste 15-20 år. En rapkæftet, jordnær arbejderklassefyr, der forstår at slå fra sig, mens han smider om sig med sarkastiske tough guy-kommentarer. Da han bliver samlet op af Believers-banden, kommer han f.eks. med “troværdige” bemærkninger som: “Where I come from we got bills to pay and rent to make. No one’s got time for destiny.”

Chiwetel Ejiofor er en langt større karakterskuespiller end Marky Mark, og trods en del langhårede replikker stråler han indimellem i Infinite. Ikke mindst i filmens allerbedste scene i starten, hvor han skal forhøre McCauley. Også Sophie Cookson overbeviser som hårdtslående actionheltinde, og heldigvis er manuskriptforfatterne ikke faldet for fristelsen til at skrive en romantisk historie mellem hende og Wahlberg ind.

De få scener med Toby Jones er desværre nærmest spildt. Her mistænker vi, at der ligger en del tilbage på klipperumsgulvet. Jason Mantzoukas som den “skøre professor” Artisan pepper derimod en ellers selvhøjtidelig dialog op (og så har vi ikke engang nævnt Wahlbergs voice-over).

Man skal ikke se Infinite for de pompøse, lejlighedsvis platte dialoger, de utallige plothuller eller den fuldstændig langhårede historie, men for at blive skamløst underholdt af de heftige actionscener. Actionscener, der – næsten – er på højde med Fast & Furious og Mission: Impossible. Biljagter, eksplosioner, skydescener – og prikken over i’et, da Wahlberg på motorcykel “kaprer” et fly i luften ved hjælp af sit samuraisværd!

Man skal være i rimelig dårligt humør for slet ikke at kunne lide Infinite; samtidig er det en film, der er let at pille fra hinanden. Stærkt i tvivl, men påvirket af letsindig sommerferiestemning uddeler vi fire svage stjerner.

Slå din hjerne fra og find popcornene og en sixpack øl frem! Og betragt hermed dig som selv advaret om filmens åbenlyse svagheder.