Anmeldelse: Into the Night, 1. sæson

I deres higen efter at tilfredsstille ethvert lokalt marked slipper der desværre en del bras igennem Netflix’ kvalitetskontrol. Vi så det med den forfærdelige The Innocents og nu altså Belgiens første originalserie fra streaming-giganten. Heri ligger problemet med selve Netflix’ forretningsmodel – hele tiden at pøse nyt indhold på, så deres 183 millioner abonnenter bliver ved med at forny.

Der kommer ellers meget godt fra Belgien, bl.a. forførende mørk chokolade, forfriskende øl i alle tænkelige afskygninger samt tegneseriehelten Tintin. Men efter at have set den første belgiske Netflix-serie er vi mere usikre på, om de kan lave gode TV-serier. For Into the Night er bestemt ikke værd at se.

 

Konceptet er ellers besnærende og interessant: Hvad nu hvis det store gule gaslegeme, der giver os liv, pludselig blev det, der tog livet af menneskeheden? I Into the Night er det netop det, der sker: Solen går amok og slynger kraftige stråler ud, der øjeblikkelig dræber alt liv. Den eneste mulighed for at overleve er konstant at holde sig på Jordens natside. Og hvordan gør man så det? Man flyver.

I lufthavnen i Bruxelles gør et fly til Moskva klar til afgang. Inden flyet er boardet færdig, stormer en italiensk major om bord, kaprer flyet og beordrer kaptajnen at flyve vestpå. Nu er indspilningerne afsluttet, længe før coronavirus tvang alverdens fly til at blive på jorden, så vores brogede flok helte og antihelte kommer i luften – og i sikkerhed.

Her så vi frem til en spændende, apokalyptisk thriller med interessante, mere og mere desperate mennesker spærret inde i et trangt metalrør, som bortset fra korte stop for at tanke brændstof måtte holde sig flyvende nonstop – ind i natten.

Men desværre står personerne, dialogerne og gennemførelsen til dumpekarakter. Med undtagelse af heltinden Sylvie (Etienne) – en forhenværende helikopterpilot fra forsvaret – virker resten af flokken på flugt latterlige, chokerende platte og eklatant konstruerede. Skuespillet er generelt også langt under standard.

Konflikterne mellem dem virker, som om de er skrevet af en førsteårsstuderende på filmskolen – der dumpede som resultat. Dialogerne er staccato-agtige, kunstige og totalt søgte. Der er nærmest intet, der virker troværdigt, og den måde, de handler, interagerer og forholder sig til krisen på, er en B-film fra 1960’erne værdig.

Den relativt ung Sylvie har aldrig hørt om influencere, og alligevel kan hun lande et passagerfly ved hjælp af en YouTube-video. Den russiske mor med sit syge barn er som taget ud af Højt at flyve. Og indvandrerskurken samt flykapreren er pinlige, stereotype klicheer. Vi er fuldstændig ligeglade med, om nogen af dem steges til bacon af solens gammastråler.

Efter det første kvarter begynder vi at spekulere på, om det mon var en parodi, vi så. Så dårlig er Into the Night! Se hellere klassikeren Højt at flyve igen ­– den er langt sjovere og faktisk en tand mere troværdig. To usle stjerner.

Formildende omstændigheder? Konceptet er i sig selv meget cool, og hele sæsonen er kun tre en halv time lang.