Anmeldelse: James Bond – Celebrating Five Decades of Bond

Oprindelig baseret på spionromanerne af Ian Fleming tog James Bond (Sean Connery) biografpublikummet med storm. Serien omdefinerede fuldstændig actiongenren og satte en ny standard. Her var det barske og velklædte helte, smukke kvinder en masse, rappe replikker, hurtige biler, storslåede locations og overvældende set-designs.

For et publikum i 1960’erne og 70’erne, som ikke var i nærheden af at være så berejst som nutidens befolkning, gav James Bond-filmene indblik i den store og eksotiske verden derude. Og hver eneste premiere, som i begyndelsen var årlig, blev en stor mediebegivenhed. For en mængde instruktører i eftertiden har Bond-filmene fungeret som både inspiration til og lærebog i vellykkede action-eventyr.

Af højdepunkter vil vi fremhæve Dr. No, From Russia With Love, Goldfinger, Thunderball, You Only Live Twice, For Your Eyes Only, Octopussy, The Living Daylights, GoldenEye, Casino Royale og Quantum of Solace.

Som den observante læser hurtigt vil bemærke, domineres Lyd & Billede/GEARs topliste af Sean Connery-film, og det er ikke uden grund. Sean Connery førte det hele an, og den tidligere skotske fotomodel var perfekt som britisk gentleman-agent med licens til at dræbe, hårdtslående knytnæver, usandsynlige hjælpemidler og en umættelig appetit på det modsatte køn – hele tiden med en hurtig replik i baghånden.

Connery balancerede perfekt mellem barsk agent og galant charmør. Humoren var kæk, men ikke tåbelig. Selvfølgelig hjalp det, at samtlige Connerys film var baseret på Flemings romaner, som dog ikke fulgtes slavisk. Men Connery ville videre i karrieren og stod af efter seks film.

Ind på banen kom den australske one-night stand George Lazenby. Med ham fik vi en lidt barskere og mere handlekraftig Bond. On Her Majesty’s Secret Service fremstod mere seriøs og med færre hurtige replikker end vores forrige mand i MI6. Desuden blev superspionen smedet i hymens lænker! Godt modtaget blev han dog ikke, og efter kun én film var det ovre. Ind på banen kom igen Sean Connery, for at medvirke i den dårligste og mindst seriøse Bond-film, Diamonds Are Forever, i sin karriere.

Da Connery endelig takkede af, var der dækket op for ærkebriten og “charmetrolden” Roger Moore, som før Bond var mest kendt for sin hovedrolle i tv-serien De uheldige helte. James Bond-filmene har altid forsøgt at tilpasse sig tidsånden i den tid, de blev filmet i, men der har også altid været markante ændringer, efterhånden som nye skuespillere har iklædt sig smoking og løftet den tørre Martini. Med Moore i førersædet tog serien en kraftig drejning mod mere familievenlige film med mindre vold (fra den fysisk mindre Moore), mere leg og morskab og en mængde tåbelige vittigheder.

Første film ude, Live and Let Die, var på den måde ganske atypisk for Moore-perioden, men herefter tog det til med en efterhånden direkte karikeret lapset spion. Hæderlige undtagelser var Octopussy og For Your Eyes Only, men efter syv film var bunden nået med den kritisk ringe A View to a Kill. Ikke bare så Moore mere ud som sin egen bedstefar, manuskriptet forsøgte også at ændre Bond-serien til en dårlig kopi af 1980’ernes actionkomedier.

To år senere overtog den britiske karakterskuespiller Timothy Dalton stafetten, og vi fik den bedste Bond-film, The Living Daylights, siden guldalderen i 1960’erne. Overgangen fra den lapsede Moore til den sammenbidte, resolutte og hårdslående Dalton var slående. Her skulle serien relanceres, og man gik tættere på Flemings Bond end nogensinde, både før og efter. Dalton var – og er fortsat – den fremmeste James Bond, bare så inderligt synd, at han kun fik to film til at vise sine kvaliteter – hvoraf den ene var noget nær en katastrofe af tanketomt action-fyrværkeri med hang til pyroteknik. Hvor i alverden blev den gode historie af i License to Kill? En film, som ingen forbindelse havde til Flemings romaner!

Så trådte irske Pierce Brosnan ind i Bonds verden. Hans periode på hele fem film kan karakteriseres som en søgende tid, hvor producenterne ledte efter en formel, som igen kunne gøre Bond aktuel i en ny verden uden kold krig og klassisk spionage og med et ændret fjendebillede. Hele seks år gik der mellem den sidste Dalton-film og Brosnans første, GoldenEye. Russerne er stadig fjenden, men nu er det atomvåben på afveje, der truer verdensfreden. En meget vellykket film, der solidt etablerer Brosnan som den nye Bond – en Bond, der fremstod som en hybrid mellem Connery og Moore. Men uden Flemings bøger at hvile på blev hans film af meget svingende kvalitet, og katastrofen var et faktum med Die Another Day, som er ét langt orgie af special effects, eksplosioner og brændende fly. Det, der skulle være jubilæumsfilmen, blev desværre et nyt lavpunkt.

Med finanskrisen fik produktionsselskabet problemer med likviditeten, og man var fortsat i vildrede om, hvordan man skulle definere Bond i “den nye verden”. Løsningen var at gå tilbage til rødderne, til den ene roman af Fleming, der endnu ikke var filmatiseret (bortset fra en Peter Sellers-parodi og en tv-produktion fra 1954).

Med Casino Royale fik vi både en klassisk og helt ny 007. Med en Bond, der fremstår selvsikker, barsk og handlekraftig, tog blonde (!) Daniel Craig ham et skridt videre i en moderne indpakning, hvor han er sårbar, kæmper psykisk og forsøger at flygte fra sine lidelser ved overdreven druk. Absolut den mest menneskelige Bond til dato. Og et lille mesterværk af en film med nogle fantastisk realistiske actionscener – vi kan faktisk se, at han får hul i jakkesættet og blod på skjorteflippen.

Med Skyfall har producenterne taget et nyt spændende skridt i Bonds udvikling ved at hyre en meget succesrig og anerkendt instruktør. Vi kan næsten ikke vente til den 26. oktober med at få at se, hvad Sam Mendes kan tilføre vores martini-drikkende agent med licens to kill.

Ingen filmserie har påvirket filmhistorien i lige så høj grad som 007. Med 23 film over 50 år kastes der et unikt blik på deres samtid, samtidig med at de har påvirket de opvoksende generationer af filmskabere. Med Daniel Craig i skræddersyet smoking har vi fået revitaliseret serien, og den er igen gjort aktuel og relevant! Bond-boksen i Blu-ray er intet mindre end et must-have i enhver seriøs filmsamling! Fem stjerner.

At det her er den definitive samleboks af Bond-film, bør være hævet over enhver tvivl – på Blu-ray fremstår selv 50 år gamle film, som om de var indspillet i går. Også lydsporet, i opgraderet dts-HD, giver filmene et særdeles passende løft. Når det gælder bonusmaterialet, er det – stort set – nøjagtig det samme, som tidligere er udgivet på de opgraderede dvd-udgaver (Ultimate Edition). Men det er da heller ikke så ringe. Her har alle filmene en bag-om-filmen, information og uddybende kommentarspor, trailers, stills og en mængde minidokumentarer om alt fra stunts til actionscener, locations og prøveoptagelser.

Det nye bonusmateriale, som er på en egen disc, er derimod ikke noget at prale af. Specielt er The World of Bond meget overfladisk. Interviewene med de seks skuespillere er interessante, men alt for korte! Klippene fra Skyfall er faktisk af størst interesse. Her virker det, som om man har følt, at der absolut må være noget at tilbyde ud over dvd-udgaven. Men det er altså ikke af den grund, du skal gå i genbrugsbutikken med dine gamle Bond-dvd’er; det er for at få den fantastiske lyd- og billedkvalitet, som disse klassikere nu – endelig – fremstår med. Skynd dig ned og køb dem!