: Jason Bourne

Med Bourne-filmene – baseret på spion-thrillere af Robert Ludlum – har Paul Greengrass og Matt Damon revitaliseret både spion- og actionfilmgenren. Nu iklæder Damon sig for fjerde gang rollen som den fredløse spion Jason Bourne.

Revitalisering
I 2002 pustede instruktør Doug Liman, to manuskriptforfattere plus Matt Damon hårdt tiltrængt nyt liv i spion- og actiongenren med The Bourne Identity, og filmens særlige stil blev videreudviklet og forædlet af Paul Greengrass i de to efterfølgere: Omfattende brug af håndholdt kamera, mere aggressiv klipning, et hurtigere tempo og – ikke mindst – væsentlig mere realisme og troværdighed i de brutale kampscener.

Filmene var også kendetegnet ved deres gennemgående realisme, low tech, beskidte gyder, blå mærker og “ægte” vold. Her fik vi endelig en uglamourøs antihelt, som vi kunne heppe på. Efterfølgere kom i 2004 og 2007, og en spin-off med Jeremy Renner i hovedrollen i 2012.

Mange film har ladet sig inspireret af Bourne-filmenes tilgang, måske mest af alt James Bond-franchisen, der efter introduktionen af Daniel Craig gik i en langt mere “bournesk” retning.

Jagten på en identitet
I de første to film var Bourne (Damon) på jagt efter sin sande identitet. Både hans navn, identitet og forhistorie, og ikke mindst hvorfor han var jaget vildt. I den tredje film – som er baseret på Ludlums sidste bog – fik han (og vi) svar på alle spørgsmålene og mødte sin “skaber” ansigt til ansigt. Vi nåede en forløsning.

Den fjerde film, med Jeremy Renner, er baseret på en roman af Eric Van Lustbader, der overtog serien efter Ludlums død, og både Damon og Greengrass erklærede, at de ikke ville lave en ny Bourne-film, medmindre den anden var med, og manuskriptet var noget, de kunne stå inde for.

Bourne again?
Nu har Greengrass og Damon så åbenbart fået “an offer they couldn’t refuse”, og med Greengrass som både instruktør og manuskriptforfatter er Bourne født igen. Men er det den samme Bourne, eller har serien forandret sig?

De grundlæggende elementer er hovedsagelig bevaret i Jason Bourne, og den brutale realisme er fortsat stærkt til stede. Matt Damon ligner stadig naboens knægt som voksen, og han operer stadig som ensom ulv og må kæmpe en Davids kamp mod Goliat.

Men et nyt, delvis forstyrrende element har sneget sig ind og nærmest overtaget hovedrollen fra Damon – det altoverskyggende overvågningssamfund.

Fra low til high tech
Bourne var fra starten en agent, der handlede helt på egen hånd, afskåret fra det enorme CIA-apparat og kun med den mest simple teknologi til rådighed. Ganske vist har hans formidable modstander, CIA, haft cutting-edge teknologi og et verdensomspændende netværk til at bekæmpe Bourne, men teknologien har hele tiden spillet andenviolin. I årets film er den blevet det drivende element.

Fra Bourne “genopstår” under optøjerne i Athen, hvor han bliver kontaktet af Nicky Parsons (Stiles), er CIA til stede med live feed overalt og kan når som helst koble sig på ethvert kamera, enhver mikrofon og enhver satellit for at følge dem centimeter for centimeter.

Sådan fortsætter det filmen igennem, idet hovedrollen nærmest overtages af CIA’s kontrolrum i Langley, hvor topchefen (en strålende Tommy Lee Jones) og hans IT-ansvarlige (Vikander) nærmest spiller et avanceret computerspil – ikke så meget i tråd med seriens ellers jordnære tilgang. Noget, der formentlig kan forklares ved, at man denne gang har stået uden Ludlums bøger som rettesnor og har kunnet digte frit.

Presser citronen
I og med at alle hemmeligheder blev afsløret i treeren, hvad er der så tilbage for Bourne at afdække? Jo, Parsons kommer til ham med hackede dokumenter, som viser, at CIA er i gang med et nyt hemmeligt, “sort” projekt a la det, Bourne engang opererede under. Nu bliver det et kapløb med tiden for at stoppe Bourne, før det lykkes ham at uploade filerne på internettet.

Vi kan i og for sig godt forstå, at man har forsøgt at bibringe serien noget nyt, for man sidder ofte tilbage med en følelse af, at “det her har vi set før”. Jason Bourne løber igennem menneskemængder, jages af en ufattelig overmagt, undslipper i sidste øjeblik og er hele tiden et (smartere) hestehoved foran CIA og deres lakajer.

Med CIA i hælene – eller rettere i skyen – følger vi Bourne i et hæsblæsende tempo med udstrakt brug af håndholdt kamera. Hvilket er sejt og effektivt, men også kan blive for meget af det gode. Når vi ikke længere kan følge med i, hvad der sker, er det nok på tide at lade kameraet stå lidt stille og slække på den omfattende klipning.

Samtidig er der, i velkendte stil, intern uenighed i CIA om, hvordan problemet Bourne skal håndteres. Denne gang mellem topchefen og hans relativt nye IT-ekspert. Alicia Vikanders figur ser – selvfølgelig – tingene klarere end sin meget erfaren chef og forsøger sig med dobbeltspil, ikke mindst for at fremme sin egen karriere.

Den ellers usædvanlig dygtige Vikander fremstår her lige lovlig snerpet og stram, og har hele filmen igennem ét eneste ansigtsudtryk. Vi vælger at skyde skylden på dårlig instruktion og et stereotypisk manuskript.

Fortsættelse følger?
Hvis citronen plotmæssigt presses lige lovlig meget, så tages der også lidt for mange genveje, for at Bourne kan nå sine mål. Det er rigtig mange tilfældigheder, som pludselig opstår, for at han klarer skærene. Men lad nu det ligge; det er stadig en fornøjelse at se Damon som hårdtslående og særdeles handlekraftig eks-agent.

Meget er velkendt og nærmest repetitivt, men det skal dog siges, at det var noget af det, vi satte pris på ved de foregående film. Actionmæssigt topper den femte film med en biljagt i downtown Las Vegas, som vil få din pacemaker til at springe et slag eller to over!

Alt i alt stadig solid action med høj underholdningsværdi, men selv om der åbenlyst lægges op til en fortsættelse, er vi ikke så sikre på, at det er en god idé. Dertil er serien efterhånden blevet for repetitiv. Fire stjerner.

4K-disken får usædvanlige detaljer frem i billedet. Her kan man virkelig se hver en rynke i ansigtet på Tommy Lee Jones og hver en pore i huden på Matt Damon. Skræmmende godt! Lydsporet (dts-X) er også en referencefilm værdigt med fuld tryk på i de heftige actionscener, men også krystalklar og detaljeret tale.

Bonusmaterialet består af syv minidokumentarer, hvor vi bl.a. ser nærmere på den intense biljagtscene i Las Vegas, Athen og Damon tilbage i rollen. Vi savner dog en generel bag-om-filmen samt kommentarspor.