TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Anmeldelse: Jessica Jones

Jackpot med Jones

I strømmen af film og serier baseret på historier fra Marvel-universet er Jessica Jones et frisk pust. Den nye Netflix-serie er en flot hybrid af tegneserie-elementer, noir og hårdhændet action.

Af / 14/01/2016 - 16:29
Jessica Jones
Lorentz Celo

Det såkaldte Marvel Cinematic Universe er blevet alle tiders mest indbringende franchise, som har indtjent svimlende 9 milliarder dollars siden 2007. I denne periode er der produceret 12 spillefilm, og yderligere 14 er under forberedelse. Desuden er der skabt fem tv-serier, og op mod ti mere kan være på vej.

Der har været rigtig meget god underholdning for publikum, men også en del svagheder i produktionerne. Men det er tydeligvis et univers, der er kommet for at blive, og det giver i hvert fald et solidt udvalg for os seere.

Streaming-giganten Netflix vil naturligvis være med i legen og har allerede haft succes med Daredevil (2015), som imponerede både seere og kritikere. Og der er grund til fortsat optimisme med lanceringen af deres nyeste produkt, Jessica Jones.

Jessica Jones - sesong 1_10

Serien består af 13 episoder og handler om den tidligere superhelt Jessica Jones (Ritter), der forsøger at ernære sig som privatdetektiv i New York. Hun har visse superkræfter, men kæmper med alkohol- og søvnproblemer på grund af traumer fra fortiden.

Annonce

Snart dukker hendes nemesis Kilgrave (Tennant) op. Han har evnen til at kontrollere andre menneskers handlinger og bruger bl.a. sine kræfter på at få folk til at slå sig selv eller andre ihjel. Og han er besat af Jessica, som tidligere har været under hans kontrol.

Jessica Jones - sesong 1_9

Jessica Jones er et anderledes og fascinerende tilskud til den enorme mængde af superhelte-underholdning. For det første er det tilfredsstillende med en figur, der fremstår som et “almindeligt” menneske uden farvestrålende kostume og udstyr som ubrydelige skjolde eller guddommelige hammere. For det andet er det godt at se en kvindelig hovedperson med power, som både kan slå fra sig og udvise menneskelig sårbarhed. Desuden har serien fine referencer til gamle noir-film med Jessica som bourbon-drikkende detektiv i sin nedslidte lejlighed.

Jessica Jones - sesong 1_8

Serien er vældig underholdende med mange interessante figurer og godt skuespil, især fra Krysten Ritter og Carrie-Anne Moss. David Tennant fra Doctor Who fungerer fint som skurk, men mangler det lille ekstra.

kinopoisk.ru

Samlet set er Jessica Jones en afhængighedsskabende produktion, som det er svært at rive sig løs fra. Ud over nogle unødvendige figurer i persongalleriet, lidt småfejl i plottet og nogle krampagtigt tilførte narrative forhindringer er det en fremragende tv-serie. Fem stjerner.

Hele serien kan nu streames på Netflix, hvis audiovisuelle præsentation fortsætter med at imponere: Både lyd og billede holder en særdeles høj standard.

Karakter
Jessica Jones

Fakta:

  • Release: 20. november 2015
  • Serieskaber: Melissa Rosenberg
  • Med: Krysten Ritter, Mike Colter, Rachael Taylor, David Tennant, Carrie-Anne Moss, Eka Darville, Wil Traval
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2015
  • Tid: 10:20 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *