Anmeldelse: Joe

https://www.youtube.com/watch?v=3WPLVEUx5AU

 

Efter at Cage er flyttet permanent til New Orleans, tager han kun filmjob i nærheden af “The Big Easy”, og med få undtagelser (f.eks. Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans) har det stort set været pinlige film siden World Trade Center (2006). Men, mine damer og herrer, nu er Nicolas Cage tilbage!

Joe (Cage) er vandret ind og ud af fængsel de sidste 15 år, mest for slagsmål og ballade med politiet. Han leder en broget flok hårdtarbejdende mænd fra underklassen, der arbejder i en skov og lever fra hånden og i munden. Joe lærer den omstrejfende Gary (Sheridan) at kende, som har problemer med sit voldelige, alkoholiserede røvhul af en far. I Gary ser Joe sig selv som ung og tager ham under sine vinger.

Historien, der er baseret på en roman af Larry Brown, er usædvanligt stærk og ubehageligt realistisk, og oser ikke ligefrem af håb og forløsning. Joe er rastløs og smådepressiv, og er havnet i en ond cirkel, hvor han konstant ender i slagsmål, som regel med en høj promille. Gary ser Joe som redningen fra det helvede, han lever i – men er han det?

Fantastiske præstationer af Cage, Sheridan og Poulter, en gribende historie fortalt på en fuldstændig uprætentiøs, nedstrippet og lavmælt måde, flot fotografering og bundsolid instruktion giver tilsammen en stor filmoplevelse. Lad os håbe, at Joe er Nicolas Cages modsvar til Matthew McConaugheys Mud! Fem stærke stjerner.

God lyd- og billedkvalitet, men intet bonusmateriale.