Anmeldelse: Joker

Hvor mange gange tidligere har vi ikke set Batmans ærkefjende Jokeren på det store lærred? Mange! Og det har været en meget blandet oplevelse.

Den triste klovn

Det hele begyndte med Cesar Romero i den karikerede Batman (1966). Jack Nicholsons Joker var den første, undertegnede stiftede bekendtskab med, i Tim Burtons visuelt lækre Batman (1989). En flot præstation af legenden Nicholson, men sammenlignet med 2019-versionen ligner hans karakter (uden at det er Nicholsons skyld) en parodi.

Jared Leto gav os en outreret, men relativt let forglemmelig version af Jokeren i bundskraberen Suicide Squad (2016). Langt bedre var afdøde Heath Ledgers version i klassikeren The Dark Knight (2008) – en fortolkning, som Joaquin Phoenix også trækker veksler på i denne udgave af ærkeskurkens oprindelseshistorie.

Lad det være sagt med det samme: Hvis du køber eller streamer filmen i den tro, at du skal se en heftig superheltefilm a la Avengers: Endgame med gigantiske eksplosioner og kappeklædte mænd, så kan du godt tro om igen. Det, instruktør Todd Phillips serverer her, er bitter socialrealisme med fokus på manglende retfærdighed i et polariseret samfund, hvor de rigeste én procent fjerner sig mere og mere fra manden på gaden.

 

Nederst på rangstigen

Arthur Fleck (Phoenix) vokser op i et hjem præget af misbrug, omsorgssvigt, vold og stadig nye faderfigurer, som hans ustabile, dysfunktionelle og alkoholiserede mor knytter sig til.

Som voksen bor han stadig hjemme hos sin nu plejekrævende mor, har ingen social omgangskreds og ernærer sig ved at optræde som klovn på hospitaler og i butikker, mens samfundet og alle omkring ham uden undtagelse behandler ham som lort.

På toppen af det hele lider den godhjertede Arthur af en psykisk lidelse, der bl.a. gør, at han pludselig, umotiveret bryder ud i hysterisk latter – ofte på de mindst passende tidspunkter. Han er fremmedgjort og befinder sig på kanten af samfundet.

Oscar

Joker udkommer på 4K Blu-ray den 13. februar, og det er nok ikke en tilfældigt valgt dato. Kort inden, natten til den 10. februar dansk tid, vil Joaquin Phoenix nemlig træde op på den glamourøse scene i Dolby Theatre, Los Angeles, og holde en politisk ladet takketale for sin Oscar som årets bedste mandlige skuespiller. Så god er han her!

Vi tør godt garantere, at Phoenix vinder prisen. Faktisk er vi så sikre på det, at hvis vi mod forventning skulle tage fejl, så send os en e-mail i løbet af den 10. februar, og vi spenderer to måneder gratis Digitalabonnement på lydogbillede.dk (for nye læsere)!

Fejl: Kontaktformular ikke fundet.

Homage

Det er heller ikke nogen tilfældighed, at legenden Robert De Niro har en vigtig rolle i filmen, for Joker er på mange måder en homage til klassikeren Taxi Driver (1976). I Martin Scorseses mesterværk møder vi Travis Bickle (De Niro), der bliver så dårligt behandlet af samfundet og kommer til at afsky andre menneskers falskhed, at han til sidst beslutter sig for at slå hæmningsløst igen.

Tidsbilledet, koloritten og strukturen i Joker har meget til fælles med dette forbillede; ikke mindst er det de to hovedpersoners (Bickles og Flecks) nedadgående spiral, ned i sindets mørkeste dyb, der definerer historierne og filmene.

I Joker spiller De Niro den overfladiske talkshowvært Murray Franklin, der aften efter aften slynger om sig med selvfølgeligheder og slet skjult sarkasme – en træffende karikatur af nutidens underholdningsindustri. Arthur ser programmet fast sammen med sin mor, og hans store drøm er at deltage som gæst.

Vor tids forfald

Joker giver os den beskidte bagside af Gotham City, hvor affaldet flyder i gaderne, rotterne regerer (også i overført betydning), politikerne er korrupte, politiet er ved at miste kontrollen, og dem nederst på rangstigen samt byens pøbel er på randen af oprør.

Dag ud og dag ind bliver Arthur hånet, ydmyget og chikaneret af sine kolleger, ungdomskriminelle og bøller. “Normale” mennesker – i særdeleshed det modsatte køn – overser ham simpelthen.

Da jobbet hænger i en tynd tråd, og han har et temmelig ublidt møde med nogle yuppie-røvhuller i et tog, kammer Fleck over. Han går gradvist fra naiv og godhjertet til benhård, kynisk samfundsrevser og hævner. I sin nye identitet finder han formål, respekt og glæde – og de eskalerende voldshandlinger bliver som en nærende rus.

Volden forherliges ikke – som filmen uretmæssigt er blevet kritiseret for – men Phillips forsøger, på en subtil måde, at forklare og forstå, hvad der gør, at folk tiltrækkes af “den anden side”.

Årets bedste film?

Joker er nomineret til en Oscar i kategorien årets bedste film, ja, faktisk er filmen nomineret i hele 11 (!) kategorier. Hvorvidt den løber med den store pris, vides ikke, men at den er blandt årets bedste film, er hævet over enhver tvivl.

Det suggestive fotografering, den perfekte dramaturgi, de flerdimensionelle personer, det dystre, realistiske bybillede med mennesker på randen og Flecks fascinerende forvandling fra antivoldelig naivist til voldsglad psykopat er en fryd for øje og sind. I al sin kompleksitet forsøger Joker at fortælle os noget vigtigt om os selv og det moderne samfund.

Toppet med årtiets bedste skuespillerpræstation fra den mesterlige Joaquin Phoenix gør alt dette Joker til en unik filmoplevelse og en øjeblikkelig klassiker. Seks strålende stjerner!