Filmen Joy er løst baseret på historien om den forretningskvinden Joy Mangano (Lawrence), en opfinder og entreprenør, der grundlagde en stor familievirksomhed i begyndelsen af 1990’erne. Vi følger Joy over flere årtier fra den barske opvækst over livet som hårdtarbejdende enlig mor til starten på succesen med hendes Miracle Mop.
Instruktøren David O. Russell har i mange år imponeret både publikum og kritikere med sine film. Med sit utraditionelle filmsprog bryder han konventioner og skaber underfundige historier med stor slagkraft. Især i de senere år har han haft succes med film som Silver Linings Playbook og American Hustle.
Joy er også blevet en forfriskende film med overraskende begivenheder og detaljer, men fortællingen mister både rytme og kraft på grund af den form, Russell benytter sig af.
Vigtige vendepunkter og følelsesmæssige højdepunkter mister slagkraft, og hele filmen flader lidt ud. Alligevel er det en solid film med mange kvaliteter og endnu en stærk præstation fra Jennifer Lawrence, der vandt en Golden Globe og blev nomineret til en Oscar for sin præstation. Fire stjerner.
4K-disken byder på et stærkt billede med vanvittig flot dybde, men lidt for grovkornet kvalitet. På lydsiden imponerer et detaljeret surround-spor (dts-MA 5.1). Bonusmaterialet er derimod ikke noget at skrive hjem om: Kun stillbilleder og et langt interview med Lawrence.
Fakta:
- Release: 19. maj 2016
- Instruktion: David O. Russell
- Med: Jennifer Lawrence, Robert De Niro, Bradley Cooper, Edgar Ramirez, Diane Ladd, Isabella Rossellini
- Genre: Drama
- Land: USA
- År: 2015
- Tid: 02:04 timer