Anmeldelse: Julestorm

Per-Olav Sørensen er ingen novice inden for Netflix-universet. Han har tidligere leveret solide og troværdige serier som Kampen om det tunge vand, Quicksand – Størst af alt og Hjem til jul. At serieskaberen floppede stort med den tendentiøse Royalteen, får vi afskrevet på tabskontoen.  

Med Julestorm leverer han endnu en gennemarbejdet, hjertevarm serie, hvor menneskelige relationer er i centrum for dramaet. 

Denne gang præsenterer Sørensen os for et fascinerende ensembledrama, centreret omkring en gruppe for hinanden ukendte karakterer og livsskæbner, hvis liv krydser hinanden, da de sidder fast i Oslos lufthavn lillejuleaften. Vinterstormen raser udenfor, og alle flyvninger fra er aflyst – noget karaktererne håndterer på vidt forskellig vis. 

Forrest i den brogede flok står popdivaen Ida (Ida E. Broch), med sin kuede assistent, Ingvild. Forfængelig, krævende, nedladende, men også usikker og ængstelig, fremturer Ida med sine ønsker – uden hensyn til andre. 

Bag ølhanerne i et lufthavnens mange vandhuller finder vi den populære og meget omgængelige bartender Marius (Jon Øigarden). Han må bl.a. forholde sig til den arketypiske solferieturist David (Jan G. Røise), der i hawaiiskjorte og shorts (!) giver den gas med paraplydrinks og øl i god tid før afgang, den eminente pianist med en nedadgående karrierekurve, Arthur (Dennis Storhøi), og den fortabte datter (Thea S. L. Næss) på jagt efter sin fraværende far. Samtidig vandrer en stadig mere irritabel og beruset, melaninrig lufthavnsnisse rundt i lokalet. 

På et lille sidespor finder vi et ægteparret i krise, den spanske alenemor med sin syge søn, den arrogante finanskvinde, der forlanger en plads på det første fly til London, den romantiske, lidt naive ungpigedrømmer (Hanna Ardéhn), som forsøger at score flykaptajnen, samt den omsorgsfulde bagageportør (Valter Skarsgård) og den åbenlyst forvirrede gamle mand. Som bindeled mellem de mange forskellige mennesker og deres livshistorier finder vi den sindige lufthavnspræst (Maibritt Saerens). 

I løbet af dette hektiske, kaotiske døgn i lufthavnen flettes deres liv delvist sammen, familiehemmeligheder afsløres, menneskelige skavanker og svagheder afsløres, facader står for fald – og alle ønsker bare at komme hjem til jul. 

Sørensen har sammen med manuskriptforfatter Lars Saabye Christensen skabt en virkelig hjertevarm miniserie med et mangefacetteret persongalleri, hvor vi alle kan genkende vores svagheder, længsler og bristede håb for fremtiden. Dermed ikke sagt, at vi får serveret en sort komedie, der er absolut lys forude og håb i hele kaosset og den tiltagende fortvivlelse. 

Selv om handlingen foregår i Norges hovedlufthavn, fortælles en skandinavisk historie med roller ligeligt fordelt på tværs af de tre nordiske lande. Hvilket verken er en svaghed eller en tilfældighed fra Netflix’ side – vi kunne bare virkelig godt have ønsket os, at man havde fundet mere skærmtid til skønne Ghita Nørby; da hun træder ind, stjæler hun fuldstændig fokus. 

Manden, der stoisk holder skansen og facaden på trods af indre uro, er bartenderen – og skulle Øigarden nogensinde få brug for et bijob, vil enhver bar i Norden nok ansætte ham; manden er et sandt naturtalent, og beviser endnu en gang, hvorfor han er en af nutidens største karakterskuespillere! 

Enkelte af karaktererne er overdrevent stereotype og fortærskede, især popdivaen Ida fremstår mere som en kliché end et menneske af kød og blod, men generelt præsenteres vi for troværdige karakterer. Det er heller ikke alle sidehistorierne, der sidder lige i skabet, indimellem opleves de lidt som ‘fyld’ og med svag troværdighed. 

Alt i alt er Julestorm blevet en annerledes og meget seværdig, hyggelig og emotionelt stærk julehistorie; som både har en vis originalitet og byder på ægte mennesker, som man kommer til at holde af – og det er vel lige præcis det, julehøjtiden burde handle om? 4 stærke stjerner. 

Julestorm får global Netflix-premiere den 16. december; hvor samtlige episoder frigives. Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.