Anmeldelse: Jungle Cruise

Det er velkendt, at store blockbusters efterfølgende kan blive omdannet til attraktioner i forlystelsesparker som Universal Studios eller Disneyland. Det er mere sjældent, at man laver film over eksisterende attraktioner.

Den mest kendte – og mest succesfulde – undtagelse er selvfølgelig Disneys egen filmserie Pirates of the Caribbean, der er baseret på den meget populære Disneyland-attraktion af samme navn. Disney har i årevis forsøgt at stable en ny film (-serie?) på benene baseret på en anden populær attraktion, Jungle Cruise.

Midt under coronapandemien bliver den nu endelig søsat, med samtidig lancering på Disney+ og i (nogle få af) biograferne. Det positive ved filmatiseringen er, at den er meget lig sit ophav i Walt Disney World, men det er desværre også det mest negative ved den – det er blevet en meget kunstig og plasticagtig sag.

 

Mens 1. Verdenskrig raser i Europa, sætter den opdagelsesrejsende Dr. Lily Houghton (Blunt) – ja, en kvinde, og i bukser! – sig for at finde mirakeltræet Tears of the Moon, der kan helbrede alle sygdomme og vække døde til live igen, dybt inde i Amazonjunglen.

Med sig får hun, noget modvilligt, sin super-homoseksuelle dramaqueen af en bror (dem må man åbenbart stadig godt karikere), men de to Houghton-søskende har også brug for en båd og en stovt kaptajn. Valget falder på den charmerende svindler og lystløgner Frank Wolff (Johnson). Og tjuhej, hvor det går!

Jungle Cruise er instrueret af spanske Jaume Collet-Serra, der for nogle år siden imponerede med haj-thrilleren The Shallows og gyseren Orphan. Han har en meget visuel stil, der passer godt til sådan en eventyrfilm, men desværre har Disney åbenbart besluttet, at vi skal føle, at vi er inde i Disneyland-attraktionen Jungle Cruise og ikke i en rigtig jungle.

Det hele er så ekstremt kunstigt digitaliseret og gennemkoreograferet, at magien bliver væk. Se bare åbningsscenen på biblioteket, der er som en parodi på en musical fra 1950’erne.

Den båd, der transporterer vores venner op ad Amazonfloden, ser ud, som om den er formstøbt i plastic, og alle blomster, insekter og fugle er så perfekte, at de lyser langt væk af special effects. Faktisk den stik modsatte stil af de langt mere autentiske og charmerende Indiana Jones-film.

Plottet er skamløst stjålet fra andre eventyrfilm, primært The Mummy-serien, men også Indiana Jones, Nilens juvel og Disneys egen Pirates of the Caribbean-serie. De portugisiske conquistadores er en ren kopi af Davy Jones’ spøgelsespirater fra sidstnævnte.

Humoren, serveret som en tirade af vandede vitser fra Johnson, er faktisk inspireret af monologen i Disneyland-attraktionen – og fungerer sådan nogenlunde. Værre er det, at The Rock ser ud, som om det bare er “endnu en dag på jobbet”, og han ikke kan vente, til det bliver fyraften.

Hvis muskelbundtet er noget uinspireret, så stråler Emily Blunt til gengæld, hver gang hun er på skærmen. Charmerende, småfræk og med ben i næsen skildrer hun rollen som kvindelig opdagelsesrejsende i en mandschauvinistisk verden med glans. Og når Jesse Plemons får lov til at slå sig løs med sin nazi-ubåd på Amazonfloden (!), begynder bølgerne at gå højt. Absolut filmens mest outrerede og vellykkede figur. Paul Giamatti, som også kunne have peppet denne generiske film op, ser vi desværre alt for lidt til.

Filmen kører på cruise control fra ende til anden, og hverken den hasarderede sejltur, bipersonerne eller plottet lægger nogensinde for alvor fra land. Det er alt sammen for formel- og algoritmeorienteret og gennemgående glatpoleret. Fint nok at se på, men meget ufarligt og efterhånden lettere søvndyssende.

Bestemt en okay underholdningsfilm med masser af popcorn og drikkevarer til, men med et stort uudnyttet potentiale. Tre stjerner. Og tro os: Der kommer garanteret en fortsættelse (eller flere).