Anmeldelse: Juror #2

Få levende legender i Hollywood har en længere filmkarriere end skuespilleren og instruktøren Clint Eastwood.

Efter først at have slået igennem som en gådefuld ensom cowboy i spaghettiwesterns dominerede han actionfilmgenren i 1970’erne og 80’erne. Ikke mindst gennem sin ikoniske rolle i Dirty Harry-filmene.

I de seneste årtier har Eastwood (94!) primært fokuseret på sit arbejde bag kameraet, som instruktør – og med stor succes.

Den langlemmede skuespiller debuterede som instruktør tilbage i 1971 med den psykologiske thriller Misty. Men det var først mere end 20 år senere (1992) med en af de bedste og smukkeste Western-film nogensinde, Unforgiven, at filmverdenen for alvor fik øjnene op for Eastwoods unikke evner som instruktør.

Med stærke film som Bird, Bridges of Madison County, Mystic River, Million Dollar Baby, Letters from Iwo Jima og Gran Torino har californieren etableret sig som en af vor tids mest markante instruktører. Han har også ofte komponeret filmenes hypnotiske soundtracks.

Med Juror #2, Eastwoods 40. film som instruktør og hans første streamingfilm, placerer han endnu en gang hovedpersonen i etisk kompliceret farvand.

 

Partnerdrab?

I den maleriske sydstatsby Savannah venter det lykkelige unge par Justin Kemp (Nicholas Hoult, About a Boy) og Allison (Zoey Deutch) deres førstefødte. Men da Allison er i den sidste del af graviditeten, bliver Justin indkaldt til jurytjeneste.

Han beder om at blive fritaget, men dommeren fastholder indkaldelsen. Derfor befinder han sig pludselig i centrum af en forvirrende mordsag, hvor den rå bonderøv James (Gabriel Basso) er tiltalt for mordet på sin dejlige kæreste Kendall (Francesca Eastwood).

Begge blev set på den lokale diner i vejkanten, fulde og i skænderi, på den regnfulde aften, hvor Kendall blev fundet død i en grøft. Mistanken falder straks på James, og den benhårde anklager Faith (Toni Collett) er sikker i sin sag.

Men en tilsyneladende hurtig og ”nem” retssag ender i dyb splittelse i juryrummet – hvor Nicholas (i begyndelsen som den eneste af de tolv, der blev taget i ed) ihærdigt forsøger at overbevise resten af juryen om, at beviserne er utilstrækkelige til at dømme James. Han slår sig sammen med jurymedlem og tidligere politimand Harold (J.K. Simmons), som også mener, at der er åbenlyse huller i politiets arbejde.

Etisk dilemma

Justins etiske og moralske dilemma, og grunden til, at han ikke kan afsløre, hvorfor han er så overbevist om, at James er uskyldig, er, at Justin er morderen!

Ganske vist uden at vide det, idet han for et par måneder siden påkørte, hvad han troede var et rådyr, og gjorde sig ikke den ulejlighed at finde ”det”, han ramte.

Nu er gode råd dyre, og hans advokatven (Kiefer Sutherland) er ikke til megen hjælp: ”You’re screwed!”. Han beder ham om at holde sin hemmelighed som netop det.

Så hvor langt er Justin villig til at gå for at undgå at komme i anklagemyndighedens søgelys? Og er han villig til at lade en uskyldig mand afsone årtier i fængsel for en forbrydelse, som Justin er ansvarlig for?

Det er en medrivende historie, Jonathan Abrams har skrevet, og Eastwood giver os et klassisk retssalsdrama med et elegant og finurligt twist.

Den godhjertede Justin bliver revet i stykker indeni af sine moralske kvaler, og filmen stiller også det ubehagelige spørgsmål: Hvad ville du gøre i en lignende situation?

Dvælende tempo

Desværre er nogle af konfliktlinjerne lidt for simple, og filmen er faldet i den fælde at gøre flere af de centrale karakterer stereotype og forudsigelige. Ikke mindst den tilsyneladende retskafne offentlige anklager har alt for mange skyklapper på og en forudindtaget holdning til den anklagede, mens hele sagen mod James hviler på tvivlsomme indicier. Vi lader dog den lejlighedsvise overtro passere.

Hoult er solid i hovedrollen, men han formår ikke helt at understrege, hvor store problemer han egentlig har. Noget, som vi formoder også har at gøre med det ”rolige” tempo, som Eastwood har valgt. Det går lidt langsomt, og filmen ville have godt af nogle flere (hårde) runder i klipperummet.

Sutherland har fået en alt for perifer rolle, og den måde, Simmons bliver skrevet ud af historien på, er ikke karakteren værdig. Desværre er der lidt for mange elementer, der får en ret lempelig behandling til, at Juror #2 kan komme højt op på listen over Eastwoods stærkeste film.

Alt i alt er det en værdifuld film, der stiller nogle meget grundlæggende spørgsmål og efterlader os med dybe tanker, selv efter rulleteksterne er slut.

4 svage stjerner til det, der kan vise sig at være Clint Eastwoods svanesang. I så fald skal du have mange tak for din ekstraordinære indsats i filmens tjeneste, Mr. Eastwood.

Juror #2 har streamingpremiere på Max den 20. december.