Anmeldelse: Kadaver

Med Kadaver præsenterer Netflix sin første norske spillefilm. Ambitionerne er store, og udgangspunktet lovende, men desværre holder det ikke hele vejen hjem.

Norge ligger i ruiner efter en atomkatastrofe, byerne er ødelagt og forurenet, og de overlevende kæmper om de knappe ressourcer, hvoraf mad er den mest prekære.

 

Da en omrejsende “cirkusdirektør” inviterer til fest og teater ledsaget af et gourmetmåltid, er den lille familie bestående af Leonora (Witt), Jacob (Gullestad) og deres datter Alice (Remman) ikke svære at lokke.

Der burde nok have ringet en klokke for Leonora og Jacob – når noget virker for godt til at være sandt, så er det det som regel også. Heri ligger da også hovedproblemet i instruktør Jarand Herdals andre spillefilm: Vi har virkelig svært ved at tro på den konstruerede historie.

Selvfølgelig er alting ikke, som det ser ud – hvilket vi heller ikke forventer af en gyser – men i det ekstravagante historiske hotel, der drives af den karismatiske Mathias (Harr), er der for meget, der ikke hænger sammen.

Herdal har bestemt en sans for det mystiske og en lækker visuel stil; det er spænding og troværdighed, det skorter på. Vi føres gennem rødklædte gange med tunge væg-til-væg-tæpper, makabre malerier og dunkel belysning, hvor “gæsterne” er iført creepy guldmasker, mens “skuespillerne” laver live-action teater. Fiffigt og fascinerende med flere gode enkeltscener, og visuelt er filmen en rigtig lækkerbisken.

Desværre tager hovedpersonerne for mange tåbelige valg, baggrunden for historien serveres drypvis på en måde, der hverken er elegant eller subtil, og slutningen er ét stort antiklimaks.

 

Kadavers stærkeste kort er den iboende uhyggelige stemning, flot fotografering og gode skuespilpræstationer fra Thorbjørn Harr og Helge Jordal (der dog bliver brugt alt for lidt). Især Witt, der ikke ligefrem har Shelley Duvalls rædselsregister, og Gullestad slipper derimod uheldigt fra Kadaver, hvilket dog til dels skyldes et dårligt/ufærdigt manuskript, hvor der males med bred pensel, og dialogerne virker tvungne.

Der er desværre noget uforløst over hele projektet, og vi tror, at nogle ekstra runder med manuskriptet kunne have udbedret mange af filmens mangler. Tre lunkne stjerner.