Anmeldelse: Kærlighed og anarki, 1. sæson

Netflix fortsætter sin velgennemtænkte strategi med at tilbyde sine 200 millioner abonnenter stadig mere lokalproduceret indhold. Et klart fortrin i streaming-krigen mod konkurrenter som Disney+, Amazon Prime og Apple TV+. Og med Kærlighed og anarki lykkes de i den grad!

Lisa Langseth er manuskriptforfatter sammen med Alex Haridi, der tidligere har samarbejdet med streaming-giganten på Quicksand – Størst af alt. Med Kærlighed og anarki debuterer Langseth som instruktør på en mere hverdagsagtig serie og serverer en herlig feelgood drama-komedie med en strålende Ida Engvoll i hovedrollen.

 

Sofie (Engvoll) er en fremadstormende karrierekvinde med livet på skinner. Stor, flot lejlighed i centrum af Stockholm og fremtiden planlagt samt mand og to børn. Hun ernærer sig som digitaliseringskonsulent, hvilket vil sige, at hun går ind som en “reddende engel” i gammeldags virksomheder, der har brug for at stige på det digitale revolutionstog.

Hendes nye kunde er et støvet forlag, der ikke ligefrem har haft innovation, digitalisering og teknologisk forkant på agendaen de sidste 15 år. Sofie kommer ind som en hvirvelvind og vil vende op og ned på alting – og møder forventelig modstand fra de ansatte.

Som stressaflastning tager Sofie et par gange om dagen en lille hyggestund med pornofilm på mobilen og hørepropper i ørerne. Desværre bliver hun opdaget af forlagets unge IT-tekniker, Max (Mosten), hvilket sætter gang i en række uventede og uforudsigelige begivenheder.

Ida Engvoll er perfekt som den lidt naive, småstressede, “uartige” og herligt nysgerrige karrierekvinde, der får ny spænding i tilværelsen ved at spille et vovet spil med sin meget yngre kollega – en frydefuld svensk blanding af Elisabeth Moss og Margot Robbie.

De to udfordrer hinanden med stadig vildere påfund, som efterhånden eskalerer ud af kontrol og skaber kaos og hverdagskomik på arbejdspladsen. Her møder vi frygt for at blive effektiviseret væk, latterlig politisk korrekthed, outrerede forældre, konfliktsky chefer og kvinder, der kan og vil stå på egne ben. Enkelte af personerne er for stereotype, men Langseth har fundet en god balance og har herlig komisk timing.

Et ekstra klap på skulderen for at holde episoderne under en halv time. Alt for mange serieskabere har det med at tvære episoderne ud, så man efterhånden træder vande.

Historien er ikke specielt original eller nyskabende, men et interessant persongalleri, kvikke dialoger og glimrende skuespil gør serien til en af efterårets store charmebomber. Fem stjerner!