Anmeldelse: Kærlighed og anarki, 2. sæson

En mørk efterårsaften i 2020, mens coronapandemi og social afstand rasede, kom der et lille lys i mørket fra den svenske serieskaber Lisa Langseth.

I Kærlighed og anarki mødte vi digitaliseringskonsulenten, som midt i livet bliver hyret til at få sat skik på et antikvarisk forlag. Her falder den gifte kvinde Sofie (Engvoll) pladask for den nørdede unge IT-tekniker Max (Mosten). De indleder et såkaldt upassende forhold præget af gensidig tiltrækning, tillid, begær og befriende legelyst.

Det udvikler sig til et hemmeligt spil på kontoret, hvor de giver hinanden de mest bizarre udfordringer.

Da vi halvandet år senere igen træder ind i deres liv, er Sofie blevet skilt, hendes forhold til Max er fortsat dybt hemmeligt (men de ter sig stadig som kaniner), og hun arbejder ikke længere hos Lund & Lagerstedt.

Sofie er flyttet ind i en ny lille lejlighed og har teenagebørnene i en 50/50-ordning. Via bekendte kommer hun i kontakt med investorer, som ser et stort potentiale i storytelling, og får mulighed for at komme tilbage til forlaget – denne gang som daglig leder.

Men et dødsfald i den nærmeste familie rammer Sofie som en knytnæve i mellemgulvet. Frem for at lytte til kroppen og bearbejde sorgen lukker hun alle følelserne inde og alle de nære kontakter ude. Automatreaktionen fører hendes liv i den forkerte retning, så hun til sidst er ved at miste sig selv, alt, hvad hun står for, og kærligheden.

Som en konsekvens af sorgen laver Sofie en “Flight Attendant” og indleder (ufrivilligt) lange samtaler og dybt frustrerende diskussioner med afdøde, ofte på højst upassende tidspunkter og steder. Og Max søger nye græsgange, bliver en populær hobbygartner på Instagram og går i seng med den søde receptionist.

Det lyder måske ikke helt som opskriften på en komedie, men 2. sæson er da også snarere et mellemmenneskeligt drama end en letbenet komedie. Lisa Langseth har dog ikke glemt personernes udgangspunkt og leverer rigelig med herlig lettere absurd komik! Hendes blik på en selvhøjtidelig branche er oftest spot-on, omend noget tendentiøst.

Kærlighed og anarki byder ofte på komik, som hælder mod den mørkere genre, men jeg skal da lige love for, at Nordens svar på Elisabeth Moss – Ida Engvoll – leverer varen. Engvoll er lige så imponerende og troværdig som diabolsk femme fatale, som hun er som dybt mentalt nedbrudt og legesyg nyforelsket. Serien og plottet er centreret om hende, og hun er uden tvivl den bærende søjle.

Ind fra højre kommer to nye personer: David Dencik som en lidt for karikeret “sensitivitetsekspert” (som symbol på det krænkelsessamfund, vi lever i) og Marina Bouras. Som fandenivoldsk dansk forfatterdiva er Bouras et friskt pust i ensemblet, en herlig parodi på selvhøjtidelige forfatterkunstnere, og hendes historie giver mere shine til dygtige Gizem Erdogan.

Vi tager hatten af for Langseth, som er lykkedes med noget, de færreste serieskabere formår, nemlig at videreudvikle en historie narrativt, samtidig med at hun har bevaret grundideen. Serien er bestemt ikke en simpel romantisk komedie efter amerikansk standard, men den formår både at underholde og bevæge os og at få os til at grine stort. Fem stjerner.

2. sæson har global premiere på Netflix den 16. juni.