Anmeldelse: Kastanjemanden

Den største streaminggigant af dem alle, Reed Hastings Netflix, fortsætter med at levere originale lokale produktioner i et imponerende højt tempo. De har da også i det store og hele en høj kvalitet og underholdningsværdi.

Med miniserien Kastanjemanden har Netflix indtil nu lanceret hele ti nordiske TV-serier, hvoraf tre er danske, og der er kun gået lidt over tre år, siden deres første nordiske serie, The Rain, blev lanceret for fuld udblæsning.

 

En tabt barndom

Baseret på Søren Sveistrups medrivende debutroman bliver vi inviteret med på en ganske klassisk nordisk krimi noir-rejse med et bagtæppe af dysfunktionelle familier, børnemishandling, familietragedier og bestialske drab – hvor hvert gerningssted er “signeret” med en uhyggelig kastanjemand.

Vi aner, at det hele begyndte tilbage i 1987, hvor et massedrab, med børnehjemsbørn involveret, fandt sted i landlige egne af Danmark.

I 2020 forsvinder den danske socialministers 12-årige datter, Kristine, et drab, som Linus Bekker påtager sig ansvaret for. Han dømmes efterfølgende for kidnapning, drab og ligskænding – men man finder intet lig. Det vækker minder om niårige Therese Johannesens tragiske, virkelige forsvinden i Norge i 1988. Ti år senere blev svenske Thomas Quick dømt for drabet, uden noget lig eller findested.

I Kastanjemanden eskalerer det til total forvirring, da nogle unge mødre på bestialsk vis bliver dræbt lige uden for København. På gerningsstederne finder politiet en kastanjemand med Kristines fingeraftryk …

Klassisk nordic noir

Fans af nordiske krimier, både i bog- og serieform, vil finde sig godt til rette i Kastanjemandens univers – på godt og ondt.

Sveistrup er ikke bare forfatter, men også serieskaber, en rolle, den erfarne ræv også havde på bl.a. Forbrydelsen. Vi finder vi da også mange lighedstræk med serier som netop Forbrydelsen, Broen og Adler-Olsens Afdeling Q.

Denne gang er hovedefterforskeren heldigvis ikke en midaldrende hvid, alkoholiseret, afdanket mand. Rollen beklædes af Danica Curcic (Equinox) som alenemoren Naia Thulin med et stærkt socialt engagement.

Hun ønsker egentlig at trappe ned til et kontorjob, men sammen med hendes nye makker, den noget modvillige efterforsker fra Europol Mark Hess (Mikkel B. Følsgaard), bliver den nye seriemordersag altopslugende.

Hvem står bag de makabre drab? Er der en sammenhæng? Og, ikke mindst, er Kristine i live?

Krimiklicheer

Produktionsselskabet er SAM Productions, som også står bag Netflix’ Ragnarok. Med Kastanjemanden har de virkelig ikke truffet mange kontroversielle eller risikable valg.

Plottet plages af lidt for mange påfaldende tilfældigheder og ankomster til gerningsstedet akkurat for sent. Politicheferne er påståelige og ikke så gode til at lytte, mens nye kolleger mødes med stor skepsis. Og selv om Thulin ikke er alkoholiseret, har hun helt sikkert noget i bagagen og lever ikke et helt normalt liv.

Det er sjældent, vi bliver siddende yderst på stolekanten og bider negle – men det er en solid, jordnær og troværdig krimifortælling, Sveistrup serverer for os. Det grufulde bagtæppe med børnemishandling og vanrøgt sidder hele tiden som en sitrende spænding i de nedslidte, dunkle vægge.

Plotopbygningen fungerer godt, og spændingen omkring koblingen til fortiden samt den mulige forbindelse mellem drabene krydrer dramaturgien. Så må vi hellere bærer lidt over med alle de eklatante klicher.

Serien formår også at væve fortællingen sammen af flere mulige gerningsmænd og ledetråde, så vi som seere må famle lidt i mørket. Både Curcic (om end noget monotont) og Følsgaard leverer desuden nogle solide rollefortolkninger.

Kastanjemanden er blevet en velkomponeret nordisk krimi med en fin blanding af spænding og mysterier. En serie, som garanteret vil finde et stort publikum langt uden for Norden. 4 stærke stjerner og så absolut et kig værd nu, da efterårsmørket sænker sig.