Undertegnede gav faktisk Kick-Ass fem stjerner i sin tid, og de var velfortjent. Filmen om den nørdede Dave, der legede superhelt for sjov, og den mere effektive Big Daddy, der optrænede sin 11 år gamle datter som dræbermaskinen Hit Girl, havde herlige replikker og en kæk humor, som tog brodden af den tegneserieagtige vold.
Nu er Big Daddy død, og Hit Girl fortsætter kampen mod byens afskum sammen med Daves alter ego, Kick-Ass. Men hendes velmenende stedfar, der er politimand, overtaler hende til at lægge superheltekarrieren på hylden og begynde at interessere sig for makeup og den slags. Hvilket hun mærkeligt nok også gør, indtil hovedskurkens søn fra etteren bliver til superskurken The Motherfucker (!) og beslutter sig for at udslette de efterhånden temmelig mange selvbestaltede superhelte.
Chloë Grace Moretz yder igen en stor præstation som den hårdtslående Hit Girl, der også kan vende på en tallerken og fremstå som det rene dydsmønster. Christopher Mintz-Plasse som The Motherfucker er derimod ikke meget mere end en pinlig og trættende parodi (lidt ligesom Chris Tucker i Det femte element). Og hvad Jim Carrey – og hans rolle – overhovedet laver her, forstår vi simpelthen ikke. Efter endnu et skoleskyderi i USA lagde han da også afstand til filmen.
Toeren er proppet med grafisk, til tider kvalmende vold, som i modsætning til den første film hverken fremstilles særlig tegneserieagtigt og/eller ironisk. Hvis det var meningen, har de i hvert fald skudt langt ved siden af målet! Her bliver det bare klodset, pinligt og plat, og kun i glimt får vi lidt humor mellem alle blodstænkene. Man føler, at ens hjerne bliver gennembanket i en time og 43 minutter! To stjerner til dette makværk!
På Blu-ray har filmen god, men for højt tunet lyd (dts-MA 5.1) og rigtig god billedkvalitet. Blandt bonusmaterialet er der en fin bag-om-filmen, nogle udeladt scener og en alternativ åbningsscene.
Fakta:
- Release: 22. januar 2014
- Instruktør: Rawson Marshall Thurber
- Medvirkende: Jason Sudeikis, Jennifer Aniston, Emma Roberts, Will Poulter, Ed Helms, Nick Offerman
- Genre: Komedie
- Land: USA
- År: 2013
- Tid: 1:59 timer