Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Kidnappet

Blu-ray anmeldelse

Familiefilm er en vanskelig genre, der let bliver pinligt overtydelig og irriterende fordummende. Kidnappet er ingen af delene, men en film, som tager børn alvorligt og serverer en god, tankevækkende og engagerende thriller.

Publiceret 02/05/2012 - 09:00
Kidnappet
Tor Aavatsmark

Ti år efter adoptionen af kenyanske Simon tager hans mor, Susanne (Connie Nielsen, Gladiator) ham med tilbage på ferie til Kenya. Allerede første dag havner han, på jagt efter sin fodbold, alene i Nairobis slumkvarter og kommer i kontakt med tvivlsomme typer, som hurtigt ser, at de kan tjene store penge på en rig europæer.

Vibeke Muasya har instrueret en drivende spændende og meget kontrastfyldt film. Den slående kontrast fra begyndelsen i trygge og velorganiserede Danmark, til vi hovedkulds kastes ind i Nairobis slumområder, slår dig i maven. Den desperation, som river i Susanne, er til at tage og føle på, og Connie Nielsen leverer en stærk præstation. Her oplever hun det komplette mareridt, som nager i baghovedet på alle forældre – at man miste sit barn. Når det samtidig sker i et fuldstændig fremmed land, hvor hun kæmper for at få hjælp, og volden og korruptionen florerer, forværres situationen betragteligt.

Kidnappet er en meget velspillet og stramt instrueret thriller, som holder et højt internationalt niveau. Billede og klip tager dig med ind i situationen på en næsten dokumentarisk måde og giver, sammen med det gode skuespil, et autentisk præg på historien. Filmens store styrke ligger i, hvor godt den trækker veksler på kontrasterne samfundene imellem og bruger det bureaukratiske, gennemkorrupte Kenya, hvor jagten på penge demoraliserer hele landet, som en egen aktør i plottet. Fem stjerner!

Udsøgt billedkvalitet med gode kontraster og gnistrende farver. Kun en luset musikvideo i bonus.

Karakter
Kidnappet

Fakta:

  • Release: 3. maj 2011
  • Instruktion: Vibeke Muasya
  • Medvirkende: Connie Nielsen, Lars Mikkelsen, Simon Larsen, Amos Odhiambo, Irene Kayeri, Arnold Ochieng
  • Genre: Drama
  • Land: Danmark
  • År: 2010
  • Tid: 1:30 t.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top