: Kings Bay

Den 5. november 1962 skete der en eksplosion i en mine i Kings Bay på Svalbard, og 21 mennesker omkom. Ulykken førte til en regeringskrise i Norge, hvor Arbejderpartiet (der havde været ved magten siden krigen) måtte gå af. 55 år senere er årsagen til ulykken stadig ukendt. Men hvad nu hvis det ikke var en ulykke?

Manuskriptforfatter og instruktør Stig Svendsen har kogt en relativt spektakulær konspirationsteori sammen om, at hændelsen ikke var en ulykke, men tværtimod en lille brik i stormagtsspillet mellem amerikanerne og russerne under en af de køligste perioder af den kolde krig. Et fascinerende omend noget søgt plot, som desværre skæmmes af klicheer og stereotyper, der kommer som perler på en snor.

Sangerinden Kari Bremnes debuterer i rollen som den arketypiske udkørte journalist på den lokale avis Nordlys. Selvfølgelig hun er overbebyrdet, misforstået af den håbløse ledelse (der kun går op i antallet af klik på avisens hjemmeside) og svært drikfældig, og kører i en gammel spand, der aldrig vil starte. Underligt nok, da en norsk journalistløn burde række til en mere anstændig bil …

Bremnes slipper rimelig godt fra debuten. Indimellem er hun en lidt for stiv og staccato-agtig, men bestemt en godkendt indsats i forhold til det manuskript, hun har at arbejde med.

Værre er det, at instruktør Svendsen har medtaget alle de forudsigelige klicheer fra film om sammensværgelser og dybdeborende journalistik. Træt journalist i opposition til ledelsen plages af en ung nybegynder og møder folk i mørke parkeringskældre, hvor lyset pludselig slukkes; pakker (ofte med intetsigende indhold) leveres til hende af en ukendt informant; og alle, lige fra redaktøren til universitetsprofessoren, er arketypiske stereotyper.

Endnu mere problematisk er det, at filmen mangler spænding. Spændingskurven (og den dramaturgiske udvikling) er lige så flad som hjertekurven på et daggammelt lig. Der er kun få overraskelser og ikke meget, der kan få én ud på kanten af stolen. De fleste oplysninger finder Bremnes frem til via Wikipedia og Google (så meget for dybdeborende journalistik!), og scenen med den norske efterretningstjeneste er for kort og ikke særlig troværdig.

Det mest positive, der kan siges om Kings Bay, er at Tromsø fremstår flot og eksotisk i sin smukke vinterdragt, samt at filmen er én lang nostalgisk gestus til os, der voksede op i 1980’erne. Men i 2017 stiller vi altså større krav til thrillere. To stjerner.

Billedkvaliteten er godkendt, omend der er lidt for meget støj i mørke scener. Lydsporet plages af en lidt skrigende, overfokuseret diskant og mangler fylde. Intet bonusmateriale.