Anmeldelse: Alien: Covenant

For tredje gang sidder legenden Sir Ridley Scott – som fylder 80 i november! – i instruktørstolen på en Alien-film. Med Prometheus (2015) genoplivede han franchisen og gav sin egen klassiker fra 1981 en ny dimension.

Kolonialisme

I det Herrens år 2104 er det enorme rumskib Covenant (“Pagten”) på vej til en fjern galakse med to tusind kolonister. De rammes uforvarende af en solstorm, som skader skibet alvorligt, tager livet af kaptajnen og vækker hele besætningen – syv år før tid. Alle nybyggerne, på jagt efter en bedre fremtid, ligger stadig i hypersøvn.

Da Tennessee (McBride) tager på rumvandring for at reparere skaderne på skibet, opfanger besætningen et signal fra en planet i nærheden. Overraskende nok viser analyser, at planeten virker beboelig. Den nye kaptajn, den stærkt religiøse Oram (Crudup), beslutter at undersøge sagen, mens hans næstkommanderende, Daniels (Waterston), opponerer mod den kontroversielle beslutning.

I tidslinjen befinder vi os 11 år at efter Elizabeth Shaw (Noomi Rapace) sammen med cyborgen David (Fassbender) havarerede i det ydre rum.

Filosofisk dimension

Mens filmen i alt væsentligt er en rendyrket action- og underholdningsfilm, er Scott ikke bange for at kræve noget af tilskuerne. Ligesom i Prometheus giver han også denne gang filmen en filosofisk dimension. Alien: Covenant går lige ind i den aktuelle diskussion om kunstig intelligens, og hvad der sker, hvis maskinerne bliver smartere end menneskene, får fri vilje og begynder at handle på egen hånd.

Det filosofiske element gestaltes af en aldeles glimrende og subtil Michael Fassbender i dobbeltrollen som de to cyborgs David og Walter. David er en ældre model, som også har evnen til at skabe, filosofere og tænke frit. Med andre ord er han et skoleeksempel på den type kunstig intelligens, som bl.a. Elon Musk advarer imod.

Med små nuancer, mimik og kropsbevægelser portrætterer Fassbender de to cyborgs med bravur! Manusforfatterne har også udstyret ham med de saftigste replikker – som var han selveste Satan, udtaler David f.eks.: “Better to reign in hell than serve in heaven.”

Mere eksplicit

Alien-filmene har altid haft et vist element af grafisk vold og “eksploderende” kroppe; faktisk mindst i den overvejende psykologiske thriller Alien (1981), men også dér fik vi monstre at se, der sprængte sig ud af kroppen på mennesker.

I Prometheus tog Scott det et skridt videre, men i Covenant er han gået all-in! Besætningen er kraftigt udvidet, og flertallet er kun medtaget for at være Alien-føde, men den måde, de dør på, er langt mere voldelig, blodig og eksplicit end tidligere; indimellem unødig eksplicit.

Hoveder bliver hugget af og spist, monstrene sprænger sig ud af både rygge, munde og maver, og dødstallet stiger hurtigt. Lidt for meget af det gode efter vores smag, men herligt nok er monstrene også mere afskyelige og uhyggelige end nogensinde – og hvor vokser de dog hurtigt!

Gennemført håndværk

Som altid i en Ridley Scott-film er der ikke meget, der er overladt til tilfældighederne, og det er bundsolidt håndværk fra A til Å.

Scenografien er dystopisk og slående, og passer perfekt til den mørke, dystre stemning. Det er ægte, beskidt og tydeligvis et stykke nede ad rangstigen. Et rumfartøj og en version af rummet, der er milevidt fra den polerede version, vi får serveret i bl.a. Passengers. Åbningssekvensen er som taget ud af en minimalistisk Kubrick-scene.

Soundtracket, der er krydret med storslåede klassiske værker, forstærker og uddyber handlingen. Og sidst, men ikke mindst får vi lækker cinematografi af Dariusz Wolski. Uanset om det er majestætiske panoreringer over karrige landskaber eller helt tæt på i besætningens brutale dødskampe med xenomorphs, så trækker kameraføringen os ind i filmen.

Ikke lydefri

Apropos den store besætning, så er det faktisk en af filmens svagheder: Der er simpelthen for mange personer. De fleste er som nævnt kun med som hurtige måltider for sultne rumvæsner, men problemet er, at vi får en lang række karakterer, der ikke virker, som om de er af kød og blod (eller rettere: Blod har de tydeligvis rigeligt af), og vi er ret ligeglade med, om de lever eller dør.

Desuden har handlingen nogle svagheder, idet alle besætningsmedlemmerne uden undtagelse træffer usædvanlig mange tåbelige og utroværdige valg. Vi forstår udmærket, at formålet er, at de fleste skal lide en grusom og blodig death-by-monster, men det kunne have været gjort mere elegant end her.

Den næstkommanderende Daniels er også blandt filmens svage led. Hun virker unødvendigt (og irriterende) svag og usikker, lidt utroværdig og er mile vidt fra den badass-heltinde, vi fik med Sigourney Weaver i Alien og Aliens. Det er muligvis tilsigtet, men der er noget, der skurrer ved hendes karakter; hun virker simpelthen ikke “fit-for-flight”.

Selve plottet i Covenant er ikke lige så nyskabende som i Prometheus, og wow-effekten udebliver til dels. Det er lidt for meget af det samme, som vi tidligere har set fra Alien-universet. Men det er nu heller ikke så ilde, og vi bliver i den grad stadig både underholdt og skræmt! Fire solide stjerner.

Spektakulært lydbillede

Alien: Covenant byder på masser af heftig lyd! 4K-udgivelsen har Dolby Atmos, som giver os et meget detaljeret surround-spor, hvor lydene fra skibet omgiver os til alle sider. Det knager, brager og eksploderer med herlig slagkraft, men samtidig er lydsporet så nuanceret og delikat, at dialogerne hele tiden står krystalklart. Dundrende eksplosioner får både subwooferen, sofaen og grundmuren til at ryste, men det bliver aldrig forvrænget. Verdensklasse!

Billedkvaliteten er også rigtig god, skarp og detaljeret, men desværre er billedet gennemgående lidt for mørkt.

På bonusfronten får vi et interessant kommentarspor fra Ridley Scott, udeladte og udvidede scener, stills, nogle korte features, trailere og en timelang bag-om-filmen med Scott i fokus.