Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

anmeldelse: Blodig jagt på den hellige gral

Knightfall, 1. sæson

Den sagnomspundne tempelridderorden er i fokus i ny storsatsing fra History.

Publiceret 12/12/2017 - 09:57
Blodig jagt på den hellige gral
Tor Aavatsmark

History-kanalen har fået enorm succes med deres første originale serie, Vikings, som nu kører på 5. sæson. Ved at vende blikket ca. to hundrede år frem i tiden til den mørke middelalder håber History – og HBO Nordic – at fange nye serie-entusiaster.

Korsfarerne

Den katolske kirke i Europa havde i middelalderen et brændende ønske om at tage kontrol over Det Hellige Land (hovedsagelig det nuværende Israel/Palæstina) og beskytte de mange pilgrimme. Med mandat fra paven blev bølger af korsfarere og tempelriddere sendt sydpå.

Pave Urban II fik under koncilet i Clermont den “ære” at sætte det hele i gang. I 1095 godkendte han det første europæiske korstog mod Det Hellige Land. Målet var at smide muslimerne ud og sikre den katolske kirke fuld kontrol over landområdet og helligdommene. Området var på den tid kontrolleret af det tyrkiske Seljuk-imperium.

(Foto: History)

And … action!

Knightfall spilder ikke tiden, men kaster os direkte ind i det grandiose slag ved byen Akko i det Herrens år 1291. Akko blev korsfarerne sidste bastion i Det Hellige Land, men 100.000 mand banker på porten for at smide dem ud – én gang for alle …

Vi får et højt tempo i de første episoder, hvor Knightfall byder på heftige sværdkampe og episke slagscener, lækkert og effektivt koreograferet, så man bl.a. får kampene at se fra indersiden af de ubekvemme hjelme. Men seriens special effects er ikke så imponerende som i Game of Thrones.

Tempelridderne forrådes, og Landry (Cullen) og hans mænd må opgive forsvaret af Akko og af de kristne og jøderne. Hals over hoved flygter de med Den Hellige Gral, men under flugten går Gralen tabt, og tempelridderne sidder slukøret tilbage og slikker deres sår i Paris.

In absentia

I 1306 har tempelridderne samlet deres styrker i Paris, men har indtil videre lagt generobringen af Det Hellige Land på is. Landry er dog en af de ivrigste fortalere for et nyt korstog, og selv om meget af hverdagen nu går med træning og møder, skorter det ikke på religiøse konflikter i byernes by.

Kong Filip II August af Frankrig (Stoppard) døjer med en slunken statskasse, og der sættes spørgsmålstegn ved nytten af at opretholde den dyre tempelridderorden. Desuden kæmper han med voksende antisemitisme i Paris, som kulminerer med, at jøderne – “for deres egen sikkerheds skyld” – fordrives fra byen. Men kongen har et råddent æble i sin indre kreds, og jøderne angribes.

Efter at tempelriddernes leder, Godfrey, bliver dræbt af landevejsrøvere, opstår der en konflikt mellem ridderne om, hvorvidt de skal forsvare jøderne. Som en af dem siger: “Jøderne er ikke vores problem!” Dermed sættes serien også ind i en moderne politisk kontekst. Landry er dog urokkelig, og efter en afsløring fra dronning Johanna (Ross), som han jævnligt bedækker – trods sit kyskhedsløfte – drager tempelridderne ud for at forsvare jøderne.

Ind på banen kommer også Parsifal (Schofield), der bliver seernes guide ind i den hemmelighedsfulde tempelridderorden.

(Foto: History)

Flot produktion

Knightfall er en stor og dyr produktion, og det kan ses. De flotte rekvisitter, kostumer og locations emmer af middelalder, og der er lagt mange ressourcer i tidsrigtige klædedragter og detaljer. Præcis hvor historisk korrekt serien er, en anden sag – man har taget sig nogle kunstneriske friheder og dramatiseret historien en del.

Det kniber lidt med seriens special effects, men slagscenerne fungerer godt, når mænd støder sammen og giver den alt, hvad brynje, visir og sværd kan tåle. Når det er sagt, så kunne man måske have nedtonet brugen af slowmotion og hangen til blodsprøjtende årer lidt.

Storpolitik, rænkespil og bedrag

Pave Bonifacius (Jim Carter fra Downton Abbey) ligger i magtkamp med kongen, både om, hvem der skal styre tempelridderne, og om samfundsudviklingen generelt. Carter giver en glimrende fortolkning af den ivrige, effektive pave.

Serien byder på et interessant plot, solide figurer (som dog indimellem er lige lovlig pompøse) og en fascinerende historisk baggrund. Vi møder nogle seje alfahanner i form af tempelriddere, der har set døden i øjnene mere end én gang, og der er god plads til personudvikling i løbet af serien.

(Foto: History)

Dagsaktuel

Her, godt 700 år senere, kan vi lettere opgivende konstatere, at konflikter med religiøs baggrund langtfra er fortid. Terrorangreb og ekstremistiske islamister er kun toppen af isbjerget, og også i dag er Jerusalem en religiøs krudttønde, hvor konflikter holdes kunstigt i skak med magtanvendelse og våben. Noget, der sætter serien ind i en grel moderne kontekst.

Knightfall er lidt pompøs med lejlighedsvis langhårede replikker som “I’m a lonely warrior, in need of love”, men generelt et flot historisk action-drama med intriger og interessante personer, der i stil minder mere om Rome end Game of Thrones.

Seriens styrke ligger i blandingen af historiske begivenheder, politiske og religiøse magtkampe og personer, vi kan interessere os for. Efter kun to episoder sidder serien ikke helt i skabet, men vi tror på, at den kan udvikle sig til en mere værdig arvtager til Vikings. Lidt unødigt blodig og med en famlende start, der mangler tyngde, men bestemt til fire fortjente stjerner. En serie, der bør appellere til både historisk interesserede og dem, der snarere er ude efter ren underholdning. (Anmeldelsen er baseret på de første to ud af ti episoder).

Knightfall kan streames fra HBO Nordic fra den 7. december med et nyt afsnit hver uge. Både lyd- og billedkvalitet er til fem stjerner.

picture2
<
>
(Foto: History)
Karakter
Blodig jagt på den hellige gral

Fakta:

HBO Nordic
Release: 7. december 2017
Instruktion: Douglas Mackinnon m.fl.
Med: Tom Cullen, Pádraic Delaney, Simon Merrells, Olivia Ross, Julian Ovenden, Ed Stoppard, Jim Carter
Genre: Action/drama
Land: USA
År: 2017
Tid: 10:00 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top