Anmeldelse: Kodenavn: Annika, sæson 1

Nordiske serier har længe høstet anerkendelse i det store udland, hvor mange af dem er havnet i kategorien “Nordic Noir”.  

Serier som Broen, Forbrydelsen, Wisting, islandske Katla og Jussi Adler-Olsens Q-film har åbnet et helt nyt marked for nordisk krimi. 

Det er derfor ikke så mærkeligt, at streaminggiganterne er hoppet med på trenden, hvor Netflix‘ Kastanjemanden er et af de mere succesfulde projekter. 

 

Lang tradition

Kvindelige krimi-/actionheltinder er absolut ikke nyt på lærredet, hvor vi har set ikoniske karakterer som Anne Parillaud i Luc Bessons La femme Nikita, Bridget Fonda i Point of No Return, Angelina Jolie i Salt, Kristen Bell i Veronica Mars, Rachel McAdams i True Detective, eller den heftigste av dem alle, Jodie Foster i Ondskabens øjne. 

Nu har vi virkelig fået vores egen ærkenordiske krimiheltinde. 

Det er serieskaberen Mia Ylönen, der sammen med instruktøren AJ Annila (Peacemaker) har rekrutteret hovedrolleindehaveren Sannah Nedergård (Den svovlgule himmel) til noget så originalt som en finsk-svensk krimicocktail. Og det fungerer (efterhånden) overraskende godt. 

Finsk-svensk krimi noir

Kodenavn: Annika tager os med til smukke Helsinki, hvor Emma Haka (Nedergård) er politiefterforsker med speciale i kunstsvindel.  

Der bliver vendt op og ned på den erfarne efterforskers liv, da politiet i Stockholm beder om assistance i forbindelse med en suspekt kunstauktion. En auktion, hvor de har mistanke om, at kunsthandleren Rasmus Ståhlgren (Ardalan Esmaili, Snabba Cash) har gang i en omfattende hvidvaskning af penge under dække af sit kriminelle netværk med internationale forgreninger.  

Emmas komplekse opgave består i at påvise en klar forbindelse mellem Ståhlgrens kunstvirksomhed og pengestrømmen til det internationale forbrydersyndikat Carpentier.  

Men Emma er uerfaren som feltagent, og politiet i Stockholm holder kortene tæt til kroppen – og i skyggerne lurer tilsyneladende den flygtige bagmand, Blanko.  

Opgaven bliver ikke lettere af, at hun er splittet mellem sine to “personligheder” og går mere og mere ind i rollen som Annika, som har en udsvævende livsstil og en hårdkogt kriminel omgangskreds. Oven i det hele dukker traumer fra hendes barndom hele tiden op til overfladen. 

Famlende start

Den starter irriterende vaklende med flere karikerede svenske politichefer og en Annika, der så åbenlyst er undercover; med en yderst mistænkelig “toilettaske”, som hun peger (filmende) i alle retninger, og ørepropper, der skriger ud: “Hey, gutter! Jeg kommunikerer med en politibil udenfor.”    

Men så vokser serien, og ikke mindst karaktererne, på os. Ikke mindst takket være en fremragende Nedergård.  

Annikas øjne og ansigtsudtryk er fortryllende, men samtidig forvirrende og utroligt udtryksfulde. Nedergård kommunikerer et imponerende spektrum af følelser og oplevelser fra smerte til glæde og overraskelse alene i ansigtsudtrykket. At den 29-årige ikke tidligere har spillet en hovedrolle, er nærmest utroligt.  

Der er bestemt nogle løse og for enkle handlingstråde, som hverken giver mening eller bliver fulgt op på en tilfredsstillende vis. Der er også lidt rigeligt med gentagne flashbacks. Og, som tidligere nævnt, er nogle af personerne overdrevent karikerede og irriterende stereotype. 

Engagerende persongalleri

Krimielementerne og spændingsniveauet ligger meget tæt på deres amerikanske modstykker, men det er i det mangefacetterede persongalleri og karakterernes dybde, at Kodenavn: Annika skiller sig ud fra mængden. Ikke med alle personerne, men alligevel.  

Seriens mest interessante træk er hovedpersonens personlige udvikling og hendes krævende jonglering med privatlivets Emma og den benhårde, kyniske Annika. Forholdet til hendes sympatiske kæreste, brogede familie og tidligere kolleger er engagerende og vækker genklang, så det krydrer de mere generiske actionscener.  

Afsnittet, der finder sted i hendes (lettere demente) fars hjem, er sæsonens stærkeste, og det syder af spænding, ægte liv og afslører tydeligt den åbenlyse kollision mellem hendes to divergerende verdener.  

Eva Melander giver en solid præstation som politikvinden, der har været ude en vinternat før, mens Helena Bergström (Änglagård) stråler som den lidt outrerede champagnediva i al sin pragt. Vi vil også gerne fremhæve Pekka Strang, som formår at tilføje tvetydig dybde og mystik til en tilsyneladende “simpel” karakter.  

Franske Clarisse Lhoni-Botte har et svært job som femme fatale Béatrice Joly. En kvindelig badass, der skifter mellem at være Annikas nemesis og bedste ven, men karakteren er for dårligt udviklet og i første omgang kunstigt konstrueret. 

Lovende fremtid for nordisk krimi

På det tekniske plan er Annika imponerende, med tydelige tegn på et stort budget og et særdeles professionelt hold bag kameraet. Serien byder på absolut smuk fotografering (Sari Aaltonen), lyssætning og klipning. Den barske nordiske natur får også alt, hvad den kan trække. Den flydende overgang mellem svensk og finsk fungerer også smukt og er en eksotisk styrke.  

Slutningen er lidt af et antiklimaks, men også her formår manuskriptforfatterne at komme med et overraskende twist.  

Med sin første nordiske serie rammer nytilkomne SkyShowtime plet, og det lover godt for lokale produktioner i en tid, hvor streaminggiganterne skærer hårdt i indholdsbudgetterne. Og vi tager gerne en runde mere med den fyrige finske flamme Annika. 4 solide stjerner.  

Kodenavn: Annika har streamingpremiere den 30. september. Anmeldelsen er baseret på samtlige afsnit.