I år er det 33 år siden, at en af reaktorerne på atomkraftværket i Tjernobyl i det daværende Sovjetunionen (i dag Ukraine) bogstavelig talt sprang i luften. Den værste atomulykke nogensinde var en kendsgerning – og sovjetrusserne gjorde alt, hvad de kunne, for at dække over katastrofen/skandalen.
Realistisk dyster
En række uheldige omstændigheder – bl.a. billige og dårlige løsninger i reaktoren, inkompetente ledere på kraftværket, forsøg på at redde eget skind, higen efter forfremmelse og fokus på egen kortsigtet vinding samt ikke mindst et udueligt, korrupt system befolket af ja-mænd – skabte den “perfekte storm”.
Det er en dyster scenografi, vi præsenteres for. Den lille by tæt på det store atomkraftværk er arketypisk russisk med gigantiske betonboligblokke så grå, ensformige og dystre, som kun en totalitær kommunistisk stat kan bygge dem. Skidenbrune og mørkegrønne farver dominerer.
Befolkningen, der overvejende er arbejdere, lever i lykkelig uvidenhed og stoler blindt på myndighederne, når de forsikrer, at alt er under kontrol, og at der bare har været en mindre alvorlig ulykke. I virkeligheden svarede strålingen til otte Hiroshima-bomber og spredte død og ødelæggelse i området omkring reaktoren, men byen blev først evakueret efter 36 timer!
Alle tiders cover-up
Kraftværkets ledelse forsøger så længe som muligt at dække over katastrofen. Med løgne, bedrag og hårdnakket benægtelse rapporterer de til Moskva, at alt er under kontrol, og at strålingen er ubetydelig. Her må hverken enkeltpersoner eller staten tabe ansigt.
Generalsekretær Gorbatjov udpeger Boris Sjerbina (Skarsgård) til at rejse til Ground Zero og rapportere tilbage til Kreml. Med ham følger landets førende kernefysiker, Valerij Legasov (Harris). Katastrofens omfang afdækkes gradvis i al sin gru, og Sjerbina og Legasov får ansvaret for at rydde op i dette helvede.
Ikke nok med at lokalbefolkningen blev holdt hen i uvidenhed; Sovjetunionen informerede heller ikke omverdenen om katastrofen, som blev opdaget ved målinger af forhøjet radioaktivitet i Sverige.
Som Boris lakonisk siger til Ulana Khomjuk (Watson), da de diskuterer, om man skal offentliggøre sandheden om ulykken: “Du mener, at Legasov skal ydmyge et land, der er besat af at undgå ydmygelse …” Heri ligger selve kernen i hemmeligholdelsen, løgnene og dækoperationen. Et hændelsesforløb, der kostede mange flere uskyldige mennesker livet, end hvis man var gået åbent ud med det samme og havde slået katastrofealarm offentligt.
Den kommunistiske partielite, godt hjulpet af et effektivt KGB, gjorde sit yderste for at dække over og nedtone katastrofen. Regimet skulle for enhver pris undgå ridser i lakken – så meget for glasnost …
Det anslåede antal dødsfald direkte forårsaget af ulykken varierer i dag fra 4.000 til 93.000. Det officielle russiske tal er stadig 31.
Tæt på
Miniserien er en britisk/amerikansk produktion med hovedsagelig britiske skuespillere, der taler med alle mulige accenter. I begyndelsen virker det unaturligt og lidt afstandsskabende, men man vænner sig til det. Så fungerer det bedre med Skarsgård, der har tillagt sig en passende russisk accent.
I store træk følger serien tre indfaldsvinkler. Hovedsporet er Sjerbina og Legasov, der desperat forsøger at rydde op i Helvedes forgård; det andet er den fiktive atomforsker Khomjuk, der prøver at afdække årsagen til ulykken; og det tredje er ofrene – helt almindelige mennesker, der uvidende kommer ud for en ekstrem katastrofe, her repræsenteret ved konen til en af de brandmænd, der prøvede at slukke infernoet og derfor blev udsat for ekstrem radioaktiv stråling.
Den gravide Ljudmilla (Buckley) opsøger sin alvorligt skadede mand (Nagaitis) på et hospital i Moskva og udsætter dermed sig selv for stor fare. Det første beredskabspersonale på ulykkesstedet fik en relativt hurtig og usædvanlig brutal død, men hun insisterer på at følge ham hele vejen, hvilket resulterer i nogle usandsynlig stærke scener.
Kataklysmisk katastrofe
Flere scener domineres af tungt teknisk fagsprog, men det forklares, så lægfolk kan forstå det, og dermed bliver Chernobyl både underholdende og lærerig.
I dag har alle hørt om ulykken – og fået deres del af det radioaktive nedfald, der også bredte sig til vores breddegrader. Langt mindre kendt er det, at ulykken var tæt på at udvikle sig til en endnu større katastrofe, der ville have gjort et halvt kontinent ubeboeligt i århundreder.
Makeup-artisterne har ikke gjort det lige godt hele vejen, og Gorbatjov ser ud, som om han har en skaldepandeparyk fra en spøg-og-skæmt-forretning på. Så er de lykkedes langt bedre med det skrækscenarie, der udfolder sig, idet de mest strålingseksponerede går en grusom død i møde. Det er rent ud sagt rystende TV og vil sikkert styrke modviljen mod atomkraft. Hvilket egentlig er en skam, for en renere, sikrere og mere effektiv energiform finder man ikke i dag.
“Fordelen” ved et totalitær regime er, at der ikke stilles spørgsmål, og at liv kan ofres, uden at folket gør oprør. Hvilket faktisk bidrog til at begrænse katastrofens omfang. Seriens stærkeste scene er, da “frivillige” soldater kommanderes ud på reaktorens tag for at skovle ekstremt radioaktiv grafit ned i krateret. Efter at have opholdt sig to-tre minutter på taget vil man dø af strålingen.
Folkene bag serien forfalder indimellem til unødvendigt pompøs og påtrængende dramatisering, hvilket den voldsomme historie slet ikke behøver – virkeligheden er mere end dramatisk nok, og der er ikke brug for overdrevet dramatisk musik og kunstig klipning. Det fjerde afsnit er også lidt af et antiklimaks, hvor der bruges for meget tid på jagten efter radioaktive kæledyr, med Fares Fares i en lille gæsterolle.
Øjeblikkelig klassiker
Stellan Skarsgård er solid som svensk granit og passer perfekt til rollen som partipamperen, der efterhånden får et mere nuanceret syn på både katastrofen, dækoperationen og selve regimet. Afgjort seriens mest fascinerende karakterudvikling. Jared Harris er også perfekt castet som den lidt tørre atomfysiker med den store retfærdighedssans, der dog ikke går af vejen for at ofre nogle liv, hvis det er påkrævet.
Trods nogle mindre svagheder er Chernobyl klart en af årets bedste serier indtil videre. Skræmmende virkelighedstro drama, fremragende skuespil og en dramaturgi, der er som taget ud af Helvede selv, gør den til en øjeblikkelig klassiker. En serie, man ikke kan stoppe med at se, selv om det indimellem er direkte ubehageligt. Fem stærke stjerner.
Der var gråt, mørkt og dystert i det gamle Sovjetunionen, hvilket den skuffende streaming-kvalitet fra HBO Nordic desværre ikke hjælper på. Alt for mange detaljer forsvinder i en grå grød, og mørke scener er plaget af artefakter. Tag jer nu sammen, HBO!
