Anmeldelse: Krigssejleren

Vi bliver nok aldrig færdige med film og serier, der omhandler Anden Verdenskrig – og hvorfor skulle vi også det? Der er utallige tragiske, triste, heroiske og utrolige historier at fortælle fra denne krig – som burde have været enden på al krig.

Vi skal ikke længere end til vores egen del af verden, her i 2023, for at se, at helt sådan skulle det desværre ikke gå. Lige nu udfører Rusland en umenneskelig brutal besættelseskrig, i direkte strid med folkeretten.

 

Fra film til serie

Filmen Krigssejleren kom i biograferne sidste år, og formodes at være den dyreste norske filmproduktion nogensinde. Nu har filmskaberne solgt projektet videre til streaminggiganten Netflix, og skåret spillefilmen til en (noget længere) TV mini-serie. Det har tjent den komplekse historie godt.

Serien er ca. en halv time længere end filmversionen, men udover ekstrascener og udvidede scener er rækkefølgen af ​​de enkelte scener også blevet blandet. Hvad vi straks lagde mærke til er, at slutscenen fra filmen nu i stedet vises i starten af mini-serien. Et modigt, og højst uventet valg, som fjerner en del af spændingen fra filmen – men det fungerer, omend på en lidt anden måde.

Norske sømænd som krigsgidsler

Baggrunden for historien omhandler, hvordan norske søfolk (og nogle kvinder og børn) i handelsflåden rutinemæssigt blev taget som gidsler af den norske stat, da tyskerne besatte Norge. Deres indsats var helt afgørende for at holde handelsruterne over Nordsøen og Atlanterhavet åbne, herunder også transport af våben, ammunition og brændstof.

Næsten halvdelen af ​​alle skibe blev sænket af den tyske Wehrmacht under krigen, og næsten 3500 sømænd mistede livet i et inferno på havet. Flere tusinde kom hjem skadet for livet, både fysisk og psykisk.

Krigsseileren minder på mange måder om Christopher Nolans nedtonede krigsmesterværk Dunkirk. Naturligvis ikke med det samme enorme budget, men filmen er på samme måde i stand til at fortælle en intim og engagerende historie om, hvordan det kan gå galt, når en uskyldig tredjepart uforvarende ender midt i et krigshelvede – og må leve med konsekvenserne resten af ​livet.

Den matte farvepalet, rekvisitterne, kostumerne og den menneskelige mentalitet transporterer os tilbage til de svære 1940’ere. Smukt og brutalt fotograferet af Sturla B. Grøvlen.

Ligesom Nolan er instruktør Gunnar Vikene heller ikke bange for lange, dvælende scener. Han falder heller ikke for fristelsen til at fodre historien, og alle de omkringliggende detaljer, til seerne med en teske. Det er altid individet og dets skæbne, der er i fokus – i verden omkring ham sker det, der sker, uden at han magter at påvirke det. Midt i krigens helvede, og alt kaosset, står den forstandige Freddy, mesterligt portrætteret af en subtil Kristoffer Joner (Bølgen, Mission: Impossible 6).

En ordinær ung mand – under ekstraordinære omstændigheder

Freddy er en jævn mand, hvis eneste mål er at tjene penge nok til at give sin familie mad på bordet. Som konsekvens heraf ender han som kok til søs – og derefter tvangsbeordret til at bruge fem år på at krydse Nordsøen med en armada af tyske ubåde og slagskibe i kølvandet på de skibe, han på ethvert givet tidspunkt arbejder på.

Hans følgesvend, den sorgløse Sigbjørn (Pål Sverre Hagen, Exit), er en evig optimist, der holder dem begge oppe, og tilmed har lovet at bringe Freddy sikkert hjem…

Men Krigssejlerens fokus er på ingen måde ensidigt på mændene i den ensomme krigszone, men lige så meget på, hvordan livet humper videre for dem derhjemme. En hårdtarbejdende kone (Ine M. Wilmann, Troll), der desperat forsøger at holde humøret oppe, lejligheden varm, og de tre børn glade.

Derudover retter historien et grelt søgelys på, hvordan sømændene i handelsflåden blev behandlet under og ikke mindst efter krigen. Den dag i dag en skændsel i Norges historie. De, der overlevede, blev snydt for honorarer, og endte ofte som arbejdsløse, traumatiserede og alkoholiserede.

Stærke skuespillerpræstationer

Joner er et fund i rollen som den hårdt prøvede mand. Han bider tænderne sammen, og forsøger at holde humøret oppe gennem de svære krigsår. Hans karakteristiske, let furede ansigt og “desperate” øjne dulmer frygten, fortvivlelsen og længslen på en forbilledlig måde.

Pål Sverre Hagen er meget fint castet som hans modpol, en ubekymret glad dreng, der tager udfordringerne på strak arm – og holder hovedet koldt. Den skuespiller, der overraskede os mest, var nok unge Henrikke L. Olsen som Freddys datter, Maggie. Hendes intense nærvær og autentiske indlevelse er til at tage og føle på.

Forvandlingen til en TV mini-serie har været godt for Krigssejleren (som også har titlen War Sailor på engelsk). Den har meget på hjerte og mange faser at fortælle, hvilket passer til serieformatet. Derudover kommer vi mere i dybden med figurerne og deres motivationer – ikke mindst dem derhjemme. Den sidste del hænger bedre sammen i TV-format end i sidste års filmversion, og her er der gjort plads til mere end bare tristhed i mørket.

Vikene, der også har skrevet manuskriptet, har en bestemt historie, han gerne vil fortælle, og den handler ikke primært om krigens rædsler og pinsler, men om menneskene på gulvet, hvordan de blev behandlet, og om konsekvenserne for dem, der overlevede. Til tider kunne vi godt have ønsket os en lidt skarpere dialog, lidt mere action fra torpedo-scenerne, og en lidt strammere klipning. I det store hele nogle forholdsvis små kritikpunkter; samlet set præmieres denne mini-serie hermed med 5 svage stjerner.

Krigssejleren er en serie vi klart anbefaler, om ikke andet for at holde skandinavisk krigshistorie i live, og for heller ikke at fortrænge de skrækkelige scener fra nutidens Ukraine. Den har premiere på Netflix den 2. april.