: Charmerende retro-musical

En af sidste års mest omtalte og hypede film – den fik hele 14 Oscar-nomineringer og løb med seks statuetter (hvilket lugtede langt væk af nepotisme) – byder egentlig på en meget ordinær historie. Men hvor er den dog lækkert og charmerende pakket ind!

Vi har set lignende plots tusind gange før. Unge drømmere ankommer til Hollywood og får deres vidtløftige drømme knust. I en spektakulær åbningsscene midt på motorvejen i L.A., hvor alle hopper ud af bilerne i køen og begynder at synge og danse, møder vi jazz-entusiasten Sebastian (Gosling) og wannabe-skuespillerinden Mia (Stone). Ingen af dem kan umiddelbart lide den anden – men selvfølgelig bliver de snart hovedkulds forelskede.

Historien er forudsigelig og tilpas naiv, og byder bestemt ikke på nogen dybere mening. Men La La Land er en sjælden godbid af en feelgood-film. Den giver os personer, som vi virkelig føler med, og den har fotografering og klip i verdensklasse, en dramaturgi, der ubesværet bygger historien op, intense og godt koreograferede sang- og dansenumre – og ikke mindst to skuespillere, der er blandt det ypperste, Hollywood har at byde på lige nu. Og samtidig er den en hyldest til drømmefabrikkens guldalder, de store studiers tid.

Alt dette kræver selvfølgelig, at man kan sluge, at skuespillerne – tilsyneladende uden grund – pludselig bryder ud i sang og dans. Ligesom vi blev fuldstændig betaget af Mamma Mia! for ni år siden, var La La Land sidste års charmebombe – en vitaminindsprøjtning af en drømmefilm, som burde gives på recept til folk med kronisk sortsyn. Om den så fortjente 14 Oscar-nomineringer, er en anden sag. Fem stjerner.

Lydsporet (Dolby Atmos) er et rent pletskud og klæder det heftige soundtrack som hånd i handske. Billedkvaliteten er også mere end godkendt, men lidt for mange detaljer forsvinder i de mørke scener. På bonusfronten får vi et rigtig godt og interessant kommentarspor, trailer og en række korte features.