Anmeldelse: La Palma

Det kreative team hos det norske produktionsselskab Fantefilm står bag tidligere imponerende katastrofefilm som Bølgen, Skælvet og Nordsøen. Legesyg popcornunderholdning af bedste Hollywood-kvalitet.

Men nu, hvor de for første gang bevæger sig uden for Norden, og med et meget større budget end tidligere, virker det desværre, som om de har mistet jordforbindelsen og retningssansen.

Streaminggiganten Netflix har nu en solid portefølje af egenproduceret lokalt nordisk indhold. Fra The Rain, Quicksand – Størst af alt, to sæsoner af Hjem til jul, The Playlist, Julestorm, Kastanjemanden, Clark to Milliardærøen og Helikopterkuppet. For at nævne nogle få højdepunkter.

Mange af produktionerne har også opnået høje seertal på verdensplan. Troll er f.eks. den mest streamede ikke-engelsksprogede originalfilm nogensinde. Nu er Ted Sarandos & Co gået i partnerskab med Fantefilm. Det er dog ikke en udpræget nordisk serie, de får.

 

Naturkatastrofer som underholdning

Efter at Fantefilm-holdet havde genskabt enorme flodbølger, sætte Nordsøen i brand og ødelagt Oslos skyline, måtte de se ud over Norden for at finde en ny type naturkatastrofe. Som du ved, er der relativt få aktive vulkaner her omkring – men på De Kanariske Øer …

Velkommen til skandinavernes ubestridte yndlingsrejsemål, når temperaturen kryber ned mod de isblå grader: Tenerife, Gran Canaria, Lanzarote og La Palma.

En øgruppe, hvor vintertemperaturen er behagelig, og vi nordboere kan nyde en iskold øl til en (relativt) lav pris, mens vi sender strandede Instagram-billeder til vores ”venner”.

Den vulkanske øgruppe tiltrækker hvert år næsten lige så mange turister fra de nordiske lande som fra Storbritannien, og der er flere skandinaver end tyskere – så du vil helt sikkert møde en svensktalende tjener her.

Dysfunktionel kernefamilie

Lige før jul ankommer kernefamilien Fredrik (Anders Baasmo, Exit) og Jennifer (Ingrid B. Berdal, Westworld) med deres teenagebørn Sara og Tobias til det maleriske La Palma. Målet er at lade batterierne op og (forhåbentlig) få den dysfunktionelle familie tilbage på sporet.

Men Fredrik drikker for meget, forstår ikke sin mors livsstilsændring og bryder sig ikke om, at hun (angiveligt) flirter med hotellets personale. I mellemtiden foretrækker børnene at blive på deres hotelværelse.

Stemningen er anspændt og kompliceres yderligere af, at Tobias har en udfordrende diagnose (autisme?), mens den indadvendte Sara pludselig beslutter sig for at ”komme ud af skabet”.

Da katastrofen indtræffer, er familien mildest talt ikke helt synkroniseret.

Traumer

Den unge geolog Marie Ekdal (Thea Sofie Loch Næss, So Long, Marianne) og hendes bror er også på La Palma. Begge med traumer fra tsunamien i Thailand i deres mentale bagage.

Marie har specialiseret sig i vulkansk aktivitet og arbejder i øjeblikket under den erfarne lokale geolog Alvaro (Jorge de Juan). For et par år siden trykkede han på den store røde knap og slog alarm om et vulkanudbrud og en tsunami, der aldrig blev til noget, så han er nu meget tilbageholdende med at råbe ”ulven kommer” igen.

Men Maria og hendes islandske kollega Haukur (Ólafur D. Ólafsson) er fast overbeviste om, at en monumental katastrofe er under opsejling.

De bliver endnu mere sikre, da en gruppe turister bliver kogt levende (bl.a. den uforlignelige Vivild F. Berg fra Pørni), og svovlgassen eksploderer fra den vulkanske bjergtop – lige over hovedet på de intetanende turister.

Tingene bliver endnu værre, da en askesky får et fly til at styrte ned på bjergsiden, og den største tsunami nogensinde truer den nordlige halvkugle. Imens sidder titusinder af intetanende turister i deres strandstole og fornemmer fred og ingen fare …

På hjemmefronten kæmper udenrigsministeriet med dårlig adgang til information og en række dødbidere, som ikke har nosser nok til at træffe en (muligvis) kontroversiel beslutning. Jennifers bror Jens (Thorbjørn Harr) sidder midt i krisestaben og forsøger at hjælpe familien.

Formel-orienteret

Katastrofefilm er en meget specifik genre, hvor man nærmest har en fast skabelon, som man skal presse historien ind i. Og manuskriptforfatterne Harald R. Eeg og Lars Gudmestad har ikke tænkt en eneste original tanke under skriveprocessen.

Der er altid kvalificerede forskere, som råber vagt i gevær, og der er altid en flok dumme bureaukrater/politikere, som ikke vil tage dem alvorligt. Samtidig er der altid nogen, der ser det indlysende før alle andre.

Derudover udsættes vi altid for en flok tåbelige mennesker i kategorien ”folk flest”, som træffer en række dårlige valg. Som regel dramatiseret med forskellige historier, hvor vi ved, at nogle vil fejle, mens andre klarer sig igennem katastrofen.

I sidste ende er det den almindelige hverdagshelt/heltinde, hovedpersonen, der redder dagen.

Vi ved med andre ord, hvad vi går ind til, og i centrum for genren er den sædvanlige opbygning til selve katastrofen og dens klimaks – og her leverer La Palma varen!

Fortræffelige special effects

Fra de mørke og fugtige huler inde i bjerget til den ekspanderende revne, gasudbruddet, lavastrømmen og det efterfølgende flystyrt og tsunamien leverer La Palma varen.

Vi har nok aldrig set mere overbevisende special effects i en nordisk produktion, og katastrofen er til at tage og føle på. Det er tydeligt, at dette er en af Nordens dyreste produktioner, hvor vi får serveret heftige special effects, der ikke kan måle sig med store Hollywood-produktioner. Men så er der karaktererne og selve plottet…

Hvis vi skal blive følelsesmæssigt involveret i katastrofen, skal vi faktisk interessere os for, om hovedpersonerne overlever eller ej. I La Palma er det kun Næss, der spiller en karakter, som vi faktisk holder af; de andre ser vi helst dø en brutal og smertefuld død.

Desuden træffer mange af karaktererne håbløse og uforståelige valg. Som ikke at springe om bord på en båd, ikke at løslade fanger fra fængslet, mens lavaen vælter ud gennem ristene, til de herrer, der (bogstaveligt talt) vælger at springe i vulkanen. Så kom dog!

Situationen er ikke bedre blandt hjælperne, som stikker dumme kæppe i hinandens hjul i stedet for rent faktisk at gøre noget. Det hele er så åbenlyst karikeret og til tider pinligt latterligt.

Hvorfor det absolutte serieformat?

Vi finder oftere og oftere ud af, at en begrænset historie om liv og død bør fortælles som en serie i stedet for en spillefilm.

I La Palmas tilfælde gavner hverken den ekstra spilletid eller den kunstige opsplitning af episoderne dramaturgien eller slutresultatet.

Den voldsomme historie ville have stået sig bedre som en hurtigere og mere intenst klippet film, hvor meget af det døde kød kunne have været efterladt i klipperummet.

Faktisk er der afsat for lidt tid til panikken, flugten og kampen for at overleve, mens lange scener forgæves forsøger at få os følelsesmæssigt involveret i den mislykkede familie. Det hjælper ikke, at dialogen ofte er kunstigt konstrueret, og at flere af skuespillerne underpræsterer.

Kasper Barfoed (Kastanjemanden) står for instruktionen, men denne gang formår han ikke at holde den ulmende spænding i live gennem hele serien.

På trods af de dygtige folk foran og bag kameraet får La Palma aldrig rigtig lavaen til at boble, der er for mange ulmende efterskælv, ledsaget af et uinteressant og karikeret persongalleri. Men tro os, de specialeffekter, der udløses, når katastrofen rammer, er alene (næsten) værd at sætte tre timer af til i vintermørket. 3 stjerner.

La Palma har global streamingpremiere på Netflix den 12. december, hvor alle fire afsnit udkommer.