Anmeldelse: Lady in the Lake

Ganske vist er Apple TV+ bestemt ikke den globale streamingtjeneste, der har flest (aktive) abonnenter, og de har heller ikke den højeste frekvens af nye udgivelser – men hvis du giver tjenesten en chance, vil du finde overraskende meget guld i deres arkiver. 

Med serier som Ted Lasso, For All Mankind, Slow Horses, Silo, Lessons in Chemistry, Masters of the Air, Hijack og Presumed Innocent har Apple sat barren højt. 

Men aldrig før har de budt os på en så helstøbt og yderst original serie som Lady in the Lake. 

 

Visionær serieskaber

I 2019 udgav den amerikanske forfatter Laura Lippman romanen Lady in the Lake, som er delvist baseret på virkelige begivenheder i hendes hjemby Baltimore.  

Hun har nu givet stafetten videre til Apple TV+ og den visionære serieskaber Alma Har’el (Bombay Beach, Shadow King, Dave).  

Og Har’el sidder i næsten på alle stolene ved bordet som serieskaber, manuskriptforfatter og instruktør af den syv episoder lange miniserie. Godt hjulpet af enigmatiske Natalie Portman (Léon, Black Swan) har de skabt en forbløffende serieoplevelse.  

Hvad blev der af Tessie?

På selve dagen for Thanksgiving i efteråret 1966 forsvinder en ung pige, Tessie Durst (Bianca Belle), under den store parade, der går gennem Baltimores kaotiske gader. Hendes familie er kendt og elsket i byens jødiske samfund, og hendes forsvinden påvirker især den nydelige husmor Maddie Schwartz (Portman).  

Hændelsen bliver et wake-up call for Maddie og starter en række livsændringer for hende og hendes familie. Efter i årevis at være blevet taget for givet af en kedsommelig, chauvinistisk mand får hun endelig nok og flygter fra huset – samme dag! Tilbage står far og søn, mens mor flytter til en noget skummel lejlighed i byens sorte kvarter.  

Her fordyber hun sig i sagen og lader sig rive med, da ejeren af en akvariebutik bliver anholdt for mordet. Maddie Morgenstern (som hun nu hedder) er overbevist om, at der ligger mere bag historien politiet umiddelbart ser, og efter at have fået et job på byens største avis (som ‘brevkasse’ for borgernes hverdagsproblemer) går hun i gang med sin egen efterforskning.  

Efter et fiktivt indbrud får hun hjælp af den meget hjælpsomme politimand Ferdie (Y’lan Noel), som yder mere end bare juridisk bistand …  

Men der blev ikke ligefrem set med milde øjne på blandede forhold i det raceopdelte Baltimore i 1966. Så Maddie og Ferdie er nødt til at holde lav profil. 

Det ligger en død kvinde i søen!

Det elegante twist i Lady in the Lake er, at vi seere allerede i første scene får at vide, at der er blevet begået et mord på Cleo Sherwood (Moses Ingram); først da vi godt og vel halvvejs inde i serien når frem til selve mordet, går det op for Maddie, at der er en sammenhæng mellem de to sager.  

Cleo har to job for at holde familiens økonomi kørende. Som levende (!) mannequin i byens fashionable dametøjsbutik om dagen og som natklubværtinde om natten – for den lokale mafia-, narko- og gambling-boss Shell Gordons “Pharaoh”.  

Hendes lettere håbløse mand er wannabe-stand-up-komikeren Slappy Johnson (Byron Bowers), men han er lidt for glad for fester og druk til at kunne forsørge familien. Han kan dog ikke fordrage hendes arbejdsgiver Shell; mens Shell på sin side ikke kan udstå den lokale toppolitiker, som har lovet at rydde op i byens kriminelle udskud.  

Cleo bærer tydeligvis rundt på en masse knuste drømme. Scenen er sat! 

Generisk krimidrama?

Umiddelbart ser Lady in the Lake ud til at være endnu et generisk krimidrama med fokus på to tilsyneladende uløselige og muligvis forbundne mord. Men forbrydelserne udgør kun bagtæppet, ja, nærmest kulissen, for Lippman og Har’els fascinerende historie om kvinders kamp for selvstændighed, de evige modsætninger mellem klasserne, sexisme og den underliggende racisme, der ulmer i sydstatsbyen Baltimore.  

Og racismen går bestemt ikke kun den ene vej her; Shell har f.eks. ikke meget pænt at sige om hvide og/eller jøder.  

For at fortælle denne fascinerende historie bruger Har’el nogle utroligt effektfulde og fascinerende virkemidler, både på det visuelle og det narrative plan. Selvfølgelig hjulpet godt på vej af det fængslende grundmateriale, som Lippman har serveret.  

Historien skrider ret langsomt frem, og Har’el giver karaktererne masser af tid til at bygge sig op og historien til at udvikle og udfolde sig. Med løbende flashbacks til hovedpersonernes fortid lærer vi dem hele tiden bedre at kende, samtidig med at stadig flere brikker i mordgåderne falder på plads.  

Især Maddie har en fortid med flere hemmeligheder, end der er tunneler i Schweiz. Som lag, der skrælles af et løg, kommer vi tættere på Maddies komplekse (ubehagelige) kerne.  

Et visuelt fyrværkeri!

På det visuelle plan tager serien pusten fra os! Ét er at genskabe det amerikanske samfund (og klædedragter) i 1950’erne og 60’erne ned til mindste detalje, men subtile antydninger i beklædningen, mystiske blodspor og dialog mellem linjerne fører os frem til den skræmmende sandhed.  

Derudover er serien krydret med et smukt musikspor og swingende sange, signeret Nina Simone og lignende klassikere. Tekster, der kalder på al længslen, det tabte håb og karakterernes (håbløse) drømme.  

Og hen imod sidste halvdel, hvor Maddie i en befriende morfinrus drømmer sig ind i fantasiland (?), går det for alvor løs, når pauker og basuner får frit spil, mens heltinden danser sig gennem det ene rædselsvækkende outrerede musicalnummer mere uhyrligt efter det andet. Efter næsten seks timer i Maddies verden er vi nærmest udmattede!  

Den gribende historie toppes af fremragende skuespil, især fra suveræne Portman og Ingram, men også en række biroller løfter virkelig serien og dens underholdningsværdi.  

Har’el har forvandlet en fængslende kriminalroman til en opslugende serie i bedste noir-stil. Et visuelt fyrværkeri af en serie med et meget karakteristisk udtryk, som vil sætte sig fast i hippocampus – og har du en søhest hjemme i dit eget lille akvarium, vil du aldrig se den med samme øjne igen. 

Kandidat til årets bedste?

Efter flere år med kraftige nedskæringer i indholdsproduktionen hos de store streaming-tjenester udsendes der nu langt færre serier end for bare 2-3 år siden. 

Ikke desto mindre er vi kun halvvejs gennem året, og vi har allerede præmieret tre serier med seks stjerner: Shōgun, Ripley, og nu Lady in the Lake – og vi har endnu ikke set sæson 3 af The Bear. 

Lady in the Lake får sin globale streaming-premiere på Apple TV+ den 19. juli, her frigives de to første episoder med efterfølgende ugentlige afsnit. Anmeldelsen er baseret på samtlige syv episoder.