Anmeldelse: Landman, sæson 1

Tidligere på ugen var det endelig tid til det sidste kapitel i Dutton-dynastiet, da Yellowstone, sæson 5, del II fik sin stærkt forsinkede streamingpremiere (på SkyShowtime).

Efter næsten to års (!) forsinkelse, hvor seriens skaber Taylor Sheridan og seriens (tidligere) hovedrolleindehaver, Kevin Costner, til tider har ligget i åben strid og luftet det beskidte vasketøj i medierne, nærmer Yellowstone sig nu ubønhørligt sin afslutning. Men med Montana-serien som springbræt har Sheridan opbygget et imponerende og meget omfattende streaming-univers.

Ikke alene har Yellowstone (indtil videre) affødt to spin-off-serier (1883 og 1923) samt den kommende efterfølger The Madison, men Sheridan har også formået at producere, skrive og (delvist) instruere bundsolide serier som Mayor of Kingstown, Lioness, Lawmen: Bass Reeves og (den letbenede) Tulsa King.

 

Cowboys i nye klæder

Sheridan er nu klar til endnu en cowboyserie, men denne gang er hestene erstattet af vakkelvorne pickup-trucks, laden udskiftet med borerigge og kvægdriften afløst af
velsmurte, beskidte oliebrønde. Barakkerne til de arbejdende myrer er dog (som altid) præcis de samme.

Velkommen til Midland, Texas – et område befolket af barske, slagfærdige og højtråbende oliebisser og deres jagt på lykke og ”sort guld”«.

Vores karakteristiske hovedperson, altmuligmanden Tommy Norris (Billy Bob Thornton, Monster’s Ball) er bestemt ikke nogen stor fan af den ”grønne omstilling”, og han har heller ikke nogen særlig sans for politisk korrekthed i forbindelse med konstruerede kønsroller eller betydelig respekt for autoriteter i jakkesæt.

På prærien i Vesttexas er han manden, der står for den daglige drift af det uafhængige olieselskab M-Tex Oil; en milliardforretning ejet af den dekadente Monty Miller (Jon Hamm, Mad Men), ledsaget af sin vellystige trofæhustru Cami Demi Moore (G.I. Jane, Striptease).

Boomtown!

Baseret på podcasten ”Boomtown” følger serien olieselskabernes udfordringer med livsfarlige brønde, brændende varme, brutale mexicanske narkokarteller, miljøforkæmpere og anspændte forhold i olieselskabernes barakker.

Men ikke mindst følger den livet for dem, der er nederst på rangstigen, dem, der udfører det til tider dødbringende arbejde med at få olien op fra de forræderiske brønde. De arbejder lange timer i den brændende ørkensol med løfte om en fed løncheck i den anden ende.

Mange lykkejægere er tiltrukket af olieindustrien, inklusive Tommys teenagesøn, den højtflyvende skoledropout Cooper (Jacob Lofland). Med den forjættede drøm om en dag at lede et olieselskab i maven starter han nederst på gulvet – og bliver straks udsat for godmodig mobning, men også hårdt arbejde, store farer og udfordringer.

Hans modsætning er hans fjollede, umodne søster Ainsley (Michelle Randolph, 1923). Hun kommer stormende ind til sin far med sin fodboldkæreste – som kun er ude efter det, der er under hendes tøj, hvilket far kan lugte på lang afstand. Men mon ikke velmenende råd fra en ”gammel mand” er noget, de færreste teenagedøtre søger?

Blame-game

Som om den kæderygende, lettere alkoholiserede og forgældede Tommys liv ikke var kompliceret nok, bliver han indblandet i et narkokartel-flystyrt med en hidsig, politisk korrekt feministisk advokat (Kayla Wallace) i hælene. Da hans afslappede (dumme?) ekskone (Ali Larter) beslutter sig for at kigge forbi, er mandagen komplet for den hårdt pressede arbejdsnarkoman…

Seriens skabere er Sheridan og Christian Wallace, med Sheridan som forfatter og instruktør (af de to første afsnit). Endnu en gang formår Sheridan at skrive engagerende om en flok charmerende karakterer i en outreret verden.

Thornton er Landmans hovedperson, og den dygtige karakterskuespiller passer som fod i hose til rollen som en barsk, hårdtslående oliesmugler. Selvfølgelig kører han rundt i en pickup, kæderyger (hvilket han påstår er sundt), drikker sin første øl (Michelob Ultra!) klokken otte om morgenen, nynner med på countrymusik, behandler en skadet finger som en MAND og lader ikke narkomafiaen (selv med en hætte over hovedet) eller ”fornærmede” feminister få skovlen under ham.

Sheridans legende pen og Thorntons uforlignelige skuespil gør den lidt karikerede karakter til et helt og fascinerende menneske. Hans “det gi’r jeg fanden i” mentalitet er elskværdig, og den måde, han håndterer både ekskoner og stive overlæbeadvokater på, er underholdende nok!

Alene hans lektion om verdens økonomiske afhængighed af olie og hans snak om vindmøller (Trump ville klappe i sine hænder) er værd at sætte et par timer af til foran fjernsynet . Desuden har Tommy et varmt hjerte bag den hårde facade.

Stereotyper

Endnu en gang er Sheridan faldet for fristelsen til at ”krydre” rollelisten med alt for stereotype karakterer, i Landman primært repræsenteret ved Tommys vovede ekskone.

Ali Larter gør sit bedste i rollen, men desværre er hun for dum til at være troværdig. Deres yndige datter ser også ud til at have lidt for meget ”marshmallow” i hovedet.

Det gør Cooper til en langt mere overbevisende karakter, og det bliver spændende at følge hans udvikling. Især hans samspil med alle de mexicanske fremmedarbejdere (bl.a. Michael Peña, World Trade Centre) rummer kimen til noget stort.

Og det er stadig uvist, hvilke esser den gådefulde oliemogul i skikkelse af Hamm har i ærmet.

 

Eventyrerne som satser alt

På samme måde som Stavanger-regionen i Norge fungerede som en succesfremmende oliemagnet i 1970’erne og 1980’erne, er Texas nu et af de vigtigste vækstcentre for olieindustrien, også hjulpet på vej af nye udvindingsmetoder som fracking. En perfekt kulisse for eventyrere, drømmere, tabere og personlige dramaer. Nøgleord for enhver Sheridan-serie.

Her møder vi dem, der er villige til at risikere det hele for (måske) at få succes; i en industri, der dominerer verdensøkonomien og påvirker selve geopolitikken.

Endnu en gang beviser Sheridan, hvorfor han har så stor succes med sine serier og film: Han fortæller intime historier om interessante karakterer – mennesker, som suger os ind i historien, og som vi har lyst til at følge undervejs.

Sjældent har han gjort det så bredt og frækt underholdende som i Landman. Ud over det mellemmenneskelige drama byder serien på fremragende dramaturgi i et spændende, råt og medrivende miljø. At den også er politisk ukorrekt, er kun et (stort) plus! 5 klare stjerner – Yellowstone kan bare sejle sin egen sø.

Anmeldelsen er baseret på de første tre (af 10) afsnit. De to første afsnit udkommer på premieredatoen (20. november), efterfulgt af et nyt afsnit hver onsdag.