Anmeldelse: Le Mans ’66

Med Le Mans ’66 giver instruktør James Mangold os en fascinerende film med heftige bilræs, menneskeligt drama og skuespil i top, baseret på den sande historie om dengang, da prosaiske Ford udfordrede Ferrari på deres hjemmebane, racerløb.

 

Der er ikke mange, der forbinder Ford Mondeo eller Fiesta med racerløb. Det gjorde Fords marketingteam heller ikke, før den kreative vicepræsident Lee Iacocca (Bernthal) insisterede på, at efterkrigstidens babyboomere ville have noget andet end de fornuftige familiebiler, man normalt forbandt Ford med.

Derfor lancerede bilgiganten et overambitiøst projekt – med “ubegrænsede” midler – for at skabe en sportsvogn, der kunne knuse Ferrari i Le Mans-løbet. Holdet blev ledet af den industrielle designer og tidligere racerkører Carroll Shelby (Matt Damon i storform).

Filmens store styrke er forhold mellem de meget forskellige personligheder Shelby og Ken Miles (Bale). Shelby er den pragmatiske forretningsmand, der samtidig brænder for motorsport, mens Miles brænder for motorsporten og ikke meget andet. Han skænker ikke morgendagen en tanke og hidser sig op over mænd i jakkesæt og andre håbløse ignoranter. Sammen skaber de historie.

Fords ledelse stritter imod at have en så kontroversiel hedspore som frontmand, men Shelby insisterer på, at den ukontrollérbare Miles er den rigtige kører, der kan gøre det umulige. Her ligger en af filmens største svaghed også: I dens søgen efter nerve og konflikt overdrives modstanden mod Miles fra Ford-ledelsens side, anført af den håbløst karikerede Leo Beebe (Lucas). Der er noget nærmest parodisk over, at de næsten er villige til at sabotere deres eget projekt for at slippe for Miles.

Selv om ikke alle personerne ligefrem kan klassificeres som flerdimensionelle, og historien er både forudsigelig og lidet original, så formår instruktør James Mangold at løfte den til uanede højder med det fremragende tospand Damon og Bale samt en række ekstremt spændende og medrivende racerløbsscener, der virkelig lugter af brændt gummi.

Det er juleaften og fars dag på én gang for fans af racerløbsfilm. Racerscenerne fremstår autentiske, fabelagtigt filmet og klippet og med et sjældent drive. Sidste gang vi så noget lignende på den store skærm, var i Rush (2014). Fem svage stjerner til dette underholdende adrenalin- eller rettere benzinkick. Husk popcorn og øl!