Bedstevennerne Ryan (Johnson) og Justin (Wayans Jr.) er begge mislykkedes i livet og desperate efter forandring. Til en gensynsfest, som også er et kostumebal, klæder de sig ud som politifolk og ender med at blive taget for at være ægte betjente. Den magt og respekt, de oplever, er så fristende, at de fortsætter legen, indtil de bliver trukket ind i en verden af gangstere og korrupt politi.
Denne fjerde spillefilm af instruktør Luke Greenfield (Something Borrowed) er et stjerneeksempel på en svag komedie og burde være et vink med en vognstang om, at han muligvis skulle tænke i andre retninger inden for filmverdenen – eller helt skifte karriere.
Let’s Be Cops har et godt udgangspunkt for en fornøjelig filmfortælling og et solidt budget, som burde have givet et fint resultat, men er desværre blevet noget makværk. Filmen er spækket med dårlige vittigheder og har et elendigt manuskript med håbløs dialog og usammenhængende scener uden fremdrift. Summa summarum: En bemærkelsesværdigt svag komedie. To platte stjerner.
Selv om filmen har fået en hård medfart af kritikerne, har publikum ikke været så strenge. Hvis man gerne vil have Let’s Be Cops på Blu-ray, er den teknisk helt okay. Både lyd og billede holder god standard, omend der er nogle småting at udsætte på begge dele. Af ekstramateriale er der nogle slettede scener, et par bag-om-filmen samt kommentarspor.
Fakta:
- Release: 12. januar 2015
- Instruktion: Luke Greenfield
- Med: Jake Johnson, Damon Wayans Jr., Rob Riggle, Nina Dobrev, James D’Arcy, Andy Garcia
- Genre: Komedie
- Land: USA
- År: 2014
- Tid: 01:44 timer