Anmeldelse: Lilyhammer, 3. sæson

Selve plottet har aldrig været Lilyhammers stærkeste side – det er det karakterdrevne drama omkring alle de absurde situationer, som de outrerede personer havner i, der driver historien fremad. Dermed er det også relativt irrelevant, om de befinder sig i Lillehammer, New York, Oslo eller Rio. Men med et betydeligt større budget er rejselysten også øget (vi konstaterer, at andelen af norsk tale daler støt) – uden at det tilfører historien meget nyt, bortset fra nye personer.

 

https://www.youtube.com/watch?v=U6CqITlbtlA

 

Rio eller ej, det er stadig kultursammenstødet mellem det urbane USA og livet blandt norske “landsbytosser” (med fædreorlov, bistandsklienter og bonderøve), der er i fokus – og som giver os de sjoveste øjeblikke. I tredje sæson er der en del fokus på det umage brødrepar Torgeir og Roar.

Frank Tagliano (Van Zandt), alias Johnny Henriksen, har efterhånden fundet sig til rette i den norske lilleby, men har langtfra aflagt sig sine mafiametoder i forretnings- og privatlivet. Da han bliver udfordret af en ung opkomling bliver der krig i det norske bygdesamfund.

Serien er dejlig politisk ukorrekt, og her er det tilladt at gøre grin med absolut alt – særlig vellykket er den tidligere socialarbejder med ansvar for integration af flygtninge Jan Johansen (en strålende Fridtjov Såheim), der efter tre måneder i Irak kommer hjem som muslimsk konvertit med et brændende had til det system, der har svigtet ham. Af de mere perifere figurer er svømmelæreren Chris (Oftebro) hysterisk morsom.

Med et farverigt persongalleri, hvis absurditet nærmer sig David Lynchs Twin Peaks – vi får endda en norsk udgave af selveste Killer BOB, da Torgeir (Aurvåg) mister grebet – må vi tage hatten af for forfatterne. Selv om de burde have lagt større vægt på en mere sammenhængende historie, for tredje sæson er noget udsvævende og fragmenteret med en relativt slap midterdel.

Sidste episode (der er overraskende afsluttende) er instrueret af Van Zandt, der også er medforfatter på serien, og han har skrevet en særlig rolle til sin ven Bruce Springsteen. Her spiller “The Boss” den sejeste, mest berygtede af mafiaens lejemordere (og bror til Frank) og slipper godt fra sin skuespillerdebut.

Efter tre aftener i træk med Lilyhammer-maraton savner vi allerede de charmerende figurer, og vi tager gerne en runde mere fra den olympiske by! Fem stjerner.