Anmeldelse: Løvernes konge

Den originale film (1994) står højt på listen over de mest indbringende film gennem tiderne. Så det er ikke så underligt, at The Walt Disney Company så guld for enden af regnbuen her.

En brølende Hamlet

Filmen (både den originale og årets udgave) handler om en løveflok i Afrika præget af magtkamp og indre modsætninger. Da vi ankommer til savannen, er en kroningsceremoni i gang, og den nye løvekronprins Simba (Glover) løftes i vejret af aben Rafiki og hyldes af hele dyreriget som kommende konge og hersker over landet – der strækker sig så langt, som solens stråler rammer.

Men i kulisserne lurer kong Mufasas bror, Scar (Ejiofor), der føler sig forbigået og ikke kan udstå den nye “hårbold”. Sammen med hyænerne lægger han planer om at dræbe både kongen (James Earl Jones, der gentager sin rolle fra originalen) og Simba. Efter tragedien er Simba nødt til at finde sig selv og vinde kongeriget tilbage.

Årets udgave er en halv time længere, men ellers (næsten) en tro kopi af originalen – scene for scene og med de samme replikker. Det er der for så vidt ikke noget galt i; originalen havde både et fængende plot, fin komik, herlig dramaturgi og et velskrevet manuskript.

Men når det er sagt, så giver det mere mening at give “ægte” liv til animerede mennesker, som i Askepot og Aladdin, end til dyreskikkelser. Hvilket da også er nyindspilningens akilleshæl.

Ekstremt naturtro

Hver af de mere end 1.600 scener i Løvernes konge er 100 procent computeranimeret. Fra det mindste hår på hovedet af den unge Simba til himlen og vanddråberne på savannens græs – og for pokker, hvor ser det realistisk ud!

Det er faktisk umuligt at skelne mellem optagelser fra en naturdokumentar og så filmen, både med hensyn til landskaber og dyr. En sjov detalje er, at instruktør Jon Favreau har lagt et lille klip med ægte natur ind et sted i filmen – bare for at se, om nogen kunne se forskel. Vi har ikke fundet det.

Favreau har sagt, at 100 procent computeranimation var et helt bevidst valg; man ville gøre Simba & co. så naturtro som muligt. Den største forskel mellem Løvernes konge og Favreaus anden Disney-genindspilning, Junglebogen (2016), er brugen af ægte natur og motion capture i sidstnævnte. Vi er meget usikre på, at ren CGI var et klogt valg for Løvernes konge.

Stift og staccato

Med dette greb fjernes al mimik og alt, hvad der minder om menneskelige følelser, med et pennestrøg. Dermed sidder vi tilbage med exceptionelt realistiske dyr, der taler menneskesprog, hvilket virker meget mere mærkeligt, end hvis vi havde set animerede løver med menneskelige træk gøre det samme. Det er lidt som at se en flot dyredokumentar med tilføjet dubbing.

Det var sjovt at se den charmerende fugl Zazu snakke i originalen, og figuren virkede sprællevende. I nyindspilningen er det som at se en fugl, der er stiv som et bræt i ansigtet, uden mimik og menneskelige træk, tale menneskesprog. Det er både underligt og svært at forholde sig til, og det ser bare ikke godt ud.

Den karakter, der slipper bedst fra det, er vortesvinet Pumba. Hans ansigt er så fuld af særpræg og følelser, at vi lader os rive med. Løverne, derimod, er stive, staccato og uden mimik, og de menneskelige stemmer (fra et stjernehold af skuespillere) virker malplacerede.

Meget af pointen – og fordelen – ved animationsfilm (i hver fald før alting kunne konstrueres kunstigt med computergrafik) var netop, at tegnefilmsfigurer kunne gøre umulige ting, såsom at dyrene talte og havde menneskelige træk, og kunne synge og danse som mennesker.

Tag f.eks. sangscenen, hvor Simba udbasunerer, at han “Just can’t wait to be king”. I originalfilmen danner dyrene en kæmpe pyramide og laver alle mulige umulige krumspring – ting, som dyr selvfølgelig ikke kan i virkeligheden, og som de da heller ikke gør i den computeranimerede version. Den scene er der langt mindre schwung over nu.

Pionérfilm

Ligesom Snehvide i sin tid var banebrydende for filmindustrien, og Avatar var det nogle årtier senere, er Løvernes konge et nyt teknologisk kvantespring. Det er da også et meget dyrt kvantespring: Hele 250 millioner dollars har herligheden kostet, men de er allerede tjent ind igen – mange gange.

Favreau og hans team har haft ét mål for øje: At gøre filmen så ekstremt naturtro som muligt. På det punkt er de lykkedes over al måde, og det visuelle udtryk vil blæse dig bagover. Det er bare en skam, at de har mistet det gribende og den udefinérbare magi undervejs. Fire svage stjerner. Se 2019-versionen for dens imponerende tekniske kvaliteter, men se hellere originalen, hvis du gerne vil underholdes og røres.

Mens filmen ikke helt rammer plet, så er den tekniske kvalitet på 4K-udgivelsen til gengæld en fuldtræffer. Billedkvaliteten er simpelthen enestående og en klar reference. Lydsporet (Dolby Atmos) er heftigt og detaljeret, men – som så ofte med Disney-udgivelser – lavt tunet og mangler lidt dynamik. I bonusmaterialet boltrer Favreau sig i den fantastiske teknologi bag kunstværket, ligesom vi får en brugbar bag-om-filmen og nogle korte features plus sing-alongs.