Anmeldelse: Loki, 1. sæson, episode 1-2

Der er gået hele ti år, siden vi første gang stiftede bekendtskab med Tom Hiddleston som den snu og uregerlige halvgud Loke (Loki på engelsk). Nu har Disney+ belønnet den infame figur med sin egen TV-serie.

Efter at have betalt svimlende 4 milliarder dollars for Marvel-universet kan vi godt forstå, at Disney-koncernen vil have så meget indhold (og indtjening) som muligt ud af deres investering; men med Loki har man afveget for meget fra udgangspunktet og forsøgt sig med nogle lige lovlig kreative greb, der kun lykkes sådan nogenlunde.

Loke er den sleske og snedige halvgud fra den nordiske mytologi – en person, man ikke skal vende ryggen til, hvilket han har bevist noget så eftertrykkeligt i film efter film. Eller som den islandske krønikeskriver Snorri Sturluson beskriver ham: “Smuk at se på, men ondsindet og meget omskiftelig af natur. Han besidder mere end andre den egenskab, der kaldes snedighed, og bruger list i alt, hvad han foretager sig.”

I Marvel-universet har Loke været den uforudsigelige uromager, der i bund og grund kun har været optaget af sig selv og søgt magt og indflydelse på andres bekostning.

Serien foregår efter det kaos, der opstod i Avengers: Endgame, hvor Loke flygtede ind i en warp-zone med Tesseract-terningen. Han ender i den mongolske ørken, men bliver hurtigt indhentet af soldater (såkaldte Minutemen) fra The Time Variance Authority (TVA) – en organisation, der skal sørge for, at “afvigere” ikke bryder den fastlagte tidslinje.

Hvilken tid vi egentlig befinder os i, da serien starter, er uklart, men Loke bliver bragt til afhøring, debriefing og noget, der minder om psykoanalyse, af agent Mobius (en meget dedikeret Owen “It’s My Life!” Wilson).

Er Loke ond? Hvorfor handler han, som han gør? Hvad er hans motiver? Og vigtigst af alt: Kan guden forbedre sig? Ribbet for al magt og magi er rebellen fanget og uskadeliggjort af bureaukratiet, som for os udenforstående minder mistænkelig meget om det ofte rigide TSA.

Den egentlige grund til pågribelsen er, at TVA er på sporet af en eller flere “super-afvigere” (variants), der udgiver sig for at være Loke og laver et farligt rod i tidslinjerne. Mobius rekrutterer derfor én Loke til at fange en anden Loke …

Serien er ikke særlig subtil, og humoren er overraskende simpel, grænsende til det platte. Ofte virker det, som om bedragets og dobbeltspillets mester er reduceret til en andenrangs standupkomiker, der har fået tildelt en række slappe oneliners; mere påtaget morsomt end egentlig morsomt.

Vi hopper fra 1500-tallet til 1800-tallet og videre til Pompejis ødelæggelse, hvor TVA-folkene møder op i jakkesæt, mens Loke har “Variant” trykt på ryggen. Det narrative behandles overfladisk og lemfældigt, som når de i forbifarten opremser de naturkatastrofer, der indtræffer lige efter vor tid.

Plottet er fuld af logiske huller, som fortrinsvis affejes eller forklares på søgt vis. Hvilket kunne tilgives, hvis det ikke var, fordi vi sjældent bryder ud i latter, dirrer af spænding eller pirres af heftige actionscener.

Én ting skal serien dog have: Den ser virkelig flot ud med sit lækre, charmerende retro-design og sine troværdige special effects. Men det er bare ikke nok, når humoren ikke sidder.

Det er svært at afsige en endelig dom over Loki efter kun to episoder, men ud fra hvad vi har set, tyder det på, at idémagerne har brainstormet en lidt for fugtig aften og så fået frie tøjler, og ingen har stoppet dem eller ændret kursen i tide. Vi spekulerer på, om man prøver at nå et lidt yngre publikum, men synes, at serien falder mellem to stole/aldersgrupper.

Serien om den infame gud virker desværre mere som parodi end som diabolsk. Tre sløve stjerner til Loke & Co. (anmeldelsen er baseret på de første to ud af seks episoder).

Første episode kan streames på Disney+ fra den 9. juni, med en ny episode hver onsdag.