Anmeldelse: Loki, sæson 2

Den infame, ret komplekse halvgud Loke har altid været den mest interessante figur i Marvel-universet. At rollen spilles af den formidable karakterskuespiller Tom Hiddleston er absolut ingen dårlig ting – og i anden sæson af hans egen serie får han virkelig mulighed for at brillere. 

Det er over 12 år siden, vi første gang så Hiddleston som Thors halvbror i Kenneth Branaghs plastikagtige Marvel-vision. Siden da har karakteren gjort sit bedste for at gøre livet surt for sin mere seriøse bror, familien og Avengers-banden. En lusket, snu og opportunistisk gud, som man bestemt ikke skal vende ryggen til; man ved aldrig helt, hvor man har ham, eller hvilken side af banen han “spiller” på.  

I Marvel-universet har han været den uforudsigelige ballademager, der i bund og grund kun har været optaget af sig selv og sine egne interesser og som har søgt magt og indflydelse på andres bekostning. I Loki viser figuren helt andre sider af sig selv, og humoren er langt mere underfundig, end vi er vant til fra Marvel-filmene.  

Et generelt træk ved actionfyldte Marvel-film er, at de ofte er pompøse og selvhøjtidelige, og at størstedelen af budgettet er gået til enorme actionsekvenser. En undtagelse, hvor man forsøgte sig med selvironi, var sidste års helt igennem forfærdelige Thor: Love and Thunder. Heldigvis går Loki-serien helt andre veje. 

Handlingen i serien udspiller sig efter katastrofen i Avengers: Endgame, hvor Loke i tumulten flygtede ind i en warp zone med Tesseract-terningen. Han bliver straks taget til fange af soldater (såkaldte “Minutemen”) fra TVA (Time Variance Authority) – en organisation, der sikrer, at “afvigere” ikke bryder den fastlagte tidslinje.  

Her bliver han afhørt af den perfektionistiske, stærkt disciplinerede bureaukrat Mobius (Owen Wilson). En mand, der følger reglerne blindt og lydigt. Ved begyndelsen af anden sæson er hele systemet i fare for at kollapse i et forfærdeligt ragnarok, tilsyneladende anført af den gådefulde grundlægger He Who Remains (Jonathan Majors). Og svaret på gåden ligger begravet i fortiden.  

Handlingen udspiller sig stadig primært i TVA’s bastante lokaler, hvor tiden tydeligvis har stået stille siden 1950’erne. Teknologien er gammel-moderne, og interiøret ligeså – det samme gælder den troskyldige mentalitet hos dem, der arbejder der, og som lydigt danser efter Miss Minutes (Tara Strong) digitale pibe.  

Men anden sæson byder på flere nye karakterer, først og fremmest supernørden fra teknisk afdeling, O.B. (Ke Huy Quan). Hvis du troede, at Tilbage til Fremtidens “Flux Capacitor” var en kreativ, innovativ teknisk gadget, så bare vent og se, hvad O.B. kan trylle frem!  

En særdeles underholdende karakter (ikke ulig den kvikke Short Rounds, han spillede i Indiana Jones and the Temple of Doom), som bliver et godt match for Loke og Mobius i kampen for at redde verden – for det er vel i bund og grund det, alle Marvel-film og -serier handler om?  

Selvfølgelig skal verden også denne gang reddes fra total ødelæggelse, men det fortælles på en smartere, mere underholdende og original måde end det, vi er blevet vant til fra det generiske Marvel-univers.  

Loke selv er ved at blive revet midt over, da hans krop er fanget i uendelige tidsspring, hvor han kastes tilbage til 1700-, 1800- og tidligt i 1900-tallet uden at ane, hvad der er ved at ske. Uden at afsløre for meget kan vi sige, at han er omgivet af fjender, både uden for og inden for TVA. Der er mange, der forsøger at mele deres egen kage i en magtkamp om sandheden, tiden og positioner. Ind fra kulissen kommer rebellen Brad Wolfe (Rafael Casal), som så afgjort handler ud fra ren egeninteresse, mens tidslinjens grene smuldrer for øjnene af os … 

De forskellige karakterers divergerende bevæggrunde afsløres undervejs, og hvorvidt Loke kan stole på Sylvie, Ravonna og Hunter B-15 forbliver et åbent spørgsmål i lang tid. Og, ikke mindst, kan han stole på det, han rent faktisk ser?   

Hovedplottet om at TVA-systemet og dets verden trues af et altødelæggende kollaps er hverken særlig originalt eller interessant, dette er en karakterdrevet serie; og på det plan leverer Hiddleston og Wilson varen.  

Kemien mellem dem er upåklagelig, dejligt legende, lidt infam og en smule sarkastisk, mens de læner sig op ad et velskrevet manuskript fra Eric Martin og Michael Waldron. Og selv om serien er en afstikker fra Marvel-filmene, bindes de elegant sammen, når Loke reflekterer over sin fortids forkastelige handlinger. Er han egentlig den onde gud, eller snarere guden for harmløse drengestreger?  

Samtidig får vi også mere kød på Mobius-figuren, som i denne ombæring får mulighed for at filosofere over den frie vilje og det at leve ubekymret (?) i et gigantisk maskineri styret af højere, skjulte magter. Muligvis ubekymret, men også i allerhøjeste grad et liv i håbløs fornægtelse, mens han bedøver livssmerten ved at proppe sig med key lime pie.  

Loki er den legesyge svale i Marvel-universet, hvor serien rummer langt mere, end den pjattede facade lader ane. Scenografien er lige så legende som den rappe dialog, og duoen Hiddleston og Wilson sprudler. Så må vi bare leve med, at plottet langt fra er originalt og/eller særligt fascinerende. 4 stærke stjerner til en overraskende underholdende serie.  

Sæson 2 af Loki har premiere på Disney+ den 6. oktober. Anmeldelsen er baseret på de første 4 (af 6) afsnit.