Anmeldelse: Lonely Planet

Romantiske komedier er en vanskelig genre, hvor filmen/serien hurtigt falder ind i en endeløs strøm af selvfølgeligheder, klichéer og forudsigelighed. Nu er den nye Netflix-film Lonely Planet ikke en direkte romantisk komedie, snarere et romantisk drama, men den falder ikke desto mindre i alle de mulige fælder, som genren byder på.

I de maleriske omgivelser i det terrorist-inficerede Marokko følger vi en broget skare af egocentriske forfattere, som forsøger at ”udvide horisonten”.

 

Den midaldrende, nyligt fraskilte forfatter Katherine Loewe (Laura Dern, Wild at Heart, Jurassic Park) inviteres af et fællesskab af forfattere til et luksusophold på et afsidesliggende feriested i den marokkanske vildmark. Erfarne forfattere og forfatterspirer er samlet her for at udveksle erfaringer, drikke sig fulde, kopulere og blive ”inspireret” af hinanden.

Mest af alt ønsker Loewe dog at blive i ensomhed i et forsøg på at overvinde sin tiltagende skriveblokering og undgå sine narcissistiske og opblæste kolleger. Blandt gæsterne er den nyankomne Lily (Diana Silvers) og hendes (oversete) finansmandskæreste Owen (Liam Hemwsorth, The Hunger Games: Mockingjay – Part 2). Lad dramaet begynde!

Filmens største problem er ikke skuespillerne (selv om Hemsworth har lige så meget karisma som en tør pind), men et manuskript, der er så langt ude, forudsigeligt, usandsynligt og direkte kedeligt, at vi næppe har set noget lignende fra så seriøse aktører i branchen.

Det kan absolut være spændende nok at vende de traditionelle kønsroller på hovedet; og at det her er en moden kvinde (MILF) som falder for en betydelig yngre, posterboy-agtig, ung mand (Dern er 57 og Hemsworth 34) er faktisk forfriskende. Men kan man så ikke i det mindste gøre det med lidt finesse og originalitet?

Fem minutter inde i filmen, efter at det småskændende par Lily og Owen ankommer til luksusresortet, ved vi, at han vil ende i seng med Katherine.

Det unge par opfører sig begge som umodne teenagere, der konstant er på udkig efter at påpege deres partners fejl og mangler. De konfliktlinjer, som forfatteren (og instruktøren) Susannah Grant trækker op, er i bedste fald konstruerede, i værste fald patetisk konstruerede og uægte – som når en let forelsket Owen pludselig vredt afviser Katherine fordi hun i sjov kalder ham for ”kid”.

Den måde, parret bringes sammen på, føles lige så kunstig som JD Vance, og vi tror ikke et sekund på, at de vil forblive et lykkeligt par. Fortællingen er pakket ind i et slør af kvasifilosofiske overvejelser fra hovedpersonerne, som styrter ned hurtigere end en af Musks måneraketter.

Hele historien er så flad og forudsigelig, at vi ved, hvad der vil ske i næste sving. Dialogen er flad, akavet og uinspirerende. Heller ikke den sædvanligvis dygtige Dern formår at skabe en gnist mellem hende og den unge mand, som jo er et søgende, følsomt menneske fuld af samvittighed og korrekt, god moral.

Nej, du kan elegant springe dette drama over og i stedet bruge din fredag aften på noget, der giver dig en lille smule hjernemad. Selvfølgelig kan hjerneløs eskapisme være tilfredsstillende nok, men ikke på dette niveau. 2 ynkelige stjerner.